MRF 2020.20
EU-Domstolens dom af 3. december 2020, 5. afd., sag C-320/19, Ingredion Germany GmbH
Ved beregning af antallet af gratistildelte emissionskvoter til nytilkomne anlæg kan kapacitetsudnyttelsesfaktoren ikke have en værdi på 100 % eller derover.
Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) art. 10a foretager medlemsstaterne gratistildeling af emissionskvoter til kvotevirksomheder på grundlag af nærmere regler, der tidligere var fastsat af Kommissionen i afgørelse 2011/278 af 27. april 2011. Efter afgørelsens art. 19, stk. 1, skal medlemsstaterne beregne det årlige antal gratistildelte emissionskvoter til såkaldt ”nytilkomne”, dvs. anlæg, der har fået tilladelse til udledning af drivhusgasser efter den 30. juni 2011, ved at gange værdien af de af Kommissionen fastsatte benchmarks med hver delinstallations aktivitetsniveau. Aktivitetsniveauerne opdeles i forskellige kategorier for de enkelte delinstallationer i et samlet anlæg. Det såkaldte brændselsrelaterede aktivitetsniveau fastlægges efter den nævnte afgørelses art. 18, stk. 1, litra c, ved at gange det pågældende anlægs indledende installerede kapacitet med den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor. Kapacitetsudnyttelsesfaktoren skal ifølge art. 18, stk. 2, 2. led, fastlægges bl.a. på grundlag af oplysninger om det pågældende anlæg sammenlignet med sektorspecifikke oplysninger. Den foreliggende hovedsag angik en tvist mellem den tyske virksomhed Ingredion Germany, der producerer landbrugsprodukter indeholdende stivelse fra et anlæg i Hamborg, og de tyske myndigheder for gratistildeling af emissionskvoter. Ingredions anlæg bestod bl.a. af en ny dampgenerator, der udgjorde en såkaldt brændselsbenchmarket delinstallation. I august 2014 ansøgte Ingredion de tyske myndigheder om gratistildeling af emissionskvoter for delinstallationen og oplyste samtidig, at delinstallationen havde en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 109 %, da der forelå oplysninger om, at den reelle kapacitetsudnyttelse for dampgeneratoren havde ligget over 100 % siden 2013. Da de tyske myndigheder fastlagde antallet af emissionskvoter, lagde myndighederne imidlertid en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 99,9 % til grund, da myndigheden ikke mente at kunne fastsætte denne faktor til 100 % eller derover. Ingredion anfægtede denne afgørelse, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvor den forelæggende ret spurgte til, om kapacitetsudnyttelsesfaktoren for nytilkomne var begrænset til en værdi på under 100 %. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at kvotedirektivet sondrer mellem etablerede hhv. nytilkomne anlæg. For de etablerede anlæg skal gratistildelingen af kvoter foretages på grundlag af repræsentative data om den faktiske drift af disse anlæg. For nytilkomne anlæg er ordningen imidlertid en anden. EU-Domstolen fandt, at når art. 18 i Kommissionens afgørelse 2011/278 blev læst som en helhed og ud fra reglernes formål om bl.a. at nedbringe drivhusgasemissioner og sikre lige konkurrencevilkår, måtte den forstås sådan, at den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor i forbindelse med gratistildeling af emissionskvoter til nytilkomne er begrænset til en værdi på under 100 %, hvorfor en virksomhed ikke kan have krav til gratistildeling af kvoter på grundlag af en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 109 %.