MRF 2021.42
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2021, j.nr. 18/05549
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede erstatning for fredningen af Stevns Klint således, at lodsejere blev tilkendt tillægserstatninger på 200.000 kr. pr. ha. for den sprøjte- og dyrkningsfri bræmme, klagenævnet havde tilføjet til fredningen i MRF 2021.41, mens der ikke fandtes grundlag for i tillæg til et grundbeløb for stianlæg at tilkende yderligere ulempeerstatning mv.
Fredningsnævnet for Østsjælland afsagde i 2017 kendelse om fredning af Stevns Klint og fastsatte samtidigt en samlet erstatning til lodsejere på ca. 2,6 mio. kr. Fredningskendelsen blev efter klage stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet med visse ændringer (MRF 2021.41). Fredningsnævnets erstatningsudmåling blev påklaget af lodsejere, men skulle som følge af beløbets størrelse i alle tilfælde efterprøves af Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. naturbeskyttelseslovens § 42. Ved erstatningsudmålingen havde Fredningsnævnet lagt vægt på, at de privatejede arealer omfattet af fredningen alle var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, hvorefter der ikke skulle tilkendtes erstatning for rådighedsbegrænsninger. Med henvisning til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis fastsatte Fredningsnævnet en grund- og mindstetakst på 3.600 kr. Med hensyn til et stianlæg fastlagde fredningsnævnet en takst på 15 kr. pr. lb. meter for fastholdelse af eksisterende stier og 60 kr. pr. lb. meter for nye stier. En frivilligt etableret trampesti blev i den forbindelse betragtet som en ny sti. Der blev ikke tilkendt erstatning for en sikkerhedsbræmme mellem stien og kanten med den begrundelse, at en sådan bræmme også ville eksistere uden stien. Fredningsnævnet takserede skønsmæssigt forringede jagtmuligheder til yderligere 15 kr. pr. lb. meter samt øvrige gener, ulemper og fald i herlighedsværdi til 100 kr. pr. lb. meter ny sti. Lodsejere uden for fredningsområdet og lodsejere, der ved en fredningskendelse fra 1957 fik fredet et stiforløb på deres ejendomme, tilkendtes ingen erstatning. Som følge af erstatningens omfang blev sagen forelagt Miljø- og Fødevareklagenævnet efter naturbeskyttelseslovens § 42, ligesom afgørelsen blev påklaget af nogle lodsejere og naboer. Miljø- og Fødevareklagenævnet indledte med at konstatere, at ejere af rettigheder over fredet ejendom efter naturbeskyttelseslovens § 39, stk. 1, har krav på fuld erstatning for nedgangen i ejendommens handelsværdi. Herefter fastslog nævnet, at der ikke skulle ydes grundtaksterstatning, fordi arealerne var omfattet af strandbeskyttelseslinjen. I tillæg til grundbeløbene på 15 henholdsvis 60 kr. pr. lb. meter fastsatte Miljø- og Fødevareklagenævnet tillægserstatninger for fredningens bestemmelser om dyrknings- og sprøjteforbud i forhold til landbrugsarealer, der ikke allerede var omfattet af restriktioner, som af et flertal skønsmæssigt fastsattes til 200.000 kr. pr. ha. Derimod fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke grundlag for at tilkende erstatning for jagtforringelser, gener og tab af herlighedsværdi, idet taksterne for eksisterende og nye stiforløb fandtes i et vist omfang at dække disse poster, ligesom der ikke var grundlag for at tilkende yderligere ulempeerstatning. Der samlede erstatningsbeløb blev herefter ca. 5,5 mio. kr. med renter og tillagt en godtgørelse for sagkyndig bistand på 100.000 kr. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede, at staten skulle afholde ni tiendedele og Stevns Kommune den sidste tiendedel af beløbet på grundlag af naturbeskyttelseslovens § 49, stk. 5, idet fredningen fandtes at være af særlig national betydning.