MRF 2025.48
Retten i Randers’ dom af 30. juni 2025, sag BS-6311/2024-RAN
A (adv. Mikkel Wrang) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af landmands klage i marts 2023 over Landbrugsstyrelsens afgørelse fra september 2022 om krydsoverensstemmelsessanktion for støtteåret 2011, da overskridelsen af klagefristen ikke var undskyldelig, og klagefristen for administrativ rekurs ikke afskar domstolsprøvelse. Den påklagede afgørelse var en genoptagelse af en sag, hvor Vestre Landsret i TfL 2020.3 V havde ophævet og hjemvist Landbrugsstyrelsens oprindelige afgørelse fra 2012, men der var efterfølgende anlagt sag mod Landbrugsstyrelsen om gyldigheden af afgørelsen fra september 2022.
Landmanden L havde i over 50 år drevet landbrug. Baggrunden for sagen var, at Landbrugsstyrelsen i 2012 havde truffet afgørelse om at nedsætte EU-landbrugsstøtten til L med 100 % med henvisning til overtrædelse af krydsoverensstemmelseskravene for støtteåret 2011. Denne afgørelse blev efter klage stadfæstet af det daværende klagecenter i 2014, men blev af L indbragt for domstolene. Ved Vestre Landsrets dom fra november 2019 (TfL 2020.3 V) blev klagecentrets afgørelse ophævet som ugyldig og hjemvist til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der, mens sagen verserede, havde overtaget kompetencen som rekursmyndighed. Miljø-og Fødevareklagenævnet hjemviste herefter sagen til Landbrugsstyrelsen, der den 30. september 2022 traf ny afgørelse om overtrædelse af krydsoverensstemmelseskravene for støtteåret 2011, hvor styrelsen fastholdt en nedsættelse af landbrugsstøtten med 100 %. L klagede den 10. marts 2023 over afgørelsen og oplyste, at han først ved telefonisk henvendelse til Landbrugsstyrelsen den 6. marts 2023 havde fået oplysning om, at der var truffet afgørelse i genoptagelsessagen, idet hovedbygningen var nedbrændt i 2011 på den adresse, som var oplyst til Landbrugsstyrelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde efter henvendelse til PostNord til grund, at L havde modtaget afgørelsen fra september 2022 med ordinær post, og fandt med henvisning hertil, at klagefristen på 4 uger var overskredet, hvorefter nævnet afviste at behandle klagen. L anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at afvisningen af klagen var ugyldig. Til støtte herfor gjorde L bl.a. gældende, at L ikke havde modtaget afgørelsen fra september 2022 med ordinær post, og at det først var efter, at L kontaktede Landbrugsstyrelsen i marts 2023, at L fik kendskab til afgørelsen, at L klagede umiddelbart herefter, og at det var oplagt, at L ville klage, når L fik kendskab til, at styrelsen havde fastholdt den afgørelse, som var blevet ophævet og hjemvist i TfL 2020.3 V. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og henviste bl.a. til, at L også i forbindelse i senere ansøgninger om landbrugsstøtte havde opgivet den adresse til Landbrugsstyrelsen, som brevet var sendt til, og at L havde mulighed for at få prøvet selve Landbrugsstyrelsens afgørelse ved domstolene, da styrelsens afgørelse ikke var omfattet af en søgsmålsfrist. Byretten lagde til grund, at mens et senere rekommanderet brev til L var kommet retur, måtte det på grundlag af oplysninger om postrutiner hos Landbrugsstyrelsen og oplysninger fra PostNord lægges til grund, at afgørelsen fra september 2022 var kommet frem til L, og at L regelmæssigt hentede posten på adressen efter, at hovedhuset var brændt ned. Herefter lagde byretten til grund, at støttetildeling beror på en række kriterier, og at landsretten ikke med dommen i TfL 2020.3 V havde taget stilling til A’s krav, men alene hjemvist sagen. Retten fandt på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering af, at der ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne føre til, at der måtte ses bort fra overskridelse af klagefristen, hvorved retten bemærkede, at klagefristen alene afskar administrativ rekurs, men ikke søgsmål, da der ikke var fastsat en søgsmålsfrist for anfægtelse af afgørelser om krydsoverensstemmelsessanktioner. Nævnet blev herefter frifundet.
Kommentar: Dommen giver anledning til tre bemærkninger. For det første understreger dommen, at det EU-retlige effektivitetsprincip, som indebærer, at det ikke må være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve sine rettigheder efter EU-retten, ikke i sig selv indeholder et krav om administrativ rekurs, og når det som i dette tilfælde er muligt at anlægge retssag mod Landbrugsstyrelsen om gyldigheden af styrelsens afgørelse fra september 2022, fordi afgørelsen ikke er omfattet af en søgsmålsfrist, kan det EU-retlige effektivitetsprincip ikke begrunde en lempeligere vurdering af klagefristen, end hvad der følger af dansk ret. For det andet understreger dommen, at den omstændighed, at landmanden fik medhold ved Vestre Landsret i TfL 2020.3 V i den tidligere sag om samme forhold, ikke i sig selv udelukker, at Landbrugsstyrelsen træffer en afgørelse med samme indhold, da hjemvisningen var begrundet med utilstrækkelig sagsoplysning. For det tredje giver det tidsmæssige aspekt anledning til en særskilt bemærkning, da der er tale om en næsten 15 år gammel sag, hvor det tidsmæssige aspekt kan få betydning i den sag, som nu verserer for domstolene om gyldigheden af Landbrugsstyrelsens afgørelse fra september 2022, hvor der kan være grund til at erindre om kravet om afgørelse inden for rimelig tid i EMRK art. 6.