MRF 2022.164
Vestre Landsrets dom af 5. april 2022, 2. afd., sag BS-11854/2020-VLR
(Astrid Bøgh, Marie Kathrine Nielsen og Mikkel Bensby Nøhr (kst.))
A (adv. Peter Hyldahl Ebbesen) mod B og C (adv. Louise Brandt Rosenkilde for begge)
A havde ikke krav på, at ejer af naboejendom beliggende i landzone fjernede større læhegn 3 til 6,5 meter fra skel, der begrænsede A’s udsigt til Limfjorden, da udsigtsgenerne ikke oversteg den naboretlige tålegrænse.
A havde i 1981 købt et parcelhus i et udstykket parcelhusområde i byzone i udkanten af Thisted med udsigt over Limfjorden. A’s ejendom grænsede mod vest op til et fritidslandbrug på 5.400 m2 ejendom beliggende i landzone, hvoraf de 2.100 m2 var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. De daværende ejere af landbrugsejendommen, som var B’s bedsteforældre, boede i en mindre beboelsesbygning. I 1998 overtog B og C landbrugsejendommen, hvorefter afgræsning af ejendommen ophørte. Omkring år 2000 plantede B og C læbeplantning i en afstand af 3 til 6,5 meter fra skellet ind mod A’s ejendom. Efter partshøring af naboer (herunder A) fik B og C i 2006 landzonetilladelse og byggetilladelse til at opføre et nyt hus på midten af grunden, og huset blev opført i 2007. I 2009 var læhegnet blevet så højt, at det begyndte at genere A’s udsigt, hvilket A og andre naboer i de følgende år påtalte over for B og C. I 2015 henvendte A og andre naboer sig til Kystdirektoratet, der dog afviste sagen, og en efterfølgende retssag anlagt af naboer mod Kystdirektoratet blev afvist af retten med henvisning til manglende retlig interesse. I 2019 anlagde A retssag mod B og C med påstand om, at B og C skulle fjerne al læbeplantning i en afstand af 3 til 6,5 meter fra skellet ind mod A’s ejendom, og subsidiært at læbeplantningen skulle beskæres til en højde på 1,5 meter eller en efter rettens skøn fastsat højde. Til støtte for påstandene gjorde A bl.a. gældende, at den høje læbeplantning på B og C’s ejendom medførte udsigtsgener, der oversteg den naboretlige tålegrænse, jf. U 2017.1035 V, at A havde erhvervet sin ejendom før B og C, at læhegnet ikke er omfattet af læhegnsloven (lov 2017/26), da beplantningen ikke tjente landbrugsmæssige formål, at læghegnet ikke havde betydning for indbliksgener, da B og C ikke benyttede denne del af haven i nævneværdigt omfang, og at selv om læhegnets afstand fra skel betød, at læhegnet ikke var omfattet af hegnsloven, burde B og C ikke herved opnå en bedre retsstilling. B og C påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at læhegnet havde en karakter, der var sædvanlig i landzone og derfor ikke oversteg den naboretlige tålegrænse, da beplantningen var placeret i en sådan afstand fra skel, at det ikke påførte A skyggegener. B og C anførte endvidere, at der ikke var tinglyst servitutter eller andre rådighedsindskrænkninger, som hindrede B og C’s beplantning, at A’s påstand ville medføre, at en betydelig del af B og C’s have måtte braklægges, samt at det var uden betydning, at A havde erhvervet ejendommen først. Byretten lagde til grund, at B og C’s ejendom var beliggende i landzone, at størrelsen af ejendommen sammenholdt med husets placering betød, at der var større behov for læbeplantning end i det typiske parcelhuskvarter, som A’s ejendom var beliggende i, og at beplantningen ikke påførte A væsentlige skyggegener. Med henvisning hertil afviste byretten, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. A ankede til landsretten, hvor der blev gennemført syn og skøn til belysning af omfanget af udsigtsgener fra læbeplantningen, og hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde på grundlag af skønserklæringen til grund, at de omtvistede træer og buske på B og C’s ejendom mere havde karakter af en blandet beplantning i en have end et læhegn, og at huset på A’s ejendom var placeret på en måde, hvor der ikke ville være udsigt til Limfjorden fra flere af værelserne, men at beplantningen begrænsede udsigten fra bl.a. vindue i stue og soveværelse. Beplantningen på B og C’s ejendom ville i dele af året begrænse lysindfald på A’s ejendom, men ikke i midsommeren. På denne baggrund fandt landsretten, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at udsigtsgener, skyggevirkninger og begrænsning af lysindfald havde et omfang, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, hvorefter byrettens dom blev stadfæstet.
Kommentar: Dommen illustrerer, at udsigtsgener og skyggegener på en naboejendom kan have et omfang, så de udgør en naboretlig ulempe, der kan kræves fjernet af ejer af naboejendommen, men at praksis fra parcelhuskvarterer ikke kan overføres til ejendomme beliggende i landzone. Principperne i landsrettens dom i U 2017.1035 V kunne derfor ikke overføres til denne sag. Hverken byretten eller landsretten fandt anledning til at kommentere A’s anbringender om omgåelse af hegnsloven henholdsvis betydning af læhegnsloven og naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje, hvilket er velbegrundet, da ingen af de nævnte love havde betydning for den konkrete tvist. Dommen viser samtidig, at det beror på en meget konkret vurdering af de naboretlige gener, om den naboretlige tålegrænse er overskredet, jf. landsrettens konkrete referencer til skønserklæringen. Se tillige MRF 2021.292 V, MRF 2021.296 Ø, MRF 2022.165 V og MRF 2022.175 Ø.