MRF 2025.38
Retten i Lyngbys dom af 15. januar 2025, sag BS-12553/2023-LYN
A (adv. Håkun Djurhuus) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Kystdirektoratets afslag på lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a til en i 2018 etableret mobil bådlift for sommerhalvåret ved bådebro.
Sagen angik A’s kystejendom i Hellerup, hvor der på grundlag af en tilladelse var opført en 30 meter lang bade- og bådebro ud i Øresund, som var placeret ca. 175 meter fra syd for Hellerup Lystbådehavn og ca. 150 meter nord for Tuborg Havnepark. Siden 2018 havde A i sommerhalvåret haft en bådlift opsat ved enden af bådebroen, idet bådliften blev fjernet i vinterhalvåret. I forbindelse med Kystdirektoratets besigtigelse af området påtalte direktoratet forholdet, hvorefter A ansøgte om lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet meddelte i januar 2022 afslag på lovliggørende tilladelse med den begrundelse, at den mobile bådlift måtte anses for et fast anlæg, der krævede tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2, og at direktoratet efter fast praksis ikke meddeler tilladelse til bådlifte, da bådes placering over vandet vil virke dominerende og have en negativ visuel påvirkning af kystlandskabet, og da bådes naturlige placering er i vandet ved en bådebro eller et fortøjningsanlæg. A påklagede afslaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i afgørelse af 7. september 2022 (j.nr. 22/02810) stadfæstede afgørelsen, idet nævnet bl.a. lagde vægt på, at Kystdirektoratet havde foretaget en konkret vurdering af bådliftens visuelle påvirkning af kystlandskabet. A indbragte afgørelsen for domstolene og gjorde bl.a. gældende, at en mobil bådlift ikke kræver tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, da den ikke er et ”anlæg”, at afgørelsen satte skøn under regel, idet Kystdirektoratet havde etableret en fast praksis, hvorefter direktoratet afslog tilladelse til bådlifte, og at bådliften havde en så ubetydelig påvirkning på kystlandskabet, at der ikke var grundlag for at give afslag. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at nævnets afgørelse var gyldig, idet nævnet korrekt havde lagt til grund, at Kystdirektoratet havde foretaget en konkret vurdering. Byretten lagde til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnets prøvelse af afslag på tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a er begrænset til retlige spørgsmål, og at det derfor var med rette, at nævnet ikke havde prøvet Kystdirektoratets skøn. Byretten lagde til grund, at efter fast praksis kræver bådlifte placeret i sommerhalvåret tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, hvor der ved vurderingen skal lægges vægt på kystæstetiske hensyn. Da Kystdirektoratet havde foretaget besigtigelse og lagt vægt på bådliftens negative visuelle påvirkning af kystlandskabet ved at virke skæmmende for brugere af søterritoriet og naboer, fandt byretten, at afgørelsen var truffet på et fyldestgørende oplyst grundlag med inddragelse af saglige kriterier. På den baggrund blev Miljø- og Fødevareklagenævnet frifundet.
Kommentar: Dommen understreger domstolenes tilbageholdenhed ved prøvelse af skønsprægede spørgsmål såsom den visuelle påvirkning af en bådlift placeret for enden af en badebro. Det kan dog noteres, at hverken Miljø- og Fødevareklagenævnet eller byretten medtog den del af Kystdirektoratets begrundelse, som vedrørte bådes naturlige placering i vandet, hvilket forekommer velbegrundet, da det er vanskeligt at finde holdepunkter for, at dette skulle være et lovligt hensyn efter kystbeskyttelsesloven.