MRF 2022.24/2
Vestre Landsrets dom af 16. marts 2022, 2. afd., sag BS-842/2020-VLR
(Astrid Bøgh, Stig Glent-Madsen, Rasmus Lindhardt Jensen (kst.))
A Kommune (adv. Poul Gade) mod B1 og B2 (adv. Flemming Dahl)
Kommune ikke erstatningsansvarlig for byggetilladelse til en etageejendom, der medførte væsentlige indbliksgener og værdiforringelse af naboejendom, idet kommunens helhedsvurdering opfyldte byggelovens krav, og inhabilitet var konkret uvæsentlig. Anbringende om overskridelse af søgsmålsfrist afvist som for sent fremsat. Dissens.
A Kommune meddelte i februar 2016 byggetilladelse til, at et alment boligselskab kunne opføre en boligejendom i to etager med 12 nye almene boliger på en ejendom i den tætbebyggede bymidte, hvor en tidligere bygning var nedrevet. B, der var naboer til byggeriet og havde erhvervet deres ejendom i 2003, klagede til Statsforvaltningen over byggetilladelsen og gjorde gældende, at byggeriet ville medføre betydelige gener som bl.a. indblik. Statsforvaltningen hjemviste i juli 2017 sagen til A Kommune til fornyet behandling, idet Statsforvaltningen fandt, at A Kommune ikke havde foretaget en helhedsvurdering af byggeriet i overensstemmelse med reglerne i bygningsreglementet (jf. BR10 kap. 2.3.3, stk. 2, nr. 2, om indbliksgener), og at byggetilladelsen derfor var behæftet med en væsentlig retlig mangel. Den 14. august 2017 meddelte A Kommunes Plan- og Teknikudvalg efter fornyet sagsbehandling tilladelse til byggeriet, hvilket naboerne blev orienteret om den 15. august 2017. Afgørelsen blev ikke påklaget, men B anlagde den 15. maj 2018 sag mod A Kommune med påstand om erstatning for værdiforringelsen af deres ejendom som følge af det nye byggeri, hvilket efter et syn og skøn kunne opgøres til 500.000 kr., samt for advokatomkostninger mv. i forbindelse med klagesagen på 19.250 kr. Til støtte herfor gjorde B bl.a. gældende, at et af medlemmerne af Plan- og Teknikudvalget var inhabil, og at kommunen fortsat ikke havde foretaget en helhedsvurdering af byggeriets påvirkning af omgivelserne. Kommunen påstod frifindelse og subsidiært hjemvisning. Til støtte herfor gjorde kommunen bl.a. gældende, at kommunen havde foretaget en fornyet helhedsvurdering, og selv om et af medlemmerne var inhabil medførte dette ikke ugyldighed, da det ikke havde påvirket udvalgets afgørelse, og hvis retten måtte nå et modsat resultat, måtte dette føre til ophævelse og hjemvisning af byggetilladelsen. Byretten lagde til grund, at et af medlemmerne af udvalget var inhabil, men fandt ikke, at dette havde haft betydning for afgørelsens udfald, hvorfor ugyldighedsindsigelsen blev afvist. I forhold til spørgsmålet om helhedsvurdering lagde byretten til grund, at det tilladte byggeri medførte væsentlige indbliksgener, og at kommunens helhedsvurdering var behæftet med en sådan fejlvurdering, at kommunen var erstatningsansvarlig. Ved fastsættelse af erstatningen var udgangspunktet den værdiforringelse af naboejendommen, skønsmanden havde anslået, men byretten fastsatte efter en konkret vurdering erstatningen til det lavere beløb 250.000 kr., idet byretten lagde vægt på bl.a., at det tilladte byggeri havde afløst gamle bygninger og dermed forskønnet kvarteret, hvilket også kom naboerne til gode. Kommunen ankede til landsretten, hvor kommunen under den afsluttende del af skriftvekslingen nedlagde en ny påstand om afvisning med henvisning til, at søgsmålsfristen på 6 måneder efter byggelovens § 25 var overskredet med 3 måneder, da naboerne i maj 2018 anlagde sagen. Landsretten tillod, at A Kommune nedlagde en ny påstand om afvisning, jf. retsplejelovens § 383, men afviste, at overskridelsen af søgsmålsfristen i byggelovens § 25 kunne føre til afvisning, da dette anbringende først var fremsat sent under forberedelsen af ankesagen. Landsrettens flertal fandt herefter, at kommunen havde foretaget den helhedsvurdering, der er påkrævet i bygningsreglementet, og at B ikke havde godtgjort, at der ved udøvelsen af det vide skøn, der tilkom kommunen, var begået så klare fejl, at kommunen derved ifaldt erstatningsansvar. Da landsretten heller ikke fandt grundlag for at pålægge kommunen at betale advokatomkostninger fra den forudgående administrative klagesag, blev kommunen frifundet. Mindretallet fandt derimod, at kommunen havde foretaget et så klart fejlskøn, at der var grundlag for at tilkende naboerne erstatning, og ville stadfæste byrettens dom.
