MRF 2022.3
Højesterets dom af 14. marts 2022, 1. afd., sag BS-8087/2021-HJR, BS-8095/2021-HJR og BS-8602/2021-HJR
(Thomas Rørdam, Vibeke Rønne, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen og Søren Højgaard Mørup)
Vejdirektoratet (adv. Sarah Jano) mod N1 A/S og TDC NET A/S (adv. Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll for begge) og Vestforsyning Spildevand A/S, Vestforsyning Vand A/S og Vestforsyning Varme A/S (adv. Anders Julius Tengvad for alle)
Det ulovregulerede gæsteprincip fandt ikke anvendelse ved Vejdirektoratets flytning af forskellige ledningsanlæg nødvendiggjort af ny motorvej ved Holstebro, hvor Vejdirektoratet havde erhvervet arealet ved ekspropriation, da der på forskellige måder var betalt kompensation til lodsejer ved tinglysning af ledningsservitutter, og da der gælder en formodning for, at gæsteprincippet ikke gælder, når en ledningsservitut er tinglyst på et tidspunkt, hvor ledningsejer er ejer af arealet, uanset om arealet efterfølgende overdrages til en ny ejer.
Baggrunden for sagen var, at Vejdirektoratet på baggrund af en anlægslov havde eksproprieret arealer til anlæg af en ny motorvej ved Holstebro. I forbindelse med anlæg af motorvejen var det nødvendigt at flytte en række forsyningsledninger ejet af forskellige ledningsejere. Alle forsyningsledningerne var omfattet af tinglyste servitutter, men ingen af de tinglyste servitutter indeholdt oplysninger om, hvorvidt det ulovregulerede gæsteprincip fandt anvendelse eller var fraveget. Vejdirektoratet mente, at gæsteprincippet var gældende, og at ledningsejerne måtte betale for flytningen, mens ledningsejerne afviste, at det ulovregulerede gæsteprincip fandt anvendelse. Uenigheden blev indbragt for den statslige ekspropriationskommission, der i 2016 gav ledningsejerne medhold. Dette blev efter anke tiltrådt i 2017 af taksationskommission i tre forskellige afgørelser, der alle blev indbragt for landsretten. For to af ledningsejerne, TDC og et elforsyningsselskab, var der tinglyst en servitut, hvoraf fremgik, at der var betalt vederlag for at placere ledningen på arealet. Med henvisning hertil og til ordlyden af de tinglyste servitutter, hvorefter arealejer skulle betale, hvis arealejers byggeri nødvendiggjorde en flytning af ledningerne, fandt Højesteret, at gæsteprincippet ikke fandt anvendelse i disse to sager. Den tredje sag drejede sig om spildevandledninger, vandforsyningsledninger og fjernvarmeledninger, og her var der den forskel til de to øvrige sager, at flere af de tinglyste ledningsservitutter ikke angav, at der var betalt vederlag til lodsejer for placeringen af ledningen, men det fremgik, at et ”ledningsareal og kabelbælte” til opretholdelse af ”ledninger og kabler med tilhørende installationer” skal ”henligge uforstyrret”, så de i deklarationen nævnte forsyningsselskaber til enhver tid har ”ret til fri og uhindret adgang til i tjenstligt anliggende at foretage eftersyns- og fornyelses- samt vedligeholdelsesarbejder”. Det fremgik videre af de tinglyste servitutter, at ledningsejer havde ret til enhver tid uden vederlag at foretage opgravning og reparation og/eller fornyelse af de i ledningsarealet værende ledninger og kabler, ”ligesom der til enhver tid uden vederlag må etableres nye ledninger og kabler i ledningsarealet”. Landsretten gav ledningsejerne medhold med henvisning til ordlyden af rådighedsbegrænsningerne og stadfæstede taksationskommissionens afgørelse. Højesteret sondrede mellem, om ledningsejer ejede eller ikke ejede det areal, da ledningsservitutten blev tinglyst. I det første tilfælde, hvor ledningsejer ejede arealet, da servitutten blev tinglyst, fastslog Højesteret, at der gælder der en formodning for, at gæsteprincippet ikke finder anvendelse, hvis der er tinglyst en ledningsservitut, uanset om arealet efterfølgende overtages af ny ejer. I de øvrige tilfælde, hvor ledningsejer ikke ejede arealet, da servitutten blev tinglyst, lagde Højesteret vægt på, at det på forskellig vis kunne udledes, at der var betalt kompensation til arealejer for at anbringe ledningerne, og at ledningerne derfor ikke lå som ”gæst”, uden det kunne tillægges betydning, om det var godtgjort, at der rent faktisk var betalt vederlag, når det af den tinglyste rådighedsbegrænsning fremgår, at ledningsejer skal afholde udgifter til ledningsarbejder, der sker på arealejerens foranledning. Herefter stadfæstede Højesteret også dommen i den sidste sag.
