MRF 2025.122
Østre Landsrets dom af 27. november 2025, 19. afd., sag BS-27542/2023-OLR
(Tine Egelund Thomsen, Lone Kerrn-Jespersen og Marie Kathrine Nielsen)
Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen) mod A-ZZ (adv. Håkun Djurhuus)
Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af fredning i 2021 af Stevns Klint udgjorde ikke et ekspropriativt indgreb i strid med grundlovens § 73, og da ikke var grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skønsmæssige afvejning, og officialprincippet var overholdt, var fredningen gyldig. Byretten var nået det modsatte resultat og havde ophævet fredningen.
Efter forslag fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) afsagde fredningsnævnet i november 2003 kendelse om fredning af Stevns Klint, hvilket efter klage blev ophævet af det daværende Naturklagenævn i august 2004 med henvisning til, at der efter oplysning om frivillige aftaler med lodsejere om offentlighedens adgang ikke var tilstrækkeligt grundlag for fredningen. I 2014 blev Stevns Klint optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Efter forslag fra DN og Stevns Kommune i 2016 afsagde fredningsnævnet i maj 2017 kendelse om fredning af Stevns Klint bl.a. med henblik på at sikre offentligheden adgang via et sammenhængende kystnært stiforløb og fremme næringsfattigt kalkoverdrev ved en 25 meter dyrkningsfri bræmme. Fredningen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en række lodsejere, der bl.a. gjorde gældende, at fredningen var unødvendig og i modstrid med grundlovens § 73, da den med fredningen tilsigtede adgang var sikret ved frivillige aftaler med lodsejerne. Mens klagen over fredningen verserede blev Miljø- og Fødevareklagenævnet opmærksom på, at der ikke var sket SMV-screening, hvilket førte til, at fredningsnævnet gennemførte en efterfølgende SMV-screening af fredningsforslaget efter miljøvurderingslovens § 10. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i afgørelse af 29. januar 2021 fredningen med flere ændringer, der bl.a. omfattede en reduktion af den dyrkningsfrie bræmme til 10 meter på dele af strækningen (MRF 2021.41 Mfk), og hvor erstatning til lodsejere for bræmme og sprøjtefri zone blev betydelig forhøjet (MRF 2021.42 Mfk). Lodsejerne indbragte gyldigheden af klagenævnets fredningskendelse for byretten, hvor tre dommere lagde til grund, at naturbeskyttelseslovens fredningsregler skal administreres under hensyn til kravene i grundlovens § 73 om nødvendighed og aktualitet, og at sagens hovedspørgsmål var, om fredningen var nødvendig for at bevare og fremme naturtypen næringsfattigt kalkoverdrev og offentlighedens adgang. På grundlag af bevisførelsen fandt byretten, at det ikke var godtgjort, at fredningen førte til, at næringsfattigt kalkoverdrev spredte sig, eller at fredningen var nødvendig for at sikre offentlighedens adgang, hvorefter byretten ophævede fredningen i dens helhed. Miljø- og Fødevareklagenævnet ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde som byretten til grund, at fredningen lå inden for rammerne af naturbeskyttelseslovens formål, men bemærkede herefter i forhold til grundlovens § 73, at grundejerne ikke blev pålagt at afstå deres ejendom, at området i forvejen var omfattet af strandbeskyttelseslinjens rådighedsbegrænsninger, og at lodsejernes anvendelse tillige var begrænset af den frivillige aftale vedrørende trampestien. På den baggrund udtalte landsretten, at ”fredning af Stevns Klint [ikke] udgør en reel ophævelse af ejendomsretten til hverken hele eller dele af det område på hver af lodsejernes ejendomme, der er omfattet af fredningen. Der er derfor ikke tale om et ekspropriativt indgreb. [...] Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er herefter ikke i strid med grundlovens § 73”, uden at det af lodsejerne anførte om de tidligere afvisninger af fredning kunne føre til et andet resultat, ligesom det heller ikke ændrede herved, at lodsejerne i en årrække havde opretholdt den frivilligt etablerede trampesti. Landsretten afviste ligeledes lodsejernes indsigelse om, at officialprincippet var tilsidesat, hvorefter landsretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skønsmæssige afgørelse. Under hensyn til sagens karakter blev hver part pålagt at bære egne sagsomkostninger for byretten og landsretten.
Kommentar: Mens dommens resultat må tiltrædes, forekommer landsrettens udtalelse om, at der ikke er tale om et ekspropriativt indgreb omfattet af grundlovens § 73 mindre heldig og ikke afstemt med Højesterets dom i U 2023.4704 H (MRF 2023.121) om forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 24 mod at opbevare og anvende sprøjtemidler eller landsrettens dom i MRF 2024.322 V om forbud efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a mod sprøjtemidler, hvor udfaldet i begge sager blev begrundet med, at der ikke var grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige afgørelse, og at de berørte lodsejere fik fuld erstatning. På linje med fredningskendelser forudsætter forbud efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 26 a, at der gives fuld erstatning for de økonomiske tab, som rådighedsbegrænsningen påfører lodsejeren. I forarbejderne til de to bestemmelser er der således på linje med forarbejderne til fredningsinstituttet forudsat, at indgrebene i nogle tilfælde vil have ekspropriativ karakter og i andre tilfælde ikke har ekspropriativ karakter, men at der i alle tilfælde skal betales fuldstændig erstatning til lodsejere for de tab, som rådighedsbegrænsningen påfører lodsejeren. Med bestemmelserne har lovgiver således tilkendegivet, at hvis den skønsmæssige afvejning om fredning henholdsvis påbud efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 eller 26 a må anses for gyldig, skal der betales fuldstændig erstatning. Dette må logisk indebære, at lovgiver i forhold til indgreb omfattet af disse bestemmelser har forudsat, at der gælder samme nødvendighedskrav som ved ekspropriation, men at prøvelsen heraf må ske under hensyn til, at der er tale om vanskelige skønsmæssige afgørelser, hvor lodsejernes beskyttelse sikres gennem fuldstændig erstatning, og at nødvendighedsbetingelsen i grundlovens § 73 må fortolkes lempeligere, når der ikke sker afståelse af ejendom på samme måde, som nødvendighedskravet skærpes, når ekspropriation sker til fordel for private, jf. MRF 2023.61 Mfk. Denne del af landsrettens præmisser kan dog forklares med den måde, hvorpå sagen blev procederet. Se tillige MRF 2025.120 Ø, hvor landsretten stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnets fredning af et område ved Ledreborg Allé, men hvor det retlige tvistepunkt var, om miljøvurderingslovens SMV-regler var overholdt.