MRF 2020.14
EU-Domstolens dom af 9. september 2020, 1. afd., sag C-254/19, Friends of the Irish Environment
Forlængelse af bindende frist for gennemførelse af et projekt er omfattet af habitatdirektivets art. 6(3), når de omhandlede arbejder endnu ikke er påbegyndt. Ved screening af om habitatvurdering er nødvendig, skal myndighederne tage hensyn til tidligere vurderinger af samme projekt, såfremt disse vurderinger lever op til habitatdirektivets krav.
Sagen omhandlede, hvorvidt en forlængelse af udnyttelsesfristen i en tilladelse til et anlægsprojekt udgjorde et ”projekt” i habitatdirektivets forstand, når anlægsarbejdet endnu ikke var påbegyndt, og om en væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3) skal tage hensyn til eventuelle tidligere vurderinger vedr. samme projekt og i givet fald under hvilke betingelser. Den 31. marts 2008 gav de irske myndigheder tilladelse til opførelse af en såkaldt genforgasningsterminal (genfordampningsanlæg) for flydende naturgas. Tilladelsen blev givet på vilkår om bl.a., at opførelsen skulle være færdiggjort inden for en frist på 10 år. Terminalen skulle opføres nær to Natura 2000-områder, men der blev på grund af mangelfuld implementering af habitatdirektivet i irsk ret (jf. sag C-418/04, hvor Irland blev dømt for ikke at have implementeret habitatdirektivet korrekt) ikke gennemført screening eller vurdering efter habitatdirektivets art. 6(3). I september 2017, dvs. ca. 9,5 år efter meddelelse af den oprindelige tilladelse, var opførelsen af terminalen endnu ikke påbegyndt. Bygherren ansøgte derfor om en forlængelse af tilladelsens varighed med fem år, hvilket de irske myndigheder imødekom. Miljøorganisationen Friends of the Irish Environment anfægtede denne forlængelse, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der først tog stilling til, om forlængelsen udgjorde et ”projekt” i habitatdirektivets forstand. EU-Domstolen fandt, at forlængelsen af fristen for udnyttelsen var et indgreb, som ændrer et områdets fysiske karakteristika, jf. definitionen i VVM-direktivets art. 1(2)(a) smh. med bl.a. sag C-411/17, der i denne henseende modsvarer habitatdirektivets projektbegreb (præmis 28-34). EU-Domstolen afviste, at en forlængelse af en tilladelses udnyttelsesfrist kan anses for en ”tilbagevendende aktivitet”, som ifølge EU-Domstolens praksis opfattes som et samlet projekt og derfor ikke skal undergives gentagne vurderinger efter habitatdirektivet, når tilladelse er meddelt på grundlag af en vurdering efter habitatdirektivets art. 6(3), jf. bl.a. sag C-226/08, Stadt Papenburg og de forenede sager C-293/17 og C-294/17, Coöperatie Mobilisation for the Environment m.fl. (præmis 35-38). Forlængelsen af tilladelsens varighed måtte derfor anses for et ”projekt” omfattet af habitatdirektivets art. 6(3), og dette gælder uafhængigt af, om art. 6(3) burde have været overholdt ved meddelelsen af den oprindelige tilladelse (præmis 39). EU-Domstolen fandt, at den tilladelse, som de irske myndigheder havde givet om forlængelse af fristen for udnyttelsen af den oprindelige tilladelse, udgjorde myndighedens ”tilslutning” til projektet i habitatdirektivets art. 6(3)’s forstand, da forlængelsen af tilladelsens varighed ikke blot var en ændring af den oprindelige tilladelse, men reelt erstattede denne, idet retsvirkningerne af den oprindelige tilladelse var ophørt ved udløbet af udnyttelsesfristen på 10 år (præmis 45). Dernæst spurgte den irske domstol EU-Domstolen, hvordan den kompetence myndighed i de omhandlede skulle foretage en screening (væsentlighedsvurdering) af projektet efter habitatdirektivets art. 6(3). EU-Domstolen udtalte, at der ved screening af, om et projekt kræver en habitatvurdering, skal tages hensyn til eventuelle tidligere vurderinger af samme projekt for at undgå, at det samme projekt gøres til genstand for flere vurderinger efter habitatdirektivet (præmis 54). Den kompetente myndighed må således ved screeningen (væsentlighedsvurderingen) af en forlængelse af den oprindelige tilladelse undersøge, om der blev oprindeligt blev gennemført en passende vurdering, om denne angik hele projektet eller kun en del heraf. Ved denne screening må tages hensyn til om, der er sket ændringer i de miljømæssige forhold, om projektet er ændret, om der foreligger nye videnskabelige oplysninger, og om der er tilladt nye projekter efter den oprindelige første tilladelse (præmis 55-56).
Kommentar: Sag C-254/19 kan i en dansk kontekst bl.a. få betydning, hvis en tilladelse til byggeri mv. bortfalder i medfør af f.eks. byggelovens § 16, stk. 10, og planlovens § 56, når det af tilladelsen omfattede arbejde ikke er påbegyndt inden for en vis tidsperiode, og den kompetence myndighed tillader en forlængelse af udnyttelsesfristen. EU-Domstolen tog derimod i sag C-254/19 ikke stilling til den situation, hvor myndighederne meddeler en forlængelse af en tidsbegrænset, udnyttet tilladelse til en igangværende aktivitet. Denne situation har været behandlet i flere sager i forhold til VVM-direktivet, se sag C-275/09, sag C-121/11 og U 2014.1953 H, og i forhold til habitatdirektivets art. 6(3) været behandlet i de forenede sager C-293/17 og C-294/17.