MRF 2022.72
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2022, j.nr. 18/07257
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om forureningsundersøgelser til D, der fra 1999 var operatør af tankstation åbnet i 1957 og lukket i 2016, da den væsentligste del af benzinforurening på baggrund af høje koncentrationer af BTEX måtte antages at være sket efter 2001, og det derfor ikke kunne udelukkes, at D senere kunne påbydes oprydning efter § 41.
Sagen omhandlede en ejendom, hvor der fra 1957 til 2016 var blevet drevet benzintankstation med detailsalg af brændstof. I perioden havde der været fire forskellige driftsherrer af tankstationen, og den seneste driftsherre D havde overtaget virksomheden i 1999. I forbindelse med ophør af driften i 2016 gennemførte D en frivillig forureningsundersøgelse, hvor der blev konstateret jordforurening. Efterfølgende fik D af Aarhus Kommune tilladelse efter jordforureningslovens § 8 til en frivillig oprensning med opgravning af tanke, installationer og olieudskiller inden for et areal på 650 m2. I forbindelse med oprensningen blev der udarbejdet en rapport, hvoraf fremgik, at der på den nordøstlige del af ejendommene var efterladt en restforurening med en udbredelse på 30-35 meter, samt at restforureningen ikke var afgrænset hverken vertikalt eller horisontalt. D gennemførte herefter frivilligt en supplerende undersøgelse med etablering af 15 boringer vest, nord og øst for det areal, hvor oprensningen var blevet foretaget. Af grundvandprøver for en af boringerne blev der påvist MTBE med et indhold svarende til en faktor 36 over Miljøstyrelsens grundvandskvalitetskriterium og i andre boringer højt indhold af BTEX. Benzin indeholder BTEX (Benzen, Toluen, Ethylbenzen og Xylener), der hurtigt nedbrydes afhængig af, hvor iltholdige forholdene er. Endvidere blev der i perioden 1985-2001 tilsat MTBE (Methyl Tert Butyl Ether) som antibankningsmiddel i blyfri 92 og 95 oktan benzin. På baggrund af forureningsrapporten meddelte Aarhus Kommune efter varsel i juli 2018 påbud til D om at foretage yderligere forureningsundersøgelse til afgrænsning af den konstaterede restforurening. Kommunen henviste til, at kommunen på baggrund af det høje indhold af BTEX vurderede, at forureningen ikke var ophørt før den 1. januar 1992 og med høj grad af sandsynlighed også var fortsat efter den 1. januar 2001. D påklagede påbuddet og gjorde gældende, at jordforureningsloven ikke hjemler påbud om undersøgelse af forurening, som er sket tidligere end den 1. januar 2000, hvor loven trådte i kraft. Endvidere anførte D, at der siden 2003 løbende var sket prøvetagning og beholdningsregnskab for tanke efter olietankbekendtgørelsen, hvor tankanlægget havde været konstateret tæt. Vedrørende BTEX gjorde D gældende, at der ikke forelå oplysninger om iltforhold i jorden, og at jorden bestod af ler med lav gennemstrømning af sekundært grundvand, og der derved kunne foreligge så høje koncentrationer, at nedbrydning ikke var mulig på grund af giftighed og mangel på næringsstoffer, og at der i de prøver, som påviste BTEX, ikke samtidig var påvist MTBE. Der måtte derfor være tale om benzin fra før MTBE blev tilsat benzin. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afgrænsede prøvelsen til forhold om 1) kilden til forureningen, 2) tidspunktet for forureningen, 3) flere forurenere og 4) proportionalitetsprincippet. Vedrørende forureningskilden bemærkede nævnet, at beholdningsregnskaber efter nævnets opfattelse er behæftet med en usikkerhed på fem promille, og at der ved anvendelse af ultralydsvakuum-metoden ved tæthedsprøvning kan opstå usikkerhed ved detektering af rørforbindelser for tankanlæg ifølge Miljøstyrelsens orientering nr. 6 fra 2008. Nævnet fandt det derfor overvejende sandsynligt, at tankstationen var årsag til forureningen. Vedrørende tidspunktet for forureningen lagde nævnet til grund, at en del af forureningen var sket i perioden 1985-2001, mens den væsentligste del under hensyn til indholdet af BTEX måtte antages at være sket efter 2001, da det blev anset for usandsynligt, at nedbrydningshæmmende forhold skulle gøre sig gældende inden for det fulde areal med henvisning til Miljøstyrelsens afgørelse af 31. januar 2003, j.nr. 334/04-0015. Vedrørende de skiftende driftsherrer i perioden fra 1957-2016 bemærkede nævnet, at ved forurening, der kan henføres til flere forurenere, kan påbud efter § 40 sammenholdt med § 43 meddeles dem alle for den andel, som kan henføres til dem, medmindre at kun en ubetydelig andel af forureningen kan henføres til den enkelte forurener. Da nævnet vurderede, at den væsentligste del af forureningen var sket efter 2001, og D overtog driften i 1999, fandt nævnet, at kun en ubetydelig del af forureningen kunne henføres til tidligere driftsherrer, hvorfor der ikke var grundlag for at meddele påbud til de tidligere driftsherre. Nævnet afviste, at undersøgelsespåbuddet var i modstrid med proportionalitetsprincippet, når det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der kunne meddeles påbud til D om oprydning af forureningen efter jordforureningslovens § 41, og forureningen ikke var afgrænset. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter undersøgelsespåbuddet med den ændring, at der blev tilføjet vilkår om, at miljømyndigheden skulle kontakte grundejere til naboejendomme, såfremt undersøgelserne forudsatte arbejder på de pågældende ejendomme.
Kommentar: Det kan undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet baserer den juridiske vurdering af forureningskilde og -tidspunkt på en 20 år gammel afgørelse fra Miljøstyrelsen og Miljøstyrelsens vejledning fra 2008. Det må især undre, at nævnet forbigik, at Miljø- og Fødevareklagenævnet for mindre end fem år siden traf afgørelse om en MTBE-forurening fra en benzinstation med tilsvarende oplysninger om tæthedsprøvning, hvor nævnet stadfæstede afgørelse om at afslutte sagen, da forureningen på baggrund af MTBE-indhold og tæthedsprøve af olieudskiller udført i 2003 sandsynliggjorde, at det ikke var muligt at meddele påbud efter jordforureningslovens § 41 eller miljøbeskyttelseslovens § 69 – se NMK-11-00133 (trykt i MAD 2017.213).