MRF 2020.24/2
Retten i Hillerøds dom af 10. marts 2020, sag BS-11806/2019-HIL
A mod B
Ikke hævd på kørsel med sættevogn ad privat fællesvej, der var blevet besværliggjort af bl.a. opsætning af en port med stolper.
Sagen angik en privat fællesvej, der tjente som adgangsvej for både B’s ejendom og A’s naboejendom. På vejen var der et knæk, hvor vejen delte sig og dels fortsatte ned til B’s ejendom, dels drejede op mod A’s ejendom. Tvisten drejede sig om en strækning af den private fællesvej, der forløb over B’s ejendom, og hvor B havde plantet træer, og i 2018 etablerede B en port på den sidste del af vejen, der førte ned til B’s ejendom, og opsatte en nøgleboks tæt ved det knæk, hvor vejen drejede op mod A ejendom. A mente, at dette udgjorde en væsentlig indskrænkning af A’s færdselsret, idet sættevogne med brænde mv. fremover var forhindret i at køre op til A’s ejendom, herunder fordi sættevognene ikke længere kunne benytte knækket på vejen som vendeplads. Det var under sagen ubestridt, at A havde færdselsret på den del af vejen, der førte op til A’s ejendom, mens B bestred at have ændret adgangsforholdene til A’s ejendom. Byretten lagde til grund, at B for ca. 16-17 år siden havde plantet træer på begge sider langs den private fællesvej, og at der på et senere tidspunkt blev opsat en nøgleboks tæt ved knækket, hvor vejen drejede op mod A’s ejendom, og en port med stolper på fællesvejens forlængelse, der førte op til B’s ejendom. Retten lagde endvidere til grund, at det var summen af disse handlinger, der havde besværliggjort, at en sættevogn kunne bringe varer frem til A’s ejendom, ligesom retten lagde til grund, at anvendelsen af en sættevogn til transport var tiltaget gennem de senere år og således ikke havde været det sædvanlige transportmiddel i de seneste 20 år. Da A således ikke i mindst 20 år havde udøvet en råden i form af færdsel på en del af B’s ejendom, som først ved B’s opsætning af porten var blevet hindret, fandt retten, at A ikke havde vundet servituthævd til en ret til færdsel på B’s ejendom. B blev derfor frifundet.
Kommentar: Sagen blev forligt under ankebehandling (sag BS-13161/2020-OLR), jf. TfM 2022, s. 40. Byretsdommen må formentlig forstås sådan, at kørsel med sættevogne ikke kan anses for at være en almindeligt forekommende færdsel til en ejendom som den omhandlede, der efter det oplyste var beliggende i det åbne land. A’s ret til denne særlige form for råden forudsatte derfor, at kørsel med sættevogne var forekommet kontinuerligt i hævdstid, hvilket ikke var godtgjort.