MRF 2022.143
Planklagenævnets afgørelse af 31. maj 2022, j.nr. 22/02020
Genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til en pavillon, syv containere og en oplagsplads til brug for en virksomhed, der producerede isterninger, da der forelå nye oplysninger om, at et vandværks vandkvalitet havde betydning for virksomhedens placering. Afslag meddelt på ny, da der var tale om en væsentlig udvidelse af en erhvervsvirksomhed i et område udlagt til jordbrugsformål og udpeget som bevaringsværdigt landskab, og da vandværket ikke leverede vand af en særlig høj eller anderledes kvalitet end de øvrige vandværker i området. Dissens.
Sagen omhandlede en virksomhed, der producerede og opbevarede isblokke og isterninger. Virksomheden var beliggende landzone på en ejendom bestående af to matrikler, der lå dels i Hillerød Kommune og dels i Allerød Kommune. På ejendommen lå en bygning i form af et stuehus, tre bygninger til industri samt en tiloversbleven landbrugsbygning. Det samlede bygningsareal var 709 m2. Ejendommen var beliggende i det åbne land med dyrkede marker og spredt bebyggelse i et område, det i kommuneplanen var udlagt til jordbrugsformål og udpeget som bevaringsværdigt landskab. Virksomheden ansøgte i 2020 om lovliggørelse af erhverv indrettet i en af ejendommens bygninger. Virksomheden ansøgte ligeledes om lovliggørende landzonetilladelse til en opstillet pavillon på 53 m2, som anvendtes til frokoststue, en oplagsplads på i alt 500 m2 nord for produktionsbygningen, hvorpå der var opsat syv kølecontainere til opbevaring af færdigvarer på i alt 185 m2. Allerød Kommune vurderede i en afgørelse af 4. marts 2021, at bygningen kunne tages i brug til den eksisterende virksomhed efter planlovens § 37, stk. 2. Hillerød Kommune gav maj 2021 landzonetilladelse til lovliggørelse af pavillonen, de syv containere og oplagspladsen. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til plangrundlaget. Planklagenævnet gav den 28. januar 2022 (j.nr. 21/08910) afslag på landzonetilladelsen meddelt af Hillerød Kommune navnlig med henvisning til områdets karakter og udvidelsens omfang. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at virksomheden var indrettet i medfør af planlovens § 37, stk. 2, kunne medføre en tilladelse til at udvide virksomheden i det ansøgte omfang, da der var tale om en udvidelse i form af fritliggende, selvstændige bygninger, hvorfor udvidelsen heller ikke i sig selv fandtes at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i planlovens § 36, stk. 1, nr. 20. Nævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som gjorde, at virksomheden ikke ville kunne placeres i et område, der i planlægningen var udlagt til erhverv. Virksomheden anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen og anførte, at virksomheden ikke kunne flyttes til et udlagt erhvervsområde, da virksomheden var afhængig af vand fra de vandværker, som virksomheden samarbejdede med, og at placeringen var valgt på grund af vandkvaliteten, herunder vandets sammensætning af mineraler og hårdheden, og at der var ansøgt om en midlertidig opstilling af kølecontainerne, der skulle fjernes, når der skulle laves en tilbygning direkte til den eksisterende produktionshal. Planklagenævnet fandt med henvisning til oplysningerne om vandets betydning for valget af virksomhedens placering, at nævnet var forpligtet til at genoptage sagen, idet der forelå nye oplysninger, som nævnet ikke ved den tidligere behandling havde været bekendt med, og som derfor ikke var indgået i nævnets vurdering af det ansøgte. Planklagenævnet fastholdt indledningsvis i genoptagelsessagen sin vurdering af, at det ansøgte ikke var omfattet af planlovens undtagelser fra kravet om landzonetilladelse. Flertallet (6 mod 5) fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den samlede udvidelse, da ejendommen var beliggende i det åbne land præget af dyrkede marker og spredt bebyggelse, da der var tale om udvidelse af en erhvervsvirksomhed, som ikke havde tilknytning til jordbrugserhvervet, og da der var tale om en væsentlig udvidelse af virksomheden i et område udlagt til jordbrugsformål og udpeget som bevaringsværdigt landskab. Flertallet bemærkede, at kommunen havde fremsendt oplysninger om vandværkets vandkvalitet sammenholdt med øvrige vandværker i kommunen, og at der ikke fandtes at være tale om, at vandværket leverede vand af en særlig høj kvalitet, som anført af virksomheden, men at vandet i det væsentligste indeholdt det samme antal mineraler og hårdhed som de øvrige vandværker i området. Mindretallet fandt, at der var fremkommet væsentlige nye oplysninger i sagen, idet det fremgik, at der kun var behov for opstilling af kølecontainerne i en kortere årrække indtil, at der lovligt kunne gennemføres en udvidelse ved tilbygning til eksisterende produktionshal. På baggrund heraf fandt mindretallet, at der burde kunne gives en tidsbegrænset tilladelse på f.eks. 5 år til opstilling af containere på en dertil indrettet plads ved virksomheden. Kantinen, der var indrettet i et selvstændigt hus på grunden, vurderedes som værende af underordnet betydning, hvorfor den ifølge mindretallet burde kunne tillades. Planklagenævnet ændrede herefter på ny afgørelsen til et afslag.
Kommentar: Ifølge sagens oplysninger var der tale om lovliggørelse af en allerede etableret pavillon, syv containere og en oplagsplads. Som anført både i Planklagenævnets afgørelse af 28. januar 2022 og i genoptagelsesafgørelsen er udgangspunktet i sager om lovliggørelse, at forholdet skal vurderes som i de tilfælde, hvor der er indgivet forudgående ansøgning. Det må imidlertid undre, at nævnet hverken i den oprindelige afgørelse eller i genoptagelsesafgørelsen tog stilling til, om der som følge af den faktiske etablering af de ulovlige forhold var tilstrækkeligt tungtvejende grunde til retlig lovliggørelse. I den konkrete sag var resultatet næppe faldet anderledes ud, da værdispildshensynet og hensynet til virksomheden formentlig var begrænset, hvilket dog ikke ændrer ved at inddragelsen af disse hensyn er obligatorisk i sager om lovliggørelse, jf. betænkning nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen s. 81 f. samt f.eks. U 2000.2412 H og U 2006.3004 H.