MRF 2022.228
Planklagenævnets afgørelse af 8. juli 2022, j.nr. 22/01333 og 21/11945
Ikke medhold i klage over miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan og klage over lokalplan for en kommende udvidelse af Esbjerg Havn i 76 ha af Vadehavet, da miljøvurderingen fandtes baseret på tilstrækkelig opdateret viden om projektets påvirkning af det nærtliggende Natura 2000-område Vadehavet og bilag IV-arter.
I september 2021 vedtog Esbjerg Kommune kommuneplantillæg nr. 2018.13 og lokalplan nr. 01-100-0007, Udvidelse af Esbjerg Havn, med tilhørende miljørapport. Planområdet ligger på søterritoriet sydøst for den nuværende havnegrænse for Esbjerg Havn, der er en større erhvervshavn placeret i den nordlige del af Vadehavet. Planområdet omfatter ca. 76 ha af Vadehavet, hvoraf ca. 59 ha til nye havnelandarealer, mens ca. 17 ha uddybes til nye sejlbare vandarealer og sejlrender. Nærmeste Natura 2000-område er N 89, Vadehavet, og planområdet ligger umiddelbart nordvest for Natura 2000-området. I kommunens miljøvurdering af planforslaget indgik tillige en konsekvensvurdering af planens påvirkning af Natura 2000-området. Danmarks Naturfredningsforening, Esbjerg og Fanø (DN) klagede over miljøvurderingen, mens en lokal borger klagede over lokalplanen. Klagerne gjorde først og fremmest gældende, at miljøvurderingen var mangelfuld, og at der ikke var sikkerhed for, at der ikke skete skade på de arter og naturtyper, som Natura 2000-området var udpeget for, og at udvidelsen af havnen vil kunne medføre en betydelig negativ påvirkning af bilag IV-arter. Planklagenævnet (formanden) behandlede i afgørelsen indsigelserne over miljøvurderingens manglende opfyldelse af planhabitatbekendtgørelsen i relation til Natura 2000-konsekvensvurderingen og bilag IV-arter, om miljøvurderingens minimumskrav til alternativer var opfyldt, om kommunen i forbindelse med planvedtagelsen kunne opdele et projekt i flere mindre dele, og om kommunen havde overholdt planlovens § 27. Efter en omfattende gennemgang af miljøvurderingen fandt Planklagenævnet, at miljøvurderingen opfyldte kravene i planhabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven, da miljørapporten fandtes baseret på tilstrækkelig opdateret viden, ligesom Planklagenævnet afviste, at planlovens § 27 var tilsidesat, da kommunen ikke var forpligtet til at imødekomme indsigelser mod lokalplanforslaget.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til to principielle kommentarer. Den ene er, at kommunen ikke havde kompetence til at vedtage planer for fremtidig anvendelse af søterritoriet, da det er åbenbart, at hverken kommuneplantillæg eller lokalplan er omfattet af den særlige undtagelse for lokalplanlægning på søterritoriet i byomdannelsesområder, når der er tale om en udvidelse af erhvervshavn. Der kan herved henvises til MRF 2021.63 Pkn og Planklagenævnets egen offentliggørelse af principielle afgørelser i PKNO nr. 7. Da det må forventes, at Planklagenævnet af egen drift påser, om kommunen overhovedet har kompetence til at vedtage planer på søterritoriet, burde Planklagenævnet derfor have ophævet kommuneplantillæg og lokalplan for den kommende udvidelse af Esbjerg Havn. Den kommunale plankompetence må således afvente, at arealet på søterritoriet er fyldt op, hvilket kræver en tilladelse fra Kystdirektoratet på grundlag af statens højhedsret, hvor der naturligvis skal foretages forudgående miljøvurdering og konsekvensvurdering. Den omstændighed, at Naturklagenævnet i MAD 1999.1113 Nkn om en tidligere udvidelse af Esbjerg Havn overså, at planloven ikke finder anvendelse på søterritoriet, kan ikke ændre herved. Se uddybende Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 335 f. Den anden kommentar vedrører klagen over miljørapporten og konsekvensvurderingen efter planhabitatbekendtgørelsen. Hverken miljørapporten eller konsekvensvurderingen efter planhabitatbekendtgørelsen udgør en afgørelse, som kan påklages, men hvis der i en klage over et kommuneplantillæg eller en lokalplan fremsættes indsigelser mod miljøvurderingen og eller vurderinger efter planhabitatbekendtgørelsen, skal disse indsigelser naturligvis prøves fuldt ud af Planklagenævnet i forbindelse med prøvelse af gyldigheden af lokalplan og kommuneplantillæg. For en uddybning af Planklagenævnets begrundelse for denne praksis samt kritikken heraf se MRF 2021.79 Pkn, MRF 2022.63 Pkn og MRF 2022.221 Mfk med kommentarer. Det er tydeligt, at Planklagenævnet i nyere praksis er optaget af denne prøvelse af disse EU-retligt funderede krav til oplysningsgrundlaget for det vedtagne plangrundlag, men for Planklagenævnet er der naturligvis kun anledning til at prøve, om disse krav er opfyldt, hvis kommunen overhovedet har stedlig kompetence til at vedtage planerne. Dette var åbenbart ikke tilfældet i denne sag, hvorfor Planklagenævnet af egen drift bør genoptage sagen og ophæve kommuneplantillæg og lokalplan for at undgå misforståelser i kommunerne.