MRF 2022.71
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022, j.nr. 20/09783
Stadfæstet afgørelse om, at drænledning under Svendborgmotorvejen retligt er klassificeret som vandløb med Vejdirektoratet som forpligtet bredejer for vandløbsvedligeholdelse inden for vejarealet, da manglende subjektiv nytte eller manglende angivelse af drænledningen i vandsynsprotokol ikke kunne føre til andet resultat. Ikke relevant for vedligeholdelsespligten efter vandløbsloven om drænrøret måtte være placeret på vilkår svarende til gæsteprincippet.
Svendborgmotorvejens sidste etape blev åbnet i 2009. I forbindelse med anlægsprojektet for motorvejen erhvervede Vejdirektoratet ved ekspropriation adkomst til et delareal af E’s landbrugsejendom, hvor restarealet både mod øst og vest for det areal, der herefter blev udskilt i matriklen som vejareal, også var ejet af E. Ved tilsyn i november 2019 konstaterede Faaborg-Midtfyn Kommune, at der fra en brønd vest for skelgrænsen mellem den ene ejendom og vejarealet var udløb gennem et gammelt lerrør, samt at der på ejendommen mod det østlige skel for vejarealet var placeret en anden brønd. Efter vandløbslovens § 64, stk. 2, skal der forud for besigtigelsesforretningen ved ekspropriation i henhold til ekspropriationsprocesloven ske forhandling mellem anlægsmyndigheden og vandløbsmyndigheden vedrørende de bestående afvandingsforhold, som vil blive berørt af anlægsprojektet. Ved enighed forelægges resultatet i form af en vandsynsprotokol til godkendelse for ekspropriationskommissionen, og ved manglende enighed afgøres spørgsmålet af vandløbsmyndigheden i henhold til vandløbsloven. Ud fra historiske luftfoto fra 1954 og 1992 lagde Faaborg-Midtfyn Kommune til grund, at lerrøret indgik som del af et eksisterende drænsystem på ejendommene, hvorefter Faaborg-Midtfyn Kommune den 2. juli 2020 meddelte afgørelse om, at lerrøret i henhold til vandløbslovens § 2, stk. 2, havde karakter af privat vandløb, og at vedligeholdelsespligten inden for vejarealet i henhold til vandløbslovens § 35 påhvilede Vejdirektoratet som bredejer. Afgørelsen blev påklaget af Vejdirektoratet, hvor det under klagesagsbehandlingen blev oplyst, at de to brønde var blevet etableret af grundejeren i 2018. Det blev gjort gældende af Vejdirektoratet, at der ikke forelå dokumentation for hydrologisk forbindelse mellem de to brønde, og at der under alle omstændigheder ikke var dokumentation for forbindelse på tidspunktet for ekspropriationsbeslutningen forud for brøndenes etablering i 2018. Endvidere blev det gjort gældende, at lerrøret ikke fremgik af vandsynsprotokollen udarbejdet mellem Vejdirektoratet og vandløbsmyndigheden, men at ekspropriationskommissionens endelige beslutning i givet fald måtte sidestilles med en afgørelse truffet af vandløbsmyndighed om at nedlægge vandløbet. Herudover blev det gjort gældende, at Vejdirektoratet ikke havde nytte af lerrøret, der var placeret i vejarealet med vilkår svarende til gæsteprincippet, hvorfor Vejdirektoratet kunne kræve lerrøret omlagt til en anden placering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (det læge nævn) lagde til grund, at lerrøret var gammelt og pga. den faktiske drænende effekt havde karakter af vandførende dræn, samt at eventuelt manglende fuld funktionsdygtighed forud for etablering af brøndene i 2018 som følge af manglende vedligeholdelse ikke bragte drænet uden for vandløbsloven. Efter nævnets praksis i NMK-43-00415, NMK-43-00520, NMK-43-00567 (MAD 2016.39) og NMK-43-00620 (MAD 2017.350) er det ikke afgørende for afgrænsningen af vandløbslovens anvendelsesområde, om andre grundejere har en konkret subjektiv nytte af drænledningers placering. Efter denne praksis er det afgørende alene, om vandet i drænet rent faktisk afledes nedstrøms med en placering på andres ejendomme. Manglende registrering og omtale af drænledningen i vandsynsprotokol kunne ikke føre til, at drænledningen var nedlagt som vandløb. Med henvisning til NMK-43-00523 (MAD 2017.190) fandt nævnet, at Vejdirektoratet derfor måtte anses for bredejer til drænledningen inden for vejarealet, hvorfor vedligeholdelsespligten påhvilede direktoratet, jf. vandløbslovens § 35. Nævnet afviste, at det havde relevans for vedligeholdelsespligten, om drænledningen var beliggende på vilkår svarende til gæsteprincippet, hvorefter Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Faaborg-Midtfyn Kommunes afgørelse.