Kommentar: Med denne dom har Højesteret yderligere afkræftet den vidtgående formodning for gæsteprincippets anvendelse, som mange indfortolkede i U 2015.2854 H om Vintapperrampen, der blev afgjort af Højesteret med dissens (3 mod 2). Omstændighederne i Vintapperrampe-sagen har flere ligheder med sagerne om anlæg af Holstebromotorvejen. Vejdirektoratet havde i Vintapperrampe-sagen erhvervet arealet ved ekspropriation, og der var tinglyst en servitut, som ikke indeholdt oplysninger om, at det ulovregulerede gæsteprincip fandt anvendelse eller var fraveget. De tinglyste rådighedsbegrænsninger for lodsejer var i det væsentlige sammenfaldende i Vintapperrampe-sagen og i sagerne om Holstebromotorvejen, om end der var mindre nuanceforskelle i ordvalget. I Vintapperrampe-sagen var der ikke betalt vederlag for placeringen af ledningerne, hvilket også gjorde sig gældende i enkelte af sagerne om Holstebrovejen. Men mens flertallet i Vintapperrampe-dommen tillige lagde vægt på, at servitutten var konciperet af ledningsejer, og at en fravigelse af gæsteprincippet var byrdefuldt for arealer, indgik dette ikke i Højesterets begrundelse i sagerne om Holstebromotorvejen. I forhold til TDC, der var ledningsejer i Vintapperrampe-dommen, er der den forskel, at der i sagen om Holstebromotorvejen var betalt vederlag, hvormed Højesteret på dette grundlag afviste, at TDC’s ledning var ”gæst” på arealet. I forhold til sagerne om spildevandsledninger, vandforsyningsledninger og fjernvarmeledninger sondrede Højesteret mellem, om servitutten var tinglyst i forbindelse med nedlæggelsen af ledningen, mens ledningsejer ejede arealet, og hvor dette ikke var tilfældet. I førstnævnte tilfælde fandt Højesteret, at ejerskabet ved tinglysningen i sig selv gav formodning for, at gæsteprincippet ikke var gældende, hvilket ikke er en ændring af Vintapperrampe-dommen, hvor servitutten var tinglyst på en ejendom, som ledningsejer ikke ejede. I de øvrige sager om spildevands-, vandforsynings- og fjernvarmeledninger lagde Højesteret vægt på, at der var betalt en kompensation. Hvis dette er tilfældet, er der efter Højesterets seneste dom formodning for, at ledningen ikke er gæst, uden at det er nødvendigt at prøve, om erstatningen er dækkende for ledningens tilstedeværelse. Der er imidlertid et helt centralt forhold, der adskiller Vintapperrampe-sagen fra sagerne om spildevands-, vandforsynings- og fjernvarmeledninger, nemlig at disse ledninger alle er nedlagt på grundlag af en offentligretlig afgørelse i form af kommunens spildevandsplan, varmeforsyningsplan og vandforsyningsplan, mens TDC’s ledning i Vintapperrampe-sagen alene var placeret på grundlag af privat aftale. Så vidt ses blev der ikke procederet på denne forskel i sagen om Holstebromotorvejen, hvorfor Højesteret ikke kunne tage stilling hertil. Men på baggrund af Højesterets dom i MRF 2022.1 H om Aalborg Kloak ville dette formentlig i sig selv føre til, at gæsteprincippet var fraveget, uden der dog ses en direkte stilling hertil i hidtidig praksis.