MRF 2022.233
Planklagenævnets afgørelse af 26. august 2022, j.nr. 22/07395 og 22/07396
Stadfæstet Silkeborg Kommunes landzonetilladelse til 48 meter gittermast i tilknytning til eksisterende bebyggelse, der bl.a. omfattede en fredet bygning og børneområde i område, der i kommuneplan var udlagt som særligt værdifuldt landskabsområde, da der ikke var egnede alternative placeringer, og teleselskab havde dækningskrav for området. Afvist, at Planklagenævnet kunne tage stilling til, om naboretlig tålegrænse var overskredet, eller sundhedsmæssige forhold.
Silkeborg Kommune havde i april 2021 meddelt landzonetilladelse til teleselskabs etablering af 48 meter høj gittermast lidt uden for Gl. Laven i et område, der i kommuneplanen var udlagt som særligt værdifuldt landskabsområde, idet kommunen lagde vægt på teleselskabet havde dækningskrav for området. Tilladelsen blev af naboer påklaget til Planklagenævnet, der i afgørelse af 9. december 2021 (j.nr. 21/05882) ophævede landzonetilladelsen med den begrundelse, at telemaster i det åbne land som udgangspunkt skal placeres på eksisterende bygninger eller i tilknytning til bebyggelse, at telemasten var placeret knap 100 meter fra eksisterende bebyggelse, og at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt alternative placering. Efter yderligere undersøgelser af placeringsmuligheder meddelte Silkeborg Kommune i juni 2022 ny landzonetilladelse til etablering af den 48 meter høje gittermast på en placering i udkanten af en fodboldbane, tæt ved en børnehave og en fredet bygning, men ca. 90 meter fra placeringen efter den ophævede landzonetilladelse. Landzonetilladelsen blev påklaget af to naboer, der bl.a. gjorde gældende, at den tilladte placering var et værdifuldt landskabsområde, at masten ville være synlig fra Himmelbjerget og var placeret tæt ved fredet bygning og børnehave, som vil blive fravalgt grundet usikkerhed om sundhedsfare, og at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der ved landzonetilladelse til telemaster skal foretages en helhedsvurdering, hvor udgangspunktet er en placering i bymæssig bebyggelse for at friholde det åbne land for tekniske anlæg, at master uden for bymæssige områder skal placeres tæt på eksisterende bebyggelse eller andre høje konstruktioner, og at telemaster tæt ved lav bebyggelse ud fra et landskabeligt hensyn er bedre end i læbælte eller egentlig skov. Nævnet afviste, at overskridelse af den naboretlige tålegrænse udgør et retligt forhold efter planloven, da den naboretlige tålegrænse er et privatretligt forhold, som må søges løst ved privatretlige søgsmål, hvorfor Planklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle denne indsigelse. Tilsvarende afviste nævnet, at det kunne tage stilling til sundhedsfare ved overskridelse af de EU-fastsatte grænseværdier for stråling fra antennemaster, da dette henhører under Sundhedsstyrelsen. Da nævnet fandt, at kommunen havde foretaget de fornødne undersøgelser af alternative placeringer, stadfæstede nævnet kommunens landzonetilladelse.
Kommentar: Afgørelsen følger mht. afvejning af betingelser ved landzonetilladelse til telemaster fast praksis. Der er dog grund til at fremhæve afvisningen af, at Planklagenævnet kan tage stilling til sundhedsfare, hvor overskridelse af de EU-fastsatte grænseværdier henhører under Sundhedsstyrelsen, hvilket er velbegrundet i specialitetsprincipper. Endvidere må fremhæves nævnets klare afvisning af, at der i en landzonetilladelse er taget stilling til, om den naboretlige tålegrænse er overskredet, hvormed Planklagenævnet tilslutter sig Højesterets flertal i U 2006.1290 H og dermed samtidig gør op med Planklagenævnets afgørelser fra 2017, hvor nævnet i flere sager udtalte, at nabohensyn i sig selv kunne begrunde afslag på landzonetilladelse til husstandsvindmølle (se f.eks. MAD 2017.447 Pkn).