Kommentar: Dommen vedrører en mere grundlæggende problematik, nemlig om en kommune kan bliver erstatningsansvarlig for nabogener ved at meddele byggetilladelse, når byggetilladelsen er i overensstemmelse med plangrundlaget, og kommunen har foretaget den helhedsvurdering af det ansøgtes påvirkning af omgivelserne, som kræves efter bygningsreglementet fastsat i medfør af byggelovens § 9, og forvaltningslovens regler om partshøring i øvrigt er opfyldt. Dommens udfald svarer til praksis, hvor der ikke ses eksempler på, at domstolene har idømt erstatningsansvar for nabogener på grundlag af kommunens helhedsvurdering af påvirkning af omgivelserne, hvilket tillige kan begrundes med, at dette skøn er meget bredt, og at eventuelle naboretlige gener i stedet må gøres gældende over for den, som etablerer byggeriet. Byrettens og den dissentierende dommer i landsretten forudsætter anderledes, at kommunens byggetilladelse også skulle være udtryk for en erstatningsmæssig indeståelse for nabogener, selv om lovens regler og fremgangsmåde er overholdt, hvilket er en vidtgående konsekvens af den helhedsvurdering, som kommunen skal foretage efter at have hørt naboer. Efter hidtidig praksis har kommuners erstatningsansvar for nabogener ved tilladt byggeri således været fast afvist, når kommunen har fulgt lovgivningens regler og fremgangsmåde, så ansvar for nabogener i anledning af nyt byggeri i stedet må rejses mod bygherren, jf. bl.a. U 2006.1290 H, U 2019.1422 Ø og MAD 2010.968 V. Kommunens eventuelle erstatningsansvar over for naboer ved meddelelse af byggetilladelse er derimod begrænset til de tilfælde, hvor byggetilladelsen er meddelt i modstrid med lovgivningen, jf. U 1986.143/2 H (jf. Munch: U 1986B.136), U 1989.420 V, U 2010.2311 Ø og U 2008.1047 Ø, og forudsætter yderligere, at der er lidt er erstatningsretligt værnet tab, jf. MAD 2007.70 V og MAD 2008.825 Ø. Om naborettens samspil med offentlig ret i disse tilfælde se Mørup: U 2015B.439, Pagh: U 2016B.145, Mørup U 2016B.210 samt Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 296 ff. samt Stenderup Jensen i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 383 ff. Fra nyere praksis kan nævnes MRF 2020.26 B, hvor en kommune blev frifundet for erstatningsansvar uanset en række fejl, og MRF 2021.308 B, MRF 2022.186/2 B, MRF 2023.262 V og MRF 2023.271 Ø. Sml. desuden MRF 2021.304 B med kommentar. I relation til søgsmålsfristen er landsretten helt på linje med praksis, jf. f.eks. U 2003.798 H og hertil Pagh i Pagh m.fl. (red.), Offentlige myndigheders erstatningsansvar, 2017, s. 219 ff.