MRF 2021.211
Østre Landsrets dom af 15. juni 2021, 13. afd., sag S-481-21
(Louise Saul, Anne Birgitte Fisker og Tine Bransholm Ginnerup (kst.))
Anklagemyndigheden mod T (adv. Henrik Hoeck)
Landmand idømt bøde på 8.000 kr. for ikke at retablere beskyttet dige, der var delvist fjernet i 2003 eller 2004. Frifindelse for tvangsbøder, da omfanget af retableringspligten ikke kunne angives præcist, og en nærmere præcisering tilkom Slots- og Kulturstyrelsen.
I 2011 blev Slots- og Kulturstyrelsen bekendt med en ændring af et beskyttet dige på en landbrugsejendom i Faaborg-Midtfyn Kommune. Efter en besigtigelse af ejendommen oplyste styrelsen i december 2014 og marts 2015 ejendommens ejer, T, om muligheden for at søge kommunen om lovliggørende dispensation. Den 29. november 2016 meddelte styrelsen T påbud om retablering af diget i medfør af museumslovens § 29 o, stk. 4. Da T ikke efterkom påbuddet inden for den fastsatte frist, politianmeldte Slots- og Kulturstyrelsen T. Anklagemyndigheden indgav klageskrift mod T med påstand om bøde og om, at T ved idømmelse af tvangsbøder skulle pålægges at retablere diget i overensstemmelse med Slots- og Kulturstyrelsens påbud. T nægtede sig skyldig. På baggrund af en vidneforklaring fra en fuldmægtig i Slot- og Kulturstyrelsen, luftfotos, kort og målebordsblade fandt byretten det bevist, at der den 1. juli 1992 har været et beskyttet dige på T’s ejendom, og at T mellem 2002 og 2004 forsætligt havde fjernet ca. 50 m af diget i erhvervsmæssig henseende for at opnå en mere rationel landbrugsdrift. Da det var uomtvistet, at tiltalte havde undladt at retablere diget og efterkomme Slots- og Kulturstyrelsens påbud af 29. november 2016, blev T idømt en bøde på 8.000 kr. samt månedlige tvangsbøder à 3.000 kr., med frist til at opfylde Slots- og Kulturstyrelsens påbud på ca. 4 måneder fra byrettens dom. T ankede dommen til landsretten, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse. Landsretten tiltrådte på baggrund af bevisførelsen, at der på den omhandlede strækning havde været en forhøjning, og at tiltalte havde fjernet denne i 2003 eller 2004, men fandt, at der var begrundet tvivl om højden og bredden af diget på tidspunktet for tiltaltes fjernelse heraf. Landsretten bemærkede, at Slots- og Kulturstyrelsen gentagne gange havde oplyst T om muligheden for at søge om dispensation, men at T ikke have søgt om dispensation. På den baggrund fandt landsretten T skyldig, dog alene for så vidt angik et mindre dige. Bøden på 8.000 kr. fandtes passende. For så vidt angik anklagemyndighedens påstand om tvangsbøder bemærkede landsretten, at anklagemyndigheden ikke havde gentaget sin påstand om retablering, som denne var nedlagt for byretten, der var i overensstemmelse med Slot- og Kulturstyrelsens påbud af 29. november 2016, men derimod havde blot påstået T pålagt at retablere diget. Landsretten fandt, at T havde pligt til at retablere diget svarende til omfanget før fjernelsen af diget, hvilket imidlertid ikke kunne angives præcist. Da en nærmere præcisering heraf tilkom Slots- og Kulturstyrelsen, fandt landsretten ikke at kunne fastsætte tvangsbøder til opfyldelse af forpligtelsen til retablering.
Kommentar: Som landsrettens dom viser, kan der ikke idømmes tvangsbøder for manglende efterkommelse af en forvaltningsafgørelse, hvis retsvirkninger ikke er tilstrækkeligt præciseret. Resultatet i den konkrete sag må dog formentlig også ses i sammenhæng med, at anklagemyndigheden af uoplyste grunde for landsretten alene havde krævet T pålagt at ”retablere diget” uden at angive hvordan og med hvilken højde og bredde.
Det må anses for overraskende, at både by- og landsretten øjensynligt ville idømme T tvangsbøder til gennemtvingelse af Slots- og Kulturstyrelsens påbud om fysisk lovliggørelse, uanset at der efter det oplyste på intet tidspunkt var taget stilling til, om der kunne meddeles lovliggørende dispensation til forholdet. Som et udgangspunkt må det antages, at et lovliggørelsespåbud ikke kan gennemtvinges ved idømmelse af tvangsbøder, medmindre tilsynsmyndigheden kan sandsynliggøre, at dispensation ikke ville være blevet meddelt, hvis der var ansøgt herom, jf. Annette Møller-Sørensen, Administrativ håndhævelse, 2003, s. 159. Dette udgangspunkt kompliceres dog af, at der netop i museumsloven ikke er sammenfald mellem godkendelsesmyndigheden (kommunen med rekursadgang til Miljø- og Fødevareklagenævnet) og tilsynsmyndigheden (Slots- og Kulturstyrelsen). Dette forklarer formentligt, hvorfor landsretten eksplicit lagde vægt på, at Slots- og Kulstyrelsen gentagne gange havde oplyst T om muligheden for at søge om dispensation, hvilket T dog ikke havde efterkommet. Uanset dette havde det formentlig været bedst stemmende med legalitetsprincippet, hvis landsretten havde foretaget en selvstændig vurdering af, om forholdet ud fra en umiddelbar betragtning kunne forventes retligt lovliggjort, om end grundlaget for en sådan vurdering formentlig har været noget spinkelt i den konkrete sag. Som anført i MRF 2021.208 V kan ønsket om at opnå en mere rationel landbrugsdrift dog ikke i sig selv begrunde en lovliggørende dispensation efter museumsloven.
I en civil sag har denne kompetencedeling på museumslovens område i øvrigt den konsekvens, at en afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation truffet af en kommune eller Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kan prøves i en sag mod Slots- og Kulturstyrelsen om et påbud om fysisk lovliggørelse, hvis kommunen hhv. klagenævnet ikke er part i denne sag. Se til sammenligning KFE 2019.1018 B med note 1, hvor resultatet dog blev begrundet med søgsmålsfristens overskridelse.