MRF 2020.17
EU-Domstolens dom af 14. oktober 2020, 2. afd., sag C-629/19, Sappi Austria Produktion og Wasserverband « Region Gratkorn-Gratwein »
Spildevand og slam, der opstår ved rensningen heraf, er affald omfattet af affaldsdirektivet. Slammet kan dog efter rensning ophøre med at være affald, såfremt betingelserne i affaldsdirektivets art. 6(1) om affaldsfasens ophør er opfyldt, hvor der kan tages hensyn til de betydelige miljøfordele, der følger af, at slammet indgår i en cirkulær økonomi.
Virksomheden Sappi driver et stort industrianlæg til papir- og pulpfremstilling i Østrig. På anlæggets område findes desuden et rensningsanlæg, der hovedsageligt (ca. 97 pct.) tilføres spildevand fra Sappis produktionsanlæg, mens resten af det tilførte spildevand er almindeligt byspildevand. I forbindelse med spildevandsrensningen opstår slam, der forbrændes dels i en kedel tilhørende Sappi, dels i et forbrændingsanlæg tilhørende den lokale spildevandssammenslutning. Ved forbrænding af slammet genvindes dammen til brug som energi i papir- og pulpfremstillingen i Sappis anlæg. I forbindelse med ændringer i Sappis kedel og forbrændingsanlægget stillede de østrigske myndigheder krav om forudgående tilladelse med henvisning til, at det slam, der blev forbrændt i anlæggene, udgjorde affald omfattet af EU’s affaldsdirektiv (2008/98). Sappi og spildevandssammenslutningen indbragte sagen for de østrigske domstole, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om affaldsbegrebet og affaldsfasens ophør. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at hverken spildevandet eller slammet er undtaget fra anvendelsesområdet for EU’s affaldsdirektiv (2008/98). Det var derfor nødvendigt at undersøge, om spildevandet henholdsvis slammet udgjorde ”affald” som defineret i affaldsdirektivets art. 3(1). EU-Domstolen fastslog, at det forhold, at den overvejende del af spildevandet, der blev behandlet i rensningsanlægget, stammede fra Sappis papir- og pulpfremstilling. Dette indebar ikke, at det omhandlede spildevand ikke kunne anses for affald, da spildevandet fra Sappis produktionsanlæg ikke kunne adskilles fra det almindelige byspildevand, der ubestridt udgjorde affald (præmis 54-60). Spørgsmålet var herefter, om slammet, som udgjorde et restprodukt fra spildevandsrensningen, var ophørt med at være affald allerede inden, det blev forbrændt i kedlen og forbrændingsanlægget. Hvis dette var tilfældet, ville slammet på tidspunktet for forbrændingen ikke udgøre affald. Hvorvidt affaldsfasen var ophørt for slammet inden forbrændringen, beror på, om de nærmere betingelser i affaldsdirektivets art. 6(1) er opfyldt på dette tidspunkt, hvilket det tilkom den østrigske ret at efterprøve. EU-Domstolen bemærkede dog, at affaldsdirektivets art. 6(1) i den konkrete sag navnlig gav anledning til at overveje: (1) om slammet fra rensningsanlægget opfylder de lovbestemte grænseværdier for forurenende stoffer, og (2) om forbrændingen af slammet vil få generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed (præmis 67). I bedømmelsen af om betingelserne i art. 6(1) er opfyldt, er det relevant at inddrage det forhold, at den varme, der produceres i forbindelse med forbrændingen af slammet, genanvendes til brug for papir- og pulpfremstilling. Denne proces medfører således en betydelig miljøfordel som følge af, at der anvendes nyttiggjorte materialer for at bevare de naturlige ressourcer og med henblik på at udvikle en cirkulær økonomi (præmis 68).