MRF 2020.9
EU-Domstolens dom af 25. juni 2020, Store Afdeling, sag C-24/19, A m.fl. (Vindmøller i Aalter og Nevele)
Flanderns vindmøllebekendtgørelse og -cirkulære var omfattet af SMV-direktivet, og da SMV-direktivet ikke var fulgt, var bekendtgørelsen og cirkulæret ugyldige. Naboer til en kommende vindmøllepark havde derfor krav på at få ophævet byggetilladelsen til vindmølleparken, medmindre der undtagelsesvis var grundlag for midlertidigt at opretholde byggetilladelsen af hensyn til forsyningssikkerhed med elektricitet. Derimod kunne hensyn til klima og miljø ikke begrunde en midlertidig opretholdelse af tilladelsen.
Baggrunden for sag C-24/19 var, at en regional myndighed i Flandern den 30. november 2016 havde meddelt byggetilladelse til en vindmøllepark i Østflandern med vilkår om, at bestemte krav i Flanderns vindmøllebekendtgørelse og i vindmøllecirkulære blev overholdt. En række naboer anlagde herefter sag ved en flamsk forvaltningsstol med påstand om annullation af tilladelsen og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at vindmøllebekendtgørelsen og vindmøllecirkulæret var ugyldige, da disse retsakter var vedtaget uden forudgående SMV-procedure og henviste til dommen i sag C-290/15. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, der blev anmodet om at genoverveje Domstolens udvidende fortolkning af SMV-direktivet i tidligere domme som sag C-671/16, sag C-305/18, sag C-43/18 og sag C-290/15. Domstolen blev derfor bedt om at tage stilling til, om indholdet af den flamske vindmøllebekendtgørelse og -cirkulære betød, at vedtagelsen af disse retsakter er omfattet af SMV-direktivet, og om den flamske domstol i givet fald midlertidigt kunne opretholde de to retsakter, så det ikke var nødvendigt at annullere den i sagen omtvistede tilladelse, og hvilke betingelser der efter EU-retten stilles for en sådan midlertidig opretholdelse af en retsakt vedtaget i modstrid med SMV-direktivet, og om det havde betydning, at vindmøllecirkulæret var retningslinjer, som forvaltningen havde vedtaget for at begrænse sit eget skøn, men som ikke er bindende for borgerne og kan ændres af forvaltningen Spørgsmålet var, om den anden betingelse i SMV-direktivets art. 2(a) om, at retsakten ”kræves ifølge love og administrative bestemmelser”, var opfyldt for cirkulæret og bekendtgørelsen.
Domstolens Store Afdeling tog udgangspunkt i, at det i tidligere domme var fastslået, at når en myndighed eller lovgiver har beføjelse til at vedtage en retsakt, der opfylder den første betingelse i art 2(a) og den saglige afgrænsning i art. 3, er retsakten omfattet af SMV-direktivet, idet Domstolen afviste, at der i SMV-direktivets tilblivelseshistorie var grundlag for at antage, at EU-lovgiver ønskede at begrænse SMV-direktivets anvendelse til retsakter, hvis vedtagelse er obligatorisk, og en sådan begrænsning vil tillige stride mod direktivets formål og åbne for omgåelse. Domstolen lagde til grund, at bekendtgørelsen og cirkulæret er omfattet af art. 3(2)(a), da vindmølleparker er omfattet af VVM-direktivets bilag II(3)(i), og de to retsakter fastsætter rammer for fremtidige tilladelser til vindmølleparker. Selv om rammerne ikke er udtømmende, fastlægger de en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse i Flandern til vindmølleparker, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, da ”en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder” skal forstås kvalitativt og ikke kvantitativt, jf. sag C-671/16. Spørgsmålet var herefter, om den flamske forvaltningsdomstol havde mulighed for midlertidigt at opretholde retsvirkningerne af vindmøllebekendtgørelsen og -cirkulæret og den meddelte byggetilladelse, når der ikke var gennemført påkrævet SMV-procedure. Domstolen bekræftede tidligere praksis i bl.a. sag C-379/15 og fastslog, at hensynet til fremme af vedvarende energi ikke kan begrunde midlertidig opretholdelse af tilladelsen. Derimod kan forsyningssikkerhed i særlige tilfælde begrunde, at tilladelsen midlertidigt opretholdes, men kun hvis tilladelsen er blevet udnyttet. Domstolen konkluderede herefter, at der skulle være gennemført en miljøvurdering af den bekendtgørelse og det cirkulære, som udgør en del af hjemlen for tilladelse til en vindmøllepark. Hvis tilladelsen anfægtes ved en national ret, kan denne kun opretholde virkningerne af disse retsakter, hvis ophævelsen af denne tilladelse kan have betydelige følgevirkninger for forsyningssikkerheden med elektricitet i hele den pågældende medlemsstat og alene i den tidsperiode, som kræves for at afhjælpe denne ulovlighed. Domstolen præciserede, at det ikke skader gennemførelsen af medlemsstaternes forpligtelse efter direktivet (2009/28) om fremme af vedvarende energi (VE-direktivet), at en tilladelse til vindmøller bliver ophævet. Det forhold, at de konkrete vindmøller bidrog til Belgiens gennemførelse af VE-direktivet, kunne derfor ikke begrunde en midlertidig opretholdelse af tilladelsen til vindmøllerne.
Kommentar: Dommen understreger, at SMV-direktivets regler om miljøvurdering af planer og høring af den berørte offentlighed har et meget vidtgående anvendelsesområde og også omfatter generelle regler som bekendtgørelser og interne retningslinjer som cirkulærer, når sådanne generelle regler må anses for en retsakt omfattet af SMV-direktivets saglige anvendelsesområde. Selv om SMV-direktivet regler alene har karakter af processuelle regler, bevirker en tilsidesættelse af reglerne med meget få undtagelser ugyldighedsvirkning. Dommens betydning for dansk ret er er nærmere belyst af Pagh: Juristen, 2020, s. 206.