MRF 2022.1
Højesterets dom af 15. februar 2022, 2. afd., sag BS-47737/2020-HJR
(Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Kurt Rasmussen, Jens Kruse Mikkelsen, Jørgen Steen Sørensen og Ole Hasselgaard)
Aalborg Kloak A/S (adv. Anne Henriksen) mod Scanunit ApS (adv. Karen-Marie Hovmøller). Biintervenienter til støtte for Aalborg Kloak A/S: DANVA og HOFOR (adv. Kim Trenskow for alle), biintervenient til støtte for Scanunit ApS: Transportministeriet (adv. Sarah Jano)
Etablering af kloakledning i 1975 på grundlag af landvæsenskommissionskendelse var ikke omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip, uden det kunne tillægges betydning, om der i anledning af kendelsen var udbetalt erstatning til den daværende arealejer.
Scanunit ApS købte i 2017 af Aalborg Kommune en ejendom med henblik på at opføre 39 boliger. På ejendommen lå tre spildevandsledninger tilhørende Aalborg Kloak A/S i henhold til en tinglyst servitut. I forbindelse med byggeriet var det nødvendigt at flytte den ene kloakledning, hvilket havde kostet lidt over 500.000 kr. Tvisten drejede sig om, hvorvidt det var Aalborg Kloak A/S eller bygherren som arealejer, der skulle betale for flytning af spildevandsledningen, der sammen med de to andre spildevandsledninger var nedlagt på grundlag af en landvæsenskommissions kendelse fra 1975 efter dagældende vandløbslovs § 89 om etablering af offentlige spildevandsanlæg (nu miljøbeskyttelseslovens §§ 58-61). Landvæsenskommissionskendelsen var tinglyst på ejendommen. Kendelsen angav ikke, at gæsteprincippet var fraveget. Bygherren anlagde sag mod Aalborg Kloak A/S med påstand om, at Aalborg Kloak A/S skulle betale for flytning af ledningen, idet bygherren henviste til, at gæsteprincippet ikke var fraveget, mens Aalborg Kloak A/S bestred, at gæsteprincippet fandt anvendelse. Byretten gav Aalborg Kloak A/S medhold med henvisning til den dagældende vandløbslov § 89, og at der var betalt erstatning til arealejer for etablering af ledningen. Landsretten gav modsat bygherren medhold med henvisning til, at gæsteprincippet fandt anvendelse. Landsretten henviste herved til, at det ikke af landvæsensretskendelsen fremgik, at servitutpålæg var sket ved ekspropriation, og at det ikke var godtgjort, at arealejeren havde modtaget erstatning. Højesteret gav Aalborg Kloak A/S medhold og afviste, at gæsteprincippet fandt anvendelse med den begrundelse, at ledningen var etableret på grundlag af en offentligretlig afgørelse truffet med hjemmel i lov, hvor de hensyn til bl.a. gavemomentet, der ved aftaler mellem ledningsejer og arealejer kan begrunde anvendelse af det ulovbestemte gæsteprincip (som anført i U 2015.2854 H), ikke i almindelighed kan overføres på tilfælde, hvor en ledning er etableret på grundlag af offentligretlig afgørelse. Når ledningen er etableret ved en offentligretlig afgørelse, gælder der i stedet en formodning for, at arealejeren selv skal betale for ledningsomlægninger, der sker på arealejerens foranledning. Der må derfor kræves særlige holdepunkter i den offentligretlige afgørelse, hvis dette udgangspunkt skal fraviges. I denne sag fremgik det, at ledningerne skulle henligge uforstyrret, og at det uden tilladelse fra byrådet var forbudt at udføre nærmere bestemte arbejder i nærheden af ledningerne. I mangel af særlige holdepunkter for andet, og i overensstemmelse med den opstillede formodning, skulle bygherren derfor som arealejer selv afholde udgifterne til en ledningsomlægning, der skete på arealejerens foranledning, uden det kunne tillægges betydning, om der i sin tid blev udbetalt erstatning i anledning af landvæsenskommissionens kendelse.
