MRF 2022.154
EU-Domstolens dom af 7. juli 2022, 2. afd., sag C-24/21, PH (Interdiction régionale de mise en culture d’OGM)
Medlemsstaterne kan ikke begrænse udsættelse af EU-godkendte GMO’er på markerne af hensyn til miljø og sundhed, da det er udtømmende reguleret i GMO-direktivet, men medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at undgå krydsforurening med konventionelle afgrøder af hensyn til at sikre producenters og forbrugers valg, idet disse dog skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Sagen drejede sig om medlemsstaternes mulighed for at hindre landmænd at anvende genmodificerede såsæd (GMO’er), der er godkendt udsat i landbruget af EU i henhold til GMO-direktivet (2001/18), idet medlemsstaterne efter direktivets art. 26a har mulighed for at træffe passende foranstaltninger for at forhindre utilsigtet forekomst af GMO’er i andre produkter – også betegnet krydsforurening. Baggrunden for sagen var, at den italienske region Friuli Venezia Giulia havde indført forbud mod at anvende genetisk modificeret majs på hele regionens område. Uanset forbuddet havde landmanden EP i 2015 anvendt den af EU-godkendte genmodificerede majs, MON 810-majs, på sine marker i regionen, hvorefter EP blev idømt en administrativ bøde på 10.000 euro for overtrædelse af forbuddet, hvilket efter anke blev nedsat til 5.000 euro. EP anfægtede fortsat gyldigheden af forbuddet og ankede dommen. Dette gav anledning til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt det var foreneligt med GMO-direktivet, at den italienske region havde indført et forbud mod genmodificerede majs, henholdsvis om forbuddet var forenelig med TEUF art. 34-36, idet den italienske domstol bl.a. henviste til, at EU-Domstolen i kendelse i sag C-542/12 havde fastslået, at der ikke i GMO-direktivets art. 26a, er hjemmel til, at en medlemsstat kan kræve en forudgående tilladelse for at undgå krydsforurening. EU-Domstolen lagde til grund, at der for at sikre et højt beskyttelsesniveau med GMO-direktivet og forordning 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer er indført ensartede procedurer for godkendelse og overvågning af sådanne fødevarer og foderstoffer, og at en tilladelse til at udsætte GMO har gyldighed i hele EU. Men det fremgår samtidig af GMO-direktivets art. 26a, at medlemsstaterne kan træffe passende foranstaltninger for at forhindre utilsigtet forekomst af GMO’er i andre produkter, hvilket var grundlaget for det i regionen Friuli Venezia Giulia indførte forbud. Hertil anførte EU-Domstolen, at formålet med art. 26a er at give producenter og forbrugere mulighed for at vælge mellem en økologisk eller konventionel produktion og en produktion, hvor der anvendes GMO’er, men at reglen ikke giver medlemsstaterne mulighed for at indføre begrænsninger for at beskytte miljøet eller menneskers sundhed, da disse hensyn udtømmende varetages ved den harmoniserede godkendelsesprocedure (præmis 47-49). De foranstaltninger, som en medlemsstat kan iværksætte efter art. 26a, skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og hvis det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, ligesom ulemperne herved må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de mål, der forfølges (præmis 49), hvilket den nationale domstol derfor skal efterprøve. Ved denne proportionalitetsprøvelse skal der tages hensyn til sandsynligheden for krydsforurening, hvilken renhedsgrad der tilstræbes, de økonomiske følger af overskridelse af mærkningstærskler, blandingsrisikoen under hensyn til klimatiske og geografiske karakteristika i regionen samt dyrkningsmønstre, og at det kan godtgøres, at det ikke er muligt at nå målet ved mindre indgribende foranstaltninger. EU-Domstolen afviste, at TEUF art. 34-36 var relevante, da de heri indeholdte hensyn udtømmende var reguleret med GMO-direktivet og forordning 1829/2003.
Kommentar: Dommens juridiske vurdering er helt på linje med tidligere praksis og de fleste EU-retlige lærebøger. Det nok mest overraskende er, at EU-Domstolen undlod at forholde sig konkret til, at den italienske sag drejede sig om, at en region havde indført et totalt forbud mod at dyrke GMO-majs, og i stedet henviste til proportionalitetsprincippet, og hvilke hensyn der kan indgå for at sikre producenter og forbrugere valgfrihed, som den italienske domstol herefter skulle anvende. Dette kan sammenholdes med EU-Domstolens dom og kendelse i to tidligere italienske præjudicielle sager om begrænsning af GMO’er (sag C-36/11 og sag C-542/12), hvor ingen af sagerne efterlod nævneværdigt spillerum for den forelæggende italienske domstol. Selv om det er vanskeligt at forstille sig, at hensyn til valgfriheden ikke kan varetages med mindre indgribende midler end et totalforbud i regionen, må det medgives EU-Domstolen, at den italienske domstol er mere egnet til at foretage denne konkrete afvejning.