MRF 2020.3
EU-Domstolens dom af 23. april 2020, 1. afd., sag C-217/19, Kommissionen mod Finland
Edderfuglejagt i yngletiden var i strid med fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7 og 9, da der ikke var garanti for, at arten blev opretholdt på et ”tilfredsstillende niveau”, ligesom jagten ikke angik ”mindre mængder” set i forhold til bestanden på Åland.
Sagen angik medlemsstaternes mulighed for at tillade jagt på edderfugle, der er oplistet på fuglebeskyttelsesdirektivets (2009/147) bilag II, i yngletiden, herunder fortolkning af begreberne ”fornuftig anvendelse” og ”mindre mængder” i direktivets art. 9(1)(c). På Åland, der er en selvstyrende region i Finland, er der fra gammel tid blevet drevet jagt på hanedderfugle om foråret. Efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7 kan medlemsstaterne tillade jagt på de i bilag II anførte arter under hensyn til bestanden størrelse, geografiske udbredelse og formeringsevne, men efter art. 7(2), er betingelsen bl.a., at der ikke jages i yngletiden. Fra hovedreglen er der en undtagelse i direktivets art. 9. Efter art. 9(1)(c) kan medlemsstaterne undtagelsesvis fravige forbuddet mod jagt i arternes yngletid, ”såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning [...] for på strengt kontrollerede betingelser at tillade selektiv indfangning, besiddelse eller enhver anden fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder”. Ved EU-Domstolens dom af 15. december 2005 (sag C-344/03 – trykt i MAD 2005.1523 EUD) blev Finland dømt for i årene 1998-2001 på Åland at have tilladt forårsjagt på bl.a. hanedderfugle i strid med det dagældende fuglebeskyttelsesdirektiv, da jagten på edderfuglene overstreg 1 % af den samlede årlige dødelighed og derfor ikke angik ”mindre mængder”. Ålands landskabsregering ophørte herefter med at udstede jagttilladelser i årene frem til 2011, hvorefter landskabsregeringen på ny begyndte at udstede tilladelser til forårsjagt på edderfugle i 2011-2019. Dette førte til et traktatbrudssøgsmål mod Finland, hvor Kommissionen for det første gjorde gældende, at Finland ikke havde godtgjort, at tilladelserne til jagt i yngletiden udgjorde en ”fornuftig anvendelse” efter art. 9(1)(c), da der ikke var garanti for, at edderfuglebestanden blev opretholdt på et tilfredsstillende niveau, og da forårsjagten ikke var nødvendig for kontrollen med rovdyr. For det andet gjorde Kommissionen gældende, at jagten ikke kun vedrørte ”mindre mængder” som omhandlet i art. 9(1)(c), idet ”mindre mængder” skulle ses i forhold til bestanden på Åland og ikke i hele Østersø-/Vadehavsområdet. EU-Domstolen udtalte for så vidt angik betingelsen om ”fornuftig anvendelse”, at denne betingelse kun er opfyldt, når der er garanti for, at edderfuglebestanden blev opretholdt på et ”tilfredsstillende niveau”. Vurderingen af, om dette er tilfældet, skal hvile på solid videnskabelig viden. EU-Domstolen fandt, at de oplysninger, Finland havde lagt til grund for vurdering af bestandens udbredelse, ikke var tilstrækkelige, da de dels var forældede, dels blev modsagt af andre undersøgelser, som Kommissionen havde fremlagt, om bistandens udbredelse i Østersøen/Vadehavet. Det ændrede ikke herpå, at Finland havde gennemført forvaltningsplaner for edderfuglene. For så vidt angik betingelsen om ”mindre mængder” udtalte Domstolen med henvisning til sag C-557/15, at dette må afgrænses ”i størrelsesordenen 1% for de arter, der må jages, idet der ved »den berørte bestand«, for så vidt angår trækfuglearter, forstås bestanden i de regioner, hvorfra de fleste trækfugle, der passerer den region, hvor denne undtagelse gælder under dennes anvendelsesperiode, kommer”. Da jagten på edderfuglene skete i artens yngletid, kunne arten på dette tidspunkt ikke anses for en trækfugleart, men skulle i stedet sidestilles med strandfuglearter. Betingelsen om ”mindre mængder” skulle derfor alene ses i forhold til bestanden på Åland og ikke den samlede trækkende bestand i Østersøen/Vadehavet, hvorfor heller ikke denne betingelse i art. 9(1)(c) var overholdt. Finland havde dermed overtrådt fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7(4) og art. 9(1)(c) ved at udstede tilladelser til forårsjagt på edderfugle i Åland i 2011-2019.
Kommentar: Dommen i sag C-217/19 bekræfter EU-Domstolens hidtidige restriktive praksis vedr. forbuddet mod jagt på beskyttede fuglearter, herunder i yngletiden, se navnlig sag C-344/03, sag C-60/05 og sag C-76/08. Samme dag, som dommen i sag C-217/19 blev afsagt, afsagde EU-Domstolen desuden dom i sag C-161/19, Kommissionen mod Østrig, om forårsjagt på skovsnepper (dommen foreligger kun på fransk og tysk). Heller ikke i denne sag fik medlemsstaten medhold i, at undtagelsen i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9(1)(c) var anvendelig, idet der fandtes et andet tilfredsstillende alternativ (efterårsjagt), og da kravet om ”mindre mængder” ikke var opfyldt.