MRF 2021.208
Vestre Landsrets dom af 29. juni 2021, 14. afd., sag BS-43226/2020-VLR
(John Lundum, Hanne Aagaard og Rikke Holm Simonsen (kst.))
A, B, C og D (adv. Caroline Louise Ganzhorn) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Jens Teilberg Søndergaard, prøve)
Afslag på lovliggørende dispensation til nedlæggelse af fire særligt kulturhistorisk værdifulde diger ikke ugyldigt. Ikke godtgjort, at der var indgået en ”handel” med Naturstyrelsen om digernes nedlæggelse i forbindelse med gennemførelsen af et naturgenopretningsprojekt.
Sagen vedrørte gyldigheden af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. juli 2019, hvor nævnet ændrede Randers Kommunes lovliggørende dispensation efter museumsloven til hel eller delvis fjernelse af fire diger beliggende på tre ejendomme tilhørende A, B, C og D til et afslag. Slots- og Kulturstyrelsen og Randers Kommune blev i 2010, 2014 og 2015 opmærksomme på, at der var sket ændringer i de omhandlede diger, hvorefter lodsejerne søgte om lovliggørende dispensation. Lodsejerne henviste bl.a. til, at digerne var blevet fjernet som led i en ”handel” med Naturstyrelsen i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt i Kastbjerg Ådal, hvor der var sket frivillig jordfordeling, således at lodsejerne kunne opnå en mere rationel markdrift. Randers Kommune meddelte i første omgang afslag på lovliggørende dispensation, men genoptog sagen og meddelte i oktober 2018 lovliggørende dispensation til hel eller delvis fjernelse af de fire diger på vilkår om etablering af tre erstatningsdiger. Kommunen henviste navnlig til, at fjernelsen af digerne havde været en forudsætning for lodsejertilslutningen og dermed gennemførelsen af Kastbjerg Ådal-projektet. Dispensationen blev påklaget af Slots- og Kulturstyrelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 2. juli 2019 ændrede den lovliggørende dispensation til et afslag. Nævnet fandt, at der var tale om særligt kulturhistorisk værdifulde diger, som ikke fysisk havde været til hinder for naturgenopretningsprojektets gennemførelse, bl.a. fordi digerne var beliggende op til flere kilometer fra projektområdet. Nævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at lodsejerne skulle have indgået en ”handel” med Naturstyrelsen i forbindelse med jordfordelingen, ligesom lodsejerne ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at digerne kunne fjernes på baggrund af en udtalelse fra Naturstyrelsen, da Randers Kommune var den relevante myndighed i sagen. Lodsejerne lagde herefter sag an mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at nævnets afgørelse var ulovlig og ugyldig. Sagsøgerne gjorde navnlig gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke havde foretaget fornøden partshøring af sagsøgerne i forbindelse med klagesagen, at nævnet havde overtrådt lighedsgrundsætningen, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet, og at sagsøgerne havde en berettiget forventning på baggrund af Naturstyrelsens udtalelser og et forhåndstilsagn fra den landinspektør, der havde forestået jordfordelingen. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod heroverfor frifindelse, subsidiært hjemvisning. Byretten fandt, at digerne måtte anses for fjernet for at opnå en mere rationel landbrugsdrift, og at dette ikke i sig selv kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter museumslovens § 29 j, stk. 2. Byretten fandt ikke, at der under klagesagens behandling var fremkommet sådanne nye oplysninger, at nævnet havde haft pligt til at partshøre sagsøgerne. Det var dog en konkret uvæsentlig sagsbehandlingsfejl, at nævnet i sin orientering af sagsøgerne havde anført, at de ville blive partshørt, hvis nævnets afgørelse ville gå dem imod. Byretten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgerne havde haft en berettiget forventning om at kunne nedlægge digerne. For så vidt angik digerne på C’s ejendom bemærkede byretten, at disse allerede var fjernet inden Kastbjerg Ådal-projektet, mens dele af diget på B’s ejendom var fjernet som følge af et grundopkøb og ikke som følge af projektet. For så vidt angik den resterende del af digerne bemærkede byretten, at der ikke var konkrete holdepunkter, der støttede, at sagsøgerne skulle have fået forudgående tilladelse til at fjerne digerne i forbindelse med jordfordelingen, herunder at de skulle have indgået en ”handel” med Naturstyrelsen herom. Byretten fandt heller ikke, at der var udvist retsfortabende passivitet, eller at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet blev herefter frifundet. Sagsøgerne ankede dommen til landsretten, der tiltrådte byrettens begrundelse og resultat med den tilføjelse, at det forhold, at Naturstyrelsen i forbindelse med jordfordelingen ikke havde vejledt sagsøgerne om reglerne vedrørende diger, ikke kunne føre til et andet resultat, da en sådan eventuel tilsidesættelse af vejledningspligten fra Naturstyrelsen ikke kunne føre til, at Randers Kommune var forpligtet til at give dispensation efter museumslovens § 29 j, stk. 2. På denne baggrund stadfæstedes byrettens dom og Miljø- og Fødevareklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Som det fremgår, fandt såvel Miljø- og Fødevareklagenævnet som by- og landsretten det ikke godtgjort, at lodsejerne havde indgået en ”handel” med Naturstyrelsen i forbindelse med jordfordelingen, der gav lodsejerne en berettiget forventning om at kunne nedlægge de omhandlede diger. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på bl.a., at Naturstyrelsen ikke havde kompetence til at meddele dispensation fra museumsloven. Det er da også det klare udgangspunkt, at en forvaltningsmyndighed ikke ved forhåndstilsagn el.lign. kan forpligte den kompetente myndighed, om end der i visse tilfælde må gøres undtagelse herfra og statueres identifikation mellem sideordnede myndigheder. By- og landsretten ses ikke at have taget stilling til dette spørgsmål, men indskrænkede sig til at konstatere, at det ikke var godtgjort, at lodsejerne havde indgået en aftale med Naturstyrelsen. Se uddybende Grønved Nielsen: Forvaltningskontrakter, 2021, s. 386 ff. og 652 ff. (om kompetencesynspunktet) og s. 482 f. (om ”vedtagelsesmodellen”).