MRF 2022.6
EU-Domstolens dom af 13. januar 2022, 8. afd., sag C-683/20, Kommissionen mod Slovakiet (Bruit dans l’environnement)
Slovakiet havde overtrådt direktiv 2002/49 om vurdering og styring af ekstern støj ved ikke rettidigt at udarbejde handlingsplaner for 445 større veje og 16 større jernbaner uden for byområder og ved ikke at fremsende resuméer af planerne til Kommissionen.
Efter art. 8 i direktiv 2002/49 om vurdering og styring af ekstern støj skulle medlemsstaterne senest i 2013 have udarbejdet handlingsplaner for at nedbringe støj, der overskrider relevante støjgrænser for byområder og for større veje og større jernbaner. Det følger yderligere af direktivets art. 10, at resuméer af disse handlingsplaner skal sendes til Kommissionen. Da Kommissionen konstaterede, at den ikke havde modtaget handlingsplaner for større veje og større jernbaner uden for byerne fra Slovakiet, indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure, der endte med et sagsanlæg for EU-Domstolen. Slovakiet erkendte, at der ikke rettidigt var udarbejdet handlingsplaner, men da dette var sket efterfølgende, gjorde Slovakiet gældende, at sagen burde afvises, da fristen for udarbejdelse og indsendelse af støjhandlingsplaner var overskredet, da sagen blev anlagt. EU-Domstolen lagde til grund, at det følger af fast praksis, at det er forholdene ved udløb af fristen i Kommissionens begrundede udtalelse, der afgør, om der er sket et traktatbrud. Da det var ubestridt, at Slovakiet ikke havde udarbejdet støjhandlingsplaner for de større veje og jernbanestrækninger, som var anført af Kommissionen, blev Slovakiet dømt.
Kommentar: Dommen kan næppe anses for overraskende, men den i dommen omhandlede EU-regulering af ekstern støj har ikke tidligere været genstand for en så konkret sag ved EU-Domstolen, og direktivet er nok kun kendt af en mere begrænset kreds. Se tillige EU-Domstolens dom af 31. marts 2022 i sag C-687/20, Kommissionen mod Portugal, hvor Portugal ligeledes blev dømt for ikke at have vedtaget de støjhandlingsplaner, der kræves efter art. 7 og 8 i støjvurderingsdirektivet. Støjvurderingsdirektivet omtales normalt ikke i dansk klagenævnspraksis og retspraksis, selv om der føres ganske mange sager om støjforurening. Direktivet er i dansk ret implementeret i bekendtgørelse om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner, men skiftende klagenævn har afvist, at støjhandlingsplanerne er bindende for myndighederne, hvilket blev tiltrådt af byretten i MAD 2015.268 B om støj fra Zoologisk Have i København. På grundlag af disse betragtninger afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2020, at Aalborg Kommunes trafikstøjplan var omfattet miljøvurderingsloven, idet nævnet henviste til, at støjplanen ikke fastsætter rammer eller kriterier for kommende tilladelser til projekter (MAD 2021.82 Mfk). Advokat Morten Ruben Brage har i UfR 2013B.261 rejst tvivl om denne fortolkning af støjvurderingsdirektivet og peget på, at det er nærliggende at slutte analogt til luftrammedirektivets regler om lufthandlingsplaner, som med sikkerhed har direkte virkning og skal kunne påberåbes af borgerne, jf. EU-Domstolens domme i sag C-404/13, ClientEarth, sag C-723/17, Craeynest m.fl., og sag C-752/18, Deutsche Umwelthilfe samt Pagh: Juristen 2020, s. 22.