MRF 2025.79
Planklagenævnets afgørelse af 21. marts 2025, j.nr. 24/00071
Stadfæstet afslag på dispensation fra vejbyggelinjer i lokalplan til udhus, da E ikke på baggrund af de 11-12 år, udhuset havde eksisteret upåtalt, havde en berettiget forventning. Ikke i strid med lighedsgrundsætningen, da modsat resultat i en lignende sag beroede på kommunens fejl.
Halsnæs Kommune meddelte i november 2023 afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til et udhus på ca. 17 m2 placeret 1 m fra vejskel på E’s ejendom i Frederikssund. Ejendommen var omfattet af en lokalplan, der indeholdt bestemmelser om byggelinjer, herunder vejbyggelinjer, hvor det af § 7.1 fremgik, at bebyggelse skulle placeres mindst 5 meter fra vejskel. Afslaget blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunens forståelse af planens bestemmelser var forkert, at udhuset var umiddelbart tilladt, og at afgørelsen var båret af usaglige hensyn. E anførte videre, at udhuset havde eksisteret upåtalt i 11-12 år, og at kommunen derfor var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse, og at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet lagde til grund, at udhusets placering 1 m fra vejskel var i strid med lokalplanens § 7.1 og dermed krævede dispensation. For så vidt angik kommunens adgang til at kræve forholdet fysisk lovliggjort fandt et enstemmigt nævn, at de 11-12 år, hvor forholdet havde eksisteret upåtalt, ikke medførte, at der var indtrådt indretningshensyn, som gav E krav på dispensation, da 11-12 år efter nævnets praksis som udgangspunkt ikke er tilstrækkeligt til at give ejeren en berettiget forventning. Nævnet bemærkede herved, at det forhold, at skuret var registeret i BBR-registeret, ikke i sig selv var udtryk for kommunens accept af forholdet. Hvad angik klagepunktet om usaglige hensyn fandt nævnet, at kommunen med begrundelsen om fastholdelse af områdets struktur havde truffet afgørelse på grundlag af saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet afviste, at lighedsgrundsætningen var tilsidesat, da det forhold, at kommunen i en anden sag ved en fejl havde givet tilladelse i strid med sin egen praksis, ikke betød, at kommunen var afskåret fra at administrere i overensstemmelse med den fastlagte praksis i senere sager. Afslaget kunne derfor ikke anses for at udgøre usaglig forskelsbehandling af E. At der i en anden sag var meddelt tilladelse til opførelse af en carport 4 m fra vejskel, udgjorde ej heller usaglig forskelsbehandling, da denne sag væsentlig afveg fra E’s. På denne baggrund kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over afslaget på lovliggørende dispensation.
Kommentar: Afgørelsen viser, at det forhold, at et ulovligt forhold har været registreret i BBR, ikke er ensbetydende med, at kommunen har haft anledning til at reagere over for forholdet, hvorfor kommunens manglende reaktion på en ejerindberetning normalt ikke kan anses for en stiltiende accept, jf. f.eks. MRF 2022.249 V, hvor byretten henviste til, at det fremgår af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret, at kommunen ikke er ansvarlig for, at ejeren har afgivet korrekte oplysninger, samt MAD 1999.286 Nkn. Dette kan sammenholdes med MAD 2018.208 Ø, hvor landsretten fandt, at kommunen siden 2005 havde haft kendskab til en ulovlig bygning, idet kommunen på dette tidspunkt selv havde foretaget ændringer i BBR og i den forbindelse været i kontakt med ejeren om forholdet. Med hensyn til tidsforløbet på 11-12 år kan bemærkes, at en så kort årrække efter praksis normalt ikke vil være tilstrækkelig til at give ejeren en berettiget forventning, som giver krav på dispensation. Det bør dog bemærkes, at der ikke kan opstilles håndfaste regler for, hvorfor lang tids forløb (indrettelseshensyn) indtræder, idet beskyttelsen af berettigede forventninger og proportionalitetsprincippet har karakter af vage standarder, hvor det beror på en konkret afvejning, om adgangen til at kræve fysisk lovliggørelse er fortabt. Se herom Mørup: Juristen 2012.149 og Schleiman-Jensen: TfM 2018.49. Ifølge MRF-redaktionens oplysninger er denne afgørelse efterfølgende blevet indbragt for domstolene.