MRF 2022.70
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022, j.nr. 20/04813
Hjemvist påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 om at foretage undersøgelse af jord ved oplagsplads uden overdækning for kul og på revnet belægning samt at afgive forslag om eventuelle afhjælpende foranstaltninger, da afgørelsen ud fra fortolkningsprincippet om lex specialis skulle være meddelt efter jordforureningslovens § 40
I forbindelse med et tilsynsbesøg i maj 2019 på en virksomhed konstaterede Holstebro Kommune, at oplaget af kul på virksomheden var beliggende uden overdækning på et areal uden afløb og med delvis revnet belægning samt delvist beliggende på græsarealer. Efter forudgående varsel meddelte kommunen i december 2019 påbud til virksomheden efter miljøbeskyttelseslovens § 72 om at foretage undersøgelse ved prøvetagning af jorden under og omkring kulpladsen. Det fremgik af påbuddet, at afrapportering af undersøgelsen bl.a. skulle indeholde forslag til, hvordan oprensning af den formodede jordforurening kunne foretages. Afgørelsen blev påklaget af virksomheden, der bl.a. gjorde gældende, at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt, da der ikke var sandsynliggjort årsagssammenhæng mellem forureningen og virksomhedens emissioner, idet virksomhedens analyser under bund under kullager ikke viste forurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, skal den ansvarlige for virksomhed, der kan give anledning til forurening, efter anmodning fra miljømyndigheden give oplysninger af betydning for vurdering af forurening, mens miljømyndigheden efter jordforureningslovens § 40, stk. 1, kan meddele en forurener påbud om at give oplysninger, som har betydning for vurdering af afhjælpende foranstaltninger vedrørende eventuel forurening. Nævnet lagde til grund, at afgørelsen havde til formål at undersøge jorden for eventuel forurening og at vurdere mulige afhjælpende foranstaltninger i forhold til en konstateret jordforurening. Endvidere lagde nævnet til grund, at en eventuel forurening fra kuloplaget kunne være sket fra oplagets etablering i 1990 og fremefter, da oplaget ikke var fjernet på tidspunktet for meddelelse af påbud. Ud fra et fortolkningsprincip om lex specialis fandt nævnet, at jordforureningslovens § 40 går forud for miljøbeskyttelseslovens § 72, når begge bestemmelser kan finde anvendelse, hvorved afgørelsen led af væsentlig retlig mangel og blev hjemvist til fornyet behandling.
Kommentar: Klagenævnet kunne ikke i sagen tage stilling til, om der i sagen var grundlag for at meddele påbud efter jordforureningslovens § 40, men kunne dog have udtalt sig herom. Efter klagenævnsafgørelsens sparsomme oplysninger må det anses for tvivlsomt, om kommunen på et så spinkelt grundlag kan meddele påbud om forureningsundersøgelser, hvor der i øvrigt i afgørelsen savnes oplysninger om, hvorvidt der var tale om en miljøgodkendt listevirksomhed, og om den manglende overdækning af kullager udgjorde en overtrædelse af vilkår i miljøgodkendelsen. Hvis der er tale om en overtrædelse af godkendelsesvilkår, er det hverken jordforureningslovens § 40 eller miljøbeskyttelseslovens § 72, der skal anvendes, men derimod et lovliggørelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, hvilket nævnet kunne have tydeliggjort.