MRF 2022.250
Vestre Landsrets dom af 30. august 2022, 3. afd., sag BS-49529/2019-VLR
(Erik P. Bentzen, Thomas Klyver og Niels Astrup Tipsmark (kst.))
A I/S v/B og C (adv. Anders Stoltenberg) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af beskyttet dige omfattet af museumslovens § 29 a, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets skønsmæssige vurdering efter museumslovens § 29 j, stk. 2, som begrænsede dispensationsadgangen til særlige tilfælde.
Rebild Kommune meddelte den 15. juni 2015 landbruget A I/S, at en ca. 500 meter lang beskyttet digestrækning på A I/S’ ejendom var blevet ulovligt fjernet i perioderne 1995-1999 (ca. 370 meter) og 2006-2008 (ca. 130 meter) i strid med museumslovens § 29 a. A I/S fik samtidig en frist til at søge om lovliggørende dispensation til fjernelse af diget. Den 9. september 2015 udførte Nordjyllands Historiske Museum et tilsyn på A I/S’ ejendom og fremsendte den 10. september 2015 sin tilsynsrapport om det fjernede dige til Rebild Kommune. Rebild Kommune meddelte den 6. juli 2016 A I/S afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af det beskyttede dige i henhold til museumslovens § 29 j, stk. 2. A I/S påklagede Rebild Kommunes afslag til det tidligere Natur- og Miljøklagenævn, der ved afgørelse af 18. januar 2017 stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at diget var omfattet af beskyttelsen i museumslovens § 29 a, da diget var angivet på kortbladet for det pågældende område i Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992, jf. digebekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4. Nævnet stadfæstede herefter kommunens afgørelse, da nævnets praksis for dispensation til nedlæggelse af diger i forbindelse med landbrugsdrift er restriktiv, og da der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation. A I/S anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet. Byretten fandt det bevist, at diget var angivet i Geodatastyrelsens kortværk, og at diget ikke var fjernet forud for 1992, hvorfor diget var beskyttet efter museumslovens § 29 a, stk. 1. Byretten anførte, at dispensationspraksis efter museumslovens § 29 j, stk. 2, er restriktiv, og lod det ved vurderingen af, om diget var beskyttelsesværdigt, komme A I/S til skade, at diget var fjernet. Byretten anførte videre, at eventuel god tro hos A I/S ikke kunne tillægges afgørende betydning. På denne baggrund – og med henvisning til Nordjyllands Historiske Museums tilsynsrapport – fandt byretten ikke grundlag for at tilsidesætte Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Byretten frifandt herefter Miljø- og Fødevareklagenævnet. A I/S indbragte sagen for Vestre Landsret, hvor der under sagens behandling blev gennemført syn og skøn. Landsretten anførte, at diget fremgik af Geodatastyrelsens kortværk. Diget var derfor beskyttet efter museumslovens § 29 a, såfremt diget eksisterede den 1. juli 1992, jf. digebekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4. Landsretten tiltrådte med henvisning til bl.a. skønserklæringerne, at diget eksisterede den 1. juli 1992, og afviste i forlængelse heraf, at ordningerne i museumslovens § 29 e og i digebekendtgørelsens § 2 kunne føre til bortfald af digets beskyttelse. Landsretten fandt, at dispensationsadgangen i museumslovens § 29 j, stk. 2, var begrænset til særlige tilfælde, og stadfæstede herefter byrettens dom, da A I/S ikke havde påvist retlige mangler, der gav grundlag for at tilsidesætte nævnets skønsmæssige vurdering.
Kommentar: Dommen er på linje med fast praksis, hvorefter det i sager mod Miljø- og Fødevareklagenævnet om overtrædelse af museumslovens § 29 a ved fjernelse af beskyttet dige, kommer ejeren bevismæssigt til skade, hvis ejeren ikke kan løfte beviset for, at diget ikke var omfattet af § 29 a, jf. ligeledes MAD 2011.276 V, MAD 2011.286 V og MRF 2021.211 V. Se dog MAD 2019.210 V, hvor landsretten ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnets afslag på lovliggørende dispensation efter museumslovens § 29 j, med den begrundelse, at det ikke var bevist, at diget eksisterede før 1992. Se også MRF 2022.19 V og MRF 2022.27 V.