Kommentar: Dommen gør mere principielt op med en del af den usikkerhed om gæsteprincippets anvendelse, som Højesterets dom i U 2015.2854 H (Vintapperampe-sagen) gav anledning til. Med dommen fastslås, at hvis forsyningsledninger er placeret på grundlag af en offentligretlig afgørelse, er der en formodning for, at den ulovregulerede gæsteprincip ikke gælder, da der ikke foreligger det gavemoment, som begrunder, at forsyningsledningen anses for ”gæst”. Udtrykt mere generelt er anbringelsen af en forsyningsledning på privat ejendom på baggrund af en offentligretlig afgørelse fra en myndighed normalt ikke udtryk for den frivillighed, som kendetegner gavemomentet, hvorfor der ikke er en formodning for, at ledningen kan anses som gæst. Og efter dommen gælder dette, uanset om der er betalt erstatning for placering af ledningen. Dommen har umiddelbar betydning for alle spildevandsledninger nedlagt på grundlag af landvæsenskendelser efter den før miljøbeskyttelsesloven gældende vandløbslovs § 89, men rækkevidden kan næppe begrænses hertil. Efter miljøbeskyttelsesloven forudsætter etablering af offentlig kloak således, at dette fremgår af den kommunale spildevandsplan vedtaget efter miljøbeskyttelseslovens § 32. Herefter er der to muligheder for at placere en offentlig spildevandsledning på arealer, som spildevandsselskabet ikke ejer. Den ene er, at placering sker på grundlag af ekspropriation efter miljøbeskyttelseslovens § 58. I så fald indgår det blandt gyldighedsbetingelserne, at den kommunale spildevandsplan i sig selv er gyldig, og at det med tilstrækkelig tydelighed fremgår af spildevandsplanen, at spildevandledningen skal placeres det pågældende sted, jf. MRF 2021.124 Mfk, hvor klagenævnet ophævede ekspropriation til et regnvandsbassin, da det ikke fremgik af spildevandsplanen, at ejeren vil blive pålagt en ledningsservitut. Den anden mulighed for at placere en offentlig spildevandsledning på privat grund er, at spildevandsselskabet indgår en frivillig aftale om placering af ledningen med arealejeren, og at denne aftale herefter tinglyses på arealejerens ejendom. En sådan aftale må i relation til gæsteprincippet formentlig sidestilles med spildevandsledninger etableret på grundlag af ekspropriation, hvilket også kan underbygges med, at ledningens placering skal fremgå af spildevandsplanen. Der foreligger således næppe (uden videre) et gavemoment, hvis arealejeren med stor sandsynlighed kan forvente at blive udsat for ekspropriation, såfremt arealejeren ikke indgår en frivillig aftale med spildevandsselskabet om spildevandsanlæggets tilstedeværelse. Se generelt om dette ”subordinationselement”, der er almindeligt i forvaltningskontrakter mellem forvaltningsmyndigheder og private, Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 233 ff. Det er derfor nærliggende at antage, at den af Højesteret anførte formodning for, at gæsteprincippet ikke gælder ved offentligretlige afgørelser, også vil komme til anvendelse i dette tilfælde. Foreløbigt har Højesteret dog ikke taget stilling hertil, hvilket bl.a. må ses i lyset af, at et sådant anbringende ikke blev gjort gældende i Højesterets dom i MRF 2022.3 H om Holstebromotorvejen.
I øvrigt må det antages, den konkrete sag om Aalborg Kloak var endt med det samme resultat, uanset om den pågældende lednings anbringelse ikke havde beroet på en offentligretlig afgørelse, men derimod på en aftale, og uanset om der i den forbindelse var blevet udbetalt erstatning. På tidspunktet for tinglysning af den pågældende ledningsservitut var areal- og ledningsejer nemlig den samme (Aalborg Kommune), og i disse tilfælde gælder der efter Højesterets dom i MRF 2022.3 H tilsvarende en formodning for, at ledningsejeren ikke skal betale for ledningsomlægninger, uanset om arealet efterfølgende overtages af en ny ejer.