MRF 2020.18
EU-Domstolens dom af 21. oktober 2020, 1. afd., sag C-556/19, Eco TLC
Franske kollektive godkendte private tilbagetagningsordninger af tekstilaffald fra forbrugere betalt af erhvervsmæssige distributører af tekstiler, hvor staten fastsætter en pris for de kollektive ordningers betaling til sorterings- og affaldsbehandlingsvirksomheder for behandling af affaldet, er ikke omfattet af EU’s regler om statsstøtte. Dette forudsætter dog, at denne betaling ikke til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol, hvilket de nationale må efterprøve.
I den franske miljølovgivning blev der i 2007 der indført et udvidet producentansvar mht. affaldshåndtering for erhvervsmæssige distributører af beklædningstekstiler, sko og husholdningslinned til forbrugerne, så disse distributører har pligt til at bidrage til at sørge for genanvendelse og affaldsbehandling af de udtjente tekstilprodukter fra forbrugerne. Denne forpligtelse kan efter de franske regler opfyldes på to måder. Den ene er, at de pågældende virksomheder bidrager til et organ, der er godkendt af det franske miljøministerium ved en fælles bekendtgørelse, og hvor organet har indgået aftale med sorteringsvirksomheder og sammenslutninger af virksomheder for håndtering af affald, men således at de pågældende tekstilvirksomheder betaler et en økonomisk støtte til en sådan kollektivordning. Den anden mulighed er, at de pågældende tekstilvirksomheder individuelt indfører en af miljøministeriet godkendt individuel tilbagetagningsordning for de udtjente tekstilprodukter fra den pågældende virksomhed. Af miljølovgivningen fremgår endvidere, at der som vilkår for godkendelsen af de kollektive og individuelle ordninger er mål for genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse, således at det økonomiske bidrag til sorteringsvirksomhederne nedsættes, hvis minimumsmål ikke er opfyldt.
Eco TLC er et godkendt miljøorgan for de kollektive ordninger til at opkræve økonomiske bidrag fra distributører af tekstiler, og som indgår aftaler med støtteberettigede sorteringsvirksomheder og betaler disse sorteringsvirksomheder for denne ydelse og til arbejdet med genanvendelse og behandling af affald fra disse produkter. Mens denne støtte efter de i 2014 gældende regler fastsatte et bidrag på 65 euro/ton materialenyttiggørelse, blev dette beløb ved bekendtgørelse i 2017 forhøjet til 82,50 euro/ton fra 1. januar 2018. Eco TLC anlagde herefter søgsmål med påstand om, at forhøjelsen af beløbet til sorteringsvirksomhederne var en ulovlig statsstøtte, hvilket ledte til et præjudicielt spørgsmål fra Conseil d’État. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at EU’s regler om statsstøtte kun omfatter nationale ordninger, som opfylder følgende fire betingelser: (1) Der skal være tale om en statslig indgriben eller indgriben ved hjælp af statsmidler; (2) støtten skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne; (3) støtten skal give modtageren en selektiv fordel; og (4) støtten skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene.
Mht. den første betingelse lagde EU-Domstolen til grund, at de økonomiske betalinger fra Eco TLC til ikke passerer gennem staten eller en offentlig myndighed og aldrig er i offentlige myndigheders besiddelse, og heller ikke udbetales til de til de offentlige myndigheder, hvis miljøorganet fra den kollektive ordning ophører med sine aktiviteter, og at tvister om inddrivelse af skyldige bidrag fra tekstildistributørerne henhører under de civile domstole og derfor har privatretlig karakter. Selv om staten fastsætter satserne for de kollektive ordningers økonomiske betaling til genanvendelsesvirksomheder, sker det på en sådan måde, at det opkrævede bidrag fra distributører år for år dækker betaling til sorterings- og affaldsbehandlingsvirksomheder, drift og forskellige udgifter til forebyggelse og oplysning. De godkendte kollektive ordningers betaling til sorterings- og affaldsbehandlingsvirksomheder blev i 2014 fastsat af regeringen til de gennemsnitlige omkostninger, og ordningen efterlader de godkendte kollektive ordninger med en vis aftalefrihed. Den franske domstol måtte efterprøve, om dette også var tilfældet efter forhøjelsen af satsen i 2018. Men med dette forbehold konkluderede EU-Domstolen herefter, at den franske ordning med udvidet producentansvar fra distributører af tekstiler ikke kan anses for statsstøtte omfattet af TEUF art. 107, når følgende betingelser er opfyldt: (1) Den private kollektive ordning er godkendt af offentlige myndigheder og arbejder ikke med gevinst for øje; (2) den private kollektive ordning opkræver på grundlag af aftale med distributører af tekstiler betaling for deltagelse i den kollektive ordnings håndtering af distributørernes forpligtelser ved at overtage distributørernes forpligtelse til behandling af affaldet fra disses produkter; og (3) den private kollektive ordning betaler på grundlag af aftaler med virksomheder, som sorterer og nyttiggør dette affald. Dette forudsætter dog, at denne betaling ikke til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Kommentar: Frankrigs udvidede affaldsproducentforpligtelse for distributører af tekstiler til at tilbagetage affald fra disse produkter fra forbrugere har ikke en modsvarende ordning i dansk ret. For elektronikskrot omfattet af det såkaldte WEEE-direktiv gælder der dog en delvis sammenlignelig ordning efter miljøbeskyttelseslovens § 9 i til § 9 o med nærmere regler i elektronikaffaldsbekendtgørelsen (2018/148), men uden at det er staten, der fastsætter beløbet. Til gengæld er der det særlige aspekt, at indsamling af elektronikaffald fra husholdningerne sker og betales over de kommunale ordninger, så de kollektive ordninger afhenter fra de kommunale genbrugspladser. Til forskel fra den franske ordning er de danske kommuner således via de kommunale genbrugspladser involveret økonomisk i disse danske kollektive ordninger for udvidet affaldsproducentansvar, men om dette i lyset af dommen i sag C-556/19 kan anses for statsstøtte, er tvivlsomt og må i givet fald kræve en mere indgående analyse.