MRF 2025.58
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. januar 2025, j.nr. 24/02492
Ikke klageadgang over Miljøstyrelsens afgørelse fra januar 2024 om, at byggemodningsaktiviteter til etablering af CO2-fangstanlæg ved Asnæsværket i Kalundborg var undtaget fra miljøvurderingslovens bestemmelser, da Miljøstyrelsen havde underrettet Kommissionen, og Kommissionen i oktober 2024 konkluderede, at betingelserne i VVM-direktivets art. 2(4) var opfyldt.
Miljøstyrelsen traf i januar 2024 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 4, stk. 4, om, at byggemodningsaktiviteter til etablering af CO2-fangstanlæg i Kalundborg ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, med henvisning til projektets nødvendige og hastende karakter for at opfylde Danmarks nationale klimamål, hvor CO2-fangstanlægget udgør en unik, entydig og konkret andel af CO2-reduktionen. Miljøstyrelsen underrettede samtidig Kommissionen. Afgørelsen blev påklaget af miljøbevægelsen Noah, der bl.a. gjorde gældende, at betingelserne for at anvende undtagelsen fra kravet om miljøvurdering i miljøvurderingslovens § 4, stk. 4, ikke var opfyldt. Mens klagesagen verserede, anmodede Kommissionen om supplerende oplysninger og meddelte herefter i oktober 2024, at Kommissionen fandt, at Miljøstyrelsen havde fulgt betingelserne i VVM-direktivets art. 2(4) og Kommissionens vejledning fra 2019 om anvendelsen af VVM-direktivets undtagelser. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter miljøvurderingslovens § 4, stk. 4, og miljøvurderingsbekendtgørelsens § 9 kan en VVM-myndighed fritage et projekt fra lovens anvendelse, hvis dette vil skade formålet med projektet, idet fritagelsen dog ikke gælder høring af andre medlemsstater. Da nævnets kompetence efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, er begrænset til screeningsafgørelser efter § 21, VVM-tilladelser efter § 25 og tilsynsafgørelser efter § 46 fandt nævnet, at det ikke havde kompetence til at behandle klagen over Miljøstyrelsens afgørelse om undtagelse af projektet i medfør af lovens § 4, stk. 4. Nævnet bemærkede herved, at styrelsen havde notificeret Kommissionen om afgørelsen, og at Kommissionen i oktober 2024 konkluderede, at styrelsen havde fulgt betingelserne i VVM-direktivets art. 2(4) og Kommissionens vejledning.
Kommentar: Efter miljøvurderingslovens § 4, stk. 4, kan et projekt omfattet af bilag 1 eller 2 ”i undtagelsestilfælde helt eller delvis fritages fra lovens bestemmelser om miljøvurdering, hvis dette vil skade formålet med projektet, forudsat at lovens formål, jf. § 1 opfyldes”, hvilket dog ikke omfatter høring af andre medlemsstater. Afgørelser efter § 4, stk. 4, er ikke omfattet af klageadgangen efter lovens § 49, hvorfor nævnets afvisning af klagen over Miljøstyrelsens afgørelse må anses for at være i overensstemmelse med miljøvurderingsloven. Om betingelserne for at anvende undtagelsen så er opfyldt, kan forekomme mere tvivlsomt, når man læser Kommissionens vejledning fra 2019, der bl.a. refererer til EU-Domstolens dom i sag C-411/17 om en forlængelse af driftsperioden for to belgiske atomreaktorer, hvor Domstolen bl.a. udtalte, at en anvendelse af undtagelsen forudsætter, at medlemsstaten kan godtgøre med rimelig sandsynlighed, at der er et presserende formål såsom en risiko for forsyningssikkerheden, og at projektet har en uopsættelig karakter. Dette flugter med det almindelige EU-retlige fortolkningsprincip om, at undtagelser skal fortolkes indskrænkende, jf. f.eks. sag C-435/97, WFF m.fl., præmis 65 om en af de øvrige undtagelser fra VVM-direktivet. Set i dette lys synes undtagelsen i direktivets art. 2(4) primært at angå tilfælde af uforudset og hastende karakter som foranstaltninger ved ulykker, oversvømmelser og lignende. Det må dog medgives Miljøstyrelsen, at Kommissionen i vejledningen pkt. 3.7 anfører: ”Undtagelsen i henhold til artikel 2(4), vedrørende »undtagelsestilfælde« blev i perioden 2014-2017 anvendt i tre tilfælde. I et af disse tilfælde var der behov for at sikre en gasforsyning, og i et andet tilfælde skulle projektet imødekomme en strategisk interesse i vedvarende energi, mens projektet i det tredje tilfælde skulle indfri de offentlige myndigheders politiske tilsagn på højt niveau med henblik på at skabe tillid mellem lokalsamfund i forbindelse med bredere forsoningsforhandlinger. I alle disse tilfælde betød projektets nødvendighed og hastende karakter, at det ville være i strid med offentlighedens interesser ikke at fortsætte med projekterne og en trussel mod den politiske, administrative eller økonomiske stabilitet og sikkerhed. Hvis en sådan situation opstår, er der mulighed – om end begrænset – for at anvende denne undtagelse, hvis alle betingelser er opfyldt”. Hvis Kommissionens udlægning af art. 2(4) skal lægges til grund, vil undtagelsen således have et noget videre anvendelsesområde og synes at kunne bruges i flere sager om større projekter for vedvarende energi, hvilket ikke synes helt afstemt med EU-Domstolens fortolkning i sag C-411/17.