MRF 2020.7
EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, 4. afd., sag C-727/17, ECO-WIND Construction
Polsk lovgivning om opførelse af vindmøller, som krævede en minimumsafstand til beboelse m.v. på 10 gange vindmøllens højde, er ikke omfattet af notifikations- og stand still-procedure efter informationsproceduredirektivet (2015/1535), medmindre reglerne nærmer sig et de facto forbud. Reglerne er heller ikke omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, men efter VE-direktivet har de nationale domstole pligt til at efterprøve, om kravene er unødvendigt indgribende.
Denne sag vedrørte en i 2016 vedtaget polsk lovgivning om vindmøller, hvor der bl.a. var indført en bestemmelse om, at afstand mellem beboelse og vindmøller skal være 10 gange vindmøllens samlede højde. I 2015 havde energiselskabet ECO-WIND indgivet ansøgning om etablering af vindmøllepark i den polske by Opatów, men fik i januar 2017 afslag med henvisning til, at lovens afstandskrav til beboelse ikke kunne overholdes. ECO-WIND anlagde herefter sag og gjorde bl.a. gældende, at forbuddet var unødvendigt indgribende, da dette betød, at der kun kan opstilles vindmøller på 100 meters højde på 1 % af det polske territorium, hvilket var en ulovlig handelshindring i modstrid med TEUF art. 34-36. Dette førte til tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, (1) om det lovfastsatte afstandskrav var omfattet af notifikations- og stand still-proceduren efter informationsproceduredirektivet (2015/1535); (2) om afstandskravet er omfattet af diskriminationsforbuddet i tjenesteydelsesdirektivet (2006/123), og (3) om afstandskravet var i modstrid med direktiv 2009/28 om fremme af vedvarende energi (VE-direktivet).
I relation til informationsproceduredirektivet lagde EU-Domstolen til grund, at afstandskravet ikke kan anses for en ”teknisk forskrift”, da det ikke vedrører produktet. Afstandskravet kan heller ikke anses for omfattet af ”andre krav”, der vedrører produktets levetid og anvendelse. Spørgsmålet var herefter, om afstandskravet mellem vindmøller og beboelse var omfattet af informationsproceduredirektivets ar. 1(1)(f), sidste led, der omfatter ”medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt”, hvilket efter EU-Domstolens praksis vedrører nationale regler, ”der klart går videre end til at begrænse visse mulige former for anvendelse af det pågældende produkt, og som således ikke kun udgør en simpel indskrænkning af produktets anvendelsesmuligheder”, men kun efterlader marginale anvendelsesmuligheder for produktet (præmis 45). Bestemmelsen betyder, at hvis restriktioner af et produkt indebærer et de facto forbud bortset fra marginale former for anvendelse, er disse nationale regler omfattet af informationsproceduredirektivets notifikation og stand-still procedure (præmis 46-49). Og hvis denne procedure ikke er iagttaget, er de nationale regler ugyldige. Den polske domstol var derfor forpligtet til at efterprøve, om dette var tilfældet med de polske afstandskrav til vindmøller.
EU-Domstolen afviste, at de polske afstandskrav kunne anses for omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, da reglerne vedrørte produktion af elektricitet, som må anses for et produkt. I forhold til VE-direktivet lagde EU-Domstolen til grund, at medlemsstaterne efter VE-direktivets art. 3 er forpligtet til at opfylde direktivets resultatmål for vedvarende energi, men at medlemsstaterne i den sammenhæng har en vid skønsbeføjelse mht. valg af midler. Medlemsstaterne skal dog overholde proportionalitetsprincippet, som det udtrykkeligt fremgår af VE-direktivets art. 13, som tidligere fastslået i sag C-2/10, hvor et italiensk forbud mod vindmøller i nærheden af Natura 2000-områder ikke fandtes i strid med proportionalitetsprincippet. Det påhvilede den polske domstol at foretage vurderingen af, om afstandskravet var forholdsmæssigt og nødvendigt, hvor den polske domstol bl.a. skulle tage hensyn til, at afstandskravet alene gjaldt vindmøller og ikke andre vedvarende energikilder, og at de lokale polske myndigheder ikke var tillagt dispensationsbeføjelser fra afstandskravet.
Kommentar: Dommen i sag C-727/17 bekræfter, at nationale begrænsninger af bestemte produkters anvendelse på bestemte arealer normalt ikke er omfattet af informationsproceduredirektivets stand still procedure, men at anvendelsesbegrænsningerne kan være så vidtgående, at reglerne alligevel er omfattet af stand still-proceduren. Dommen tog ikke direkte stilling til, om vidtgående anvendelsesbegrænsninger af bestemte produkter kan være en ulovlig handelshindring i modstrid med TEUF art. 34-36 og proportionalitetsprincippet, som det blev fastslået i sag C-142/05 om svenske restriktioner for brug af vandscooter, hvor informationsproceduredirektivet ikke blev overvejet. Dette understøttes tillige af Domstolens fortolkning i sag C-727/17 af VE-direktivet og proportionalitetsprincippet med reference til dommen i sag C-2/10 om italienske afstandskrav til vindmølle.