MRF 2025.137
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af den 11. juli 2025, j.nr. 24/04283
Ophævet Norddjurs Kommunes screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at kommunens vandforsyningsplan 2024-2034 ikke kræver miljøvurdering, da vandforsyningsplanen fastsætter bindende rammer for projekter omfattet miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1(c) og pkt. 2(d)(iii) for hele kommunen, hvorfor vandforsyningsplanen er omfattet af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, om obligatorisk miljøvurdering.
Norddjurs Kommune traf i februar 2024 screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at forslag til kommunens vandforsyningsplan 2024-2034 ikke krævede miljøvurdering, da kommunen fandt, at planen ikke havde væsentlige virkninger. Afgørelsen blev i marts 2025 påklaget af en forening, der bl.a. gjorde gældende, at forslaget til vandforsyningsplan vil ændre rammerne for grundvandsbeskyttelsen, erhvervsmæssigt procesvand og bibeholdelse af boringer. Den 18. juni 2025 vedtog kommunen vandforsyningsplanen. Som svar på spørgsmål fra klagenævnet oplyste kommunen bl.a., at kommunen vurderede, at vandforsyningsplanen ikke fastsatte bindende ramme for tilladelse til projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, men har karakter af en overordnet plan, hvorfor kommunen afviste, at planen var omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunens vandforsyningsplan ikke kan påklages, jf. vandforsyningslovens § 76, mens miljøvurdering af vandforsyningsplanen kan påklages efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 3. Herefter lagde nævnet til grund, at vandforsyningsplanens retningslinjer udgør det overordnede beslutningsgrundlag for tilladelser efter vandforsyningsloven § 14, hvilket kun kan fraviges, hvis der er konkret væsentlige hensyn, og at vandforsyningsplanen dermed kan udelukke projekter, der kan vise sig mere gunstige for miljøet, og at der ikke må nedlægges ledninger i modstrid med vandforsyningsplanen. Klagenævnet afviste derfor, at der var tale om en vejledende plan som omhandlet i sag C-9/22 (MRF 2023.10). Herefter lagde nævnet til grund, at vandforsyningsplanen fastsætter rammer for bl.a. vandingsprojekter inden for landbruget og vandforsyningsboringer, hvilket er projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 1(c) henholdsvis pkt. 2(d)(iii), hvorfor vandforsyningsplanen er omfattet af obligatorisk miljøvurderingspligt. Nævnet ophævede derfor kommunens screeningsafgørelse med bemærkning om, at hvis ændringer af en vandforsyningsplan kan henføres som en mindre ændring, kan en screening være tilstrækkelig.
Kommentar: Afgørelsen følger praksis for bl.a. spildevandsplaner som MRF 2024.33 Mfk, men er den første sag, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet har taget stilling til, at en kommunal vandforsyningsplan er omfattet af miljøvurderingsloven og mere præcist af obligatorisk miljøvurdering, fordi den kommunale vandforsyningsplan omfatter hele kommunens område og regulerer projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2. På linje med spildevandsplaner er klageret over vandforsyningsplaner afskåret, hvormed klagenævnets prøvelse er begrænset til miljøvurderingslovens regler. Som følge heraf har Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelsen ikke kunnet ophæve den kommunale vandforsyningsplan, der dog næppe kan anses for retligt bindende, hvilket formentlig betyder, at den tidligere vandforsyningsplan 2011-2017 fortsat er gældende. Når der er gennemført en miljøvurdering af forslag til vandforsyningsplan, har kommunen nok pligt til at vedtage en ny vandforsyningsplan 2024-2034. Dette kan rejse tvivl om retsvirkningen af vandforsyningslovens § 14 a, stk. 2, hvorefter almene vandforsyningsselskaber ikke må nedlægge ledninger i modstrid med vandforsyningsplanen. Spørgsmålet er således, om § 14 a, stk. 2, sammenholdt med den foreliggende afgørelse betyder, at der alene kan nedlægges ledninger, som er i overensstemmelse med den tidligere kommunale vandforsyningsplan.