MRF 2021.124
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2021 (j.nr. 19/05823)
Ophævet ekspropriation til etablering af regnvandsbassin og spildevandsledning i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 58, da det ikke fremgik af spildevandsplanen, at ejeren vil blive pålagt en ledningsservitut, hvorfor spildevandsplanen var for upræcis til at danne grundlag for ekspropriation, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 5, sk. 1, nr. 10.
Ringsted Kommune traf den 17. juni 2019 i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 58 afgørelse om ekspropriation af en del af E’s ejendom til etablering af et regnvandsbassin og en spildevandsledning til nye boliger. Kommunen havde i februar 2010 vedtaget Tillæg nr. 11 til Spildevandsplan 2005, der relaterede sig til lokalplan 203. Det fremgik bl.a. af tillæggets pkt. 1, at et mindre område ville blive inddraget til regnvandsbassin, og af tillæggets pkt. 6.6 fremgik, at den i sagen omhandlede ejendom var berørt af tillægget. Regnvandsbassinet fremgik endvidere af lokalplan 203. Regnvandsledningen til regnvandsbassinet fremgik af kortbilag til spildevandsplanen, men kommunen opdagede efterfølgende, at det rørlagte vandløb ikke lå som forventet. Regnvandsledningen var derfor efter aftale med E flyttet til kanten af matriklen, hvor der allerede lå tinglyste spildevandsledninger fra et tidligere projekt. Kommunens afgørelse blev påklaget af E, der anførte, at miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1, ikke var rette hjemmel for ekspropriationen, men at ekspropriationen i stedet burde være fortaget efter planlovens § 47. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at miljøbeskyttelseslovens § 58 skal administreres i overensstemmelse med grundlovens § 73, hvilket kræver, at ekspropriationen er (1) lovlig, (2) tidsmæssigt aktuel og (3) nødvendig for realiseringen af ekspropriationsformålet i den konkrete situation. Nævnet fandt, at ekspropriationen kunne foretages efter miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1, idet bestemmelsen kan anvendes til ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg, og at regnvandsbassin og spildevandsledning/regnvandsledning efter nævnets praksis er omfattet af begrebet spildevandsanlæg. Nævnet fandt derimod ikke, at lovlighedskravet var opfyldt, da spildevandsplanen ikke var tilstrækkelig præcis til at udgøre et grundlag for ekspropriationen. Nævnet lagde vægt på, at spildevandsplanen alene indeholdt oplysninger om opførelse af et regnvandsbassin på E’s ejendom. Der var således ikke i Ringsted Kommunes Spildevandsplan 2005 eller tillæg hertil oplysninger om, at E kunne forvente at skulle afgive areal eller blive pålagt en rådighedsindskrænkning som følge af etablering af en spildevandsledning, hvilket er et krav efter spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 10. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ekspropriation er et indgreb i en grundlovssikret rettighed, og at det derfor skal fremgå tydeligt af kommunens spildevandsplan, at en ejendom kan forventes at være omfattet af et projekt efter planen, samt hvad projektet kan medføre af servitutter eller rådighedsindskrænkninger på ejendommen. Kommunens afgørelse led som følge heraf af en væsentlig retlig mangel, og afgørelsen var derfor ugyldig. Nævnet ophævede herefter kommunens afgørelse.
Kommentar: Det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, at den ophævede ekspropriation til ledningsservitut indeholdt en fravigelse af gæsteprincippet, men det følger af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, at ekspropriation til spildevandsledning kræver, at spildevandsledningens placering fremgår entydigt af spildevandsplanen. I denne sag forudsatte spildevandsplanen således, at afledning kunne ske ved en ældre rørlagt spildevandsledning, der dog ikke lå som forventet, hvorfor kommunen ville flytte spildevandsledningen til udkanten af ejerens ejendom. Men da dette ikke fremgik af spildevandsplanen, blev ekspropriationen ophævet af nævnet. Dette tyder på, at en tinglyst servitut for en spildevandsledning etableret ved ekspropriation på grundlag af spildevandsplanen ikke kan flyttes af arealejer uden ændring af spildevandsplanen, men giver ikke et svar på, om gæsteprincippet er fraveget, når der eksproprieres til spildevandsledning efter miljøbeskyttelseslovens § 58, uanset om dette fremgår af ekspropriationsafgørelsen. Afgørelsen kan muligvis være relevant i flere af de verserende sager om gæsteprincippets fravigelse, herunder bl.a. den for Højesteret indbragte dom fra Vestre Landsret (U 2020.2614 V).
Miljø- og Fødevareklagenævnets prøvelse med hensyn til, om spildevandsplanen er tilstrækkelig præcis til at danne grundlag for ekspropriationen, er på linje med nævnets tidligere praksis, jf. f.eks. afgørelse af 20. december 2017 (j.nr. NMK-10-01118), hvor nævnet dog tillige anførte, at da en spildevandsplan ifølge miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 3, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, begrænser nævnets prøvelse af spildevandsplanen i en ekspropriationssag sig til, om den er tilstrækkelig præcis til at udgøre et grundlag for ekspropriationen. Dette er næppe korrekt og kan sammenholdes med U 2015.2882/2 H om ekspropriation til opførelse af en støjvold på grundlag af en lokalplan, hvor landsretten bl.a. udtalte følgende, der blev tiltrådt af Højesteret: ”Det forhold, at lokalplanen ikke er påklaget, udelukker ikke, at der ved klage over kommunens ekspropriationsbeslutning kan tages stilling til de af [klager] fremsatte indsigelser vedrørende lokalplanens lovlighed”. Årsagen hertil skal findes i, at spørgsmålet om spildevandsplanens eller lokalplanens gyldighed i en ekspropriationssag er præjudicielt i forhold til ekspropriationens lovlighed, hvilket må sammenholdes med det skærpede hjemmelskrav i grundlovens § 73, stk. 1.