MRF 2020.4
EU-Domstolens dom af 14. maj 2020, 2. afd., sag C-15/19, Azienda Municipale Ambiente
Pligten til at bære omkostningerne ved efterbehandling af deponeringsanlæg efter affaldsdeponeringsdirektivet påhviler affaldsproducenterne, uanset tidspunktet for affaldets deponering, og uden begrænsning af de finansielle virkninger for affaldsproducenterne.
I udkanten af Rom ligger en af de største lossepladser i Europa – affaldsdeponeringsanlægget Malagrotta. Anlægget er ejet af det kommunalt ejede selskab AMA, der har koncession på indsamling, transport og bortskaffelse af byaffald fra Rom. AMA indgik i 1996 en aftale med et privat selskab om bortskaffelse af affald, hvorefter det private selskab Co.La.Ri. (CLR) skulle være operatør af Malagrotta-anlægget indtil de 31. december 2005. Aftalen blev indgået på vilkår om en efterbehandlingsperiode på 10 år efter nedlukning af anlægget. Efter affaldsdeponeringsdirektivets (1999/31) ikrafttrædelse blev efterbehandlingsperioden ved nedlukning af Malagrotta-anlægget forlænget til mindst 30 år i overensstemmelse med direktivets art. 10. AMA blev ved en voldgiftskendelse fra 2012 pålagt at betale over 76 mio. EUR til CLR for de forøgede omkostninger, som CLR som operatør skulle afholde til at sikre en efterbehandling i mindst 30 år ved nedlukning af anlægget. AMA anfægtede voldgiftskendelsens gyldighed ved de italienske domstole, idet AMA bl.a. gjorde gældende, at affaldsdeponeringsdirektivet kun omfatter affald, der blev deponeret efter direktivets implementeringsfrist, og at direktivet kræver, at de finansielle virkninger for affaldsproducenterne som følge af efterbehandlingsperioden blev forlænget med direktivet, skal begrænses af hensyn til affaldsproducenterne. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der indledningsvis fastslog, at affaldsdeponeringsdirektivet omfatter alle bestående deponeringsanlæg, der fortsat var i drift på tidspunktet for direktivets implementeringsfrist (16. juli 2001). For bestående anlæg fastsætter art. 14 en midlertidig undtagelsesordning for at bringe disse deponeringsanlæg i overensstemmelse med de nye miljøkrav, hvilket dog ikke indebærer, at bestående deponeringsanlæg er udelukket fra anvendelsesområdet fra andre bestemmelser i direktivet (præmis 36-40). Bestående anlæg som Malagrotta-anlægget skal derfor bl.a. leve op til direktivets art. 13, hvorefter operatøren er forpligtet til at sikre vedligeholdelse, overvågning og kontrol i efterbehandlingsfasen, når anlægget er nedlukket. Efter art. 10 skal medlemsstaterne endvidere sikre, at de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den betaling, operatøren opkræver i form af affaldsgebyrer mv. for deponering. EU-Domstolen påpegede, at affaldsdeponeringsdirektivets regler ikke skelner mellem, om affaldet er modtaget eller deponeret før eller efter udløbet af direktivets implementeringsfrist, hvorfor pligten til efterbehandling i en periode på mindst 30 år finder anvendelse uafhængigt af datoen for deponeringen af affaldet og omfatter hele deponeringsanlægget (præmis 47-49). Hvad dernæst angik finansieringen af forlængelsen af efterbehandlingsperioden til mindst 30 år ved affaldsdeponeringsdirektivet, fandt EU-Domstolen, at det følger af forureneren betaler-princippet, at alle udgifter til driften af deponeringsanlæg skal afholdes af affaldsproducenterne (præmis 51). I mangel af harmoniserende regler tilkommer det de enkelte medlemsstater at fastlægge den præcise metode vedr. finansieringen, så længe reglerne sikrer, at alle udgifter bæres af affaldsproducenterne og ikke operatøren af anlægget (præmis 52-53). Art. 10 pålægger derfor ikke medlemsstaterne at begrænse de finansielle virkninger for affaldsproducenterne, som følger af en forlængelse af efterbehandlingsperioden for deponeringsanlægget (præmis 55). Dette fandtes hverken at være i strid med retssikkerhedsprincippet eller forbuddet mod loves tilbagevirkende kraft.