MRF 2020.1
EU-Domstolens kendelse af 26. marts 2020, 6. afd., sag C-113/19, Luxaviation
Hverken art. 41 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller princippet om berettigede forventninger er til hinder for, at pålægges en kvotevirksomhed den i kvotedirektivet (2003/87) art. 16(3) fastsatte bøde for en administrativ fejl ved rapportering af brugte emissionskoter, selv om kvotevirksomheden var i god tro, medmindre der foreligger force majeure som ligeledes fastslået i sag C-203/12.
Efter art. 12 i kvotedirektivet (2003/87) om handel med emissionskvoter skal de virksomheder, der er omfattet af direktivets regler om maksimal udledning af drivhusgasser reglerne om kvotehandel, hvert år senest den 30. april returnere et antal emissionskvoter, der svarer til den faktiske udledning det foregående år. Det fremgår yderligere af art. 16, at hvis der ikke returneres et tilstrækkeligt antal kvoter inden denne frist, skal virksomheden som minimum betale en bøde på 100 euro pr. ton CO2, hvor der ikke er returneret et tilstrækkeligt antal kvote. Flyselskabet Luxaviation SA med en flåde på 260 luftfartøjer er omfattet af reglerne i kvotedirektivet. I februar 2016 indsendte flyselskabet en meddelelse om kvoterne i 2015, og den 30. marts 2016 modtog flyselskabet en meddelelse, som flyselskabet opfattede som en bekræftelse af de returnerede kvoter. Det viste sig efterfølgende, at flyselskabets bekræftelsen fra myndighederne ikke vedrørte returnerede kvoter, men var en meddelelse om de kvoter, som Luxaviation havde købt af et slovensk selskab. Da Luxaviation ikke rettidigt havde indgivet oplysninger om de forbrugte kvoter i 2015, meddelte den luxembourgske miljøminister i juni 2016, at selskabet vil blive pålagt en bøde på 100 euro pr. ikke rettidigt returneret kvote, dvs. samlet 642.800 euro, og at overtrædelsen skulle offentliggøres på selskabets hjemmeside. Luxaviation anlagde herefter retssag med påstand om, at afgørelsen om administrativ bøde var ugyldig. Til støtte herfor gjorde selskabet gældende, at selskabets udledning af drivhusgasser ikke overskred de lovligt erhvervede kvoter, at der var tale om en administrativ fejl, at selskabet var i god tro, at bøden vil true selskabets økonomiske overlevelse og var i modstrid med proportionalitetsprincippet og selskabets berettigede forventninger og art. 20, art. 41, art. 47 og art. 49 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Dette førte til en præjudiciel sag ved EU-Domstolen, der tog udgangspunkt i tidligere dom i sag C-203/12, hvor det blev fastslået, at overskridelsen af fristen for årlige indberetning af forbrugte kvoter af drivhusgasser efter kvotedirektivets art. 16 skal straffes med 100 euro pr. ton CO2, uanset fristoverskridelsen skyldes en intern administrativ fejl, og selskabets udledning ikke oversteg de tildelte kvoter. EU-Domstolen lagde til grund, at art. 20, 47 og 49(3) i chartret ikke er til hinder for, at den i kvotedirektivets art. 16 fastsatte bøde ikke er ledsaget af en mulighed for, at den nationale retsinstans kan fravige bøden. EU-Domstolen afviste endvidere, at chartrets art. 41 om god forvaltningsskik betyder, at der tilfælde, hvor en medlemsstat er forpligtet til at pålægge bøder, er krav om forudgående varsling, ligesom det blev afvist, at princippet om berettigede forventninger er til hinder for, at den fastsatte bøde blev pålagt i en situation, hvor de kompetente myndigheder ikke havde advaret driftslederen inden udløbet af fristen for returnering, selv om de havde gjort dette året før. Derimod kun en fravigelse begrundes med force majeure, hvilket den nationale domstol måtte afgøre.