MRF 2022.82
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022, j.nr. 20/08786
Stadfæstet afslag efter skovlovens § 6, stk. 1, på ophævelse af fredskovspligten på en ejendom med privathospital med dertilhørende park, da der ikke forelå et konkretiseret projekt, og da den omstændighed, at arealet ikke havde været anvendt til skovdrift i 115 år, ikke var tilstrækkelig til at begrunde en ophævelse.
Selskabet E ansøgte i oktober 2019 om ophævelse af fredskovspligten på dets ejendom, hvorpå der lå et privathospital med dertilhørende park. Ejendommen udgjorde ca. 4 ha og var beliggende i det sydøstligste hjørne af Vedsted Skov. Størstedelen af Vedsted Skov bestod af Natura 2000-område nr. 18, Rold Skov, Lindenborg Ådal og Madum Sø. Ejendommen var omfattet af en lokalplan nr. 4.1.3, Område til erhvervsformål m.v. ved Himmerlandsvej/Buderupholmvej. Ejendommen var endvidere omfattet af en i 2007 tinglyst en servitut, som bl.a. bestemte, at parcellen ikke uden samtykke fra Skov- og Naturstyrelsen måtte anvendes til andre formål end angivet i lokalplanen, og at der heller ikke uden samtykke fra styrelsen måtte ske opførelse af ny bebyggelse, såfremt dette medførte en højere bebyggelsesprocent for det solgte areal. Skov- og Naturstyrelsen havde i 2004 meddelt tilladelