MRF 2020.15
EU-Domstolens dom af 1. oktober 2020, 3. afd., sag C-526/19, Entoma
Reglerne om markedsføringstilladelse af nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser i forordning 258/97, der var gældende til udgangen af 2017, omfatter ikke fødevarer bestående af hele dyr bestemt til konsum som insekter såsom melbiller, græshopper eller fårekyllinger, men inden for rammerne af TEUF art. 34-36 havde medlemsstaterne mulighed for at fastsætte krav om forudgående tilladelse af hensyn til menneskers sundhed.
Entoma er en fransk fødevarevirksomhed, der markedsfører melbiller, græshopper og fårekyllinger bestemt til konsum som hele insekter. I januar 2016 påbød de franske myndigheder virksomheden at ophøre med markedsføring af disse produkter med henvisning til, at Entoma ikke havde den markedsføringstilladelse, som kræves efter forordning 258/97 om nye levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser. Entoma afviste, at markedsføring af hele insekter til konsum var omfattet af forordning 258/97 og anlagde sag ved de franske domstole. Dette førte til, at den højeste franske forvaltningsdomstol, Conseil d'État, rejste præjudicielle spørgsmål for EU-domstolen om, hvorvidt forordning 258/97’s anvendelsesområde omfatter fødevarer bestående af hele dyr bestemt til konsum. EU-Domstolen lagde til grund, den foreliggende sag skulle bedømmes efter forordning 258/97, uanset forordningen var blevet afløst af forordning 2015/2283, som trådte i kraft 1. januar 2018, jf. sidstnævnte forordnings overgangsbestemmelse. Herefter lagde EU-Domstolen til grund, at art. 1(2) i forordning 258/97 fastlægger, hvad der forstås ved ”nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser” og opstiller to kumulative betingelser for at levnedsmidler betegnes som ”nye” omfattet af forordningen. For det første må levnedsmidlerne eller levnedsmiddelingredienserne ikke have været anvendt til konsum i nævneværdigt omfang inden for EU før maj 1997, og for det andet skal levnedsmidlerne og levnedsmiddelingredienserne være omfattet af en af de i samme forordnings art. 1(2)(c-f) udtrykkeligt beskrevne kategorier, hvor den relevante kategori er litra e om ”levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der består af eller er isoleret fra planter, og levnedsmiddelingredienser, der er isoleret fra dyr, bortset fra levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der er frembragt ved traditionelle formerings- eller avlsmetoder, og som traditionelt anses for at kunne anvendes risikofrit til levnedsmidler”. EU-Domstolen lagde til grund, at hele insekter ikke efter en almindelig sproglig forståelse kan anses for ingredienser, og at en fortolkning af en forordnings anvendelse ikke kan være i direkte modstrid med forordningens ordlyd (contra legem). Den omstændighed, at hele insekter som fødevarer kan medføre en sundhedsrisiko, kan ikke føre til et andet resultat, da den manglende EU-harmonisering betyder, at medlemsstaterne har mulighed for at vedtage krav om forudgående markedsføringstilladelse inden for rammerne af TEUF art. 34-36.
Kommentar: Dommen har ikke betydning for markedsføring af hele insekter som konsum i dag, da disse er omfattet af reglerne om tilladelse til markedsføring i den gældende forordning 2015/2283 om nye levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, men dommen illustrerer betydningen af en korrekt fortolkning af EU-forordninger, der harmoniserer f.eks. fødevarelovgivning. Problemet er i korthed, at en forordning gælder som lov, og når forordningen harmoniserer regler for tilladelse på et givet retsområde, kan en medlemsstat ikke supplere forordningens krav, hvorfor den nationale implementering typisk består i at sanktionere overtrædelser af forordningen med angivelse af den kompetente nationale myndighed. Hvis forordningen imidlertid efterlader et ikke-reguleret område (som i denne sag om hele insekter), vil disse kun kræve tilladelse, hvis dette følger af nationale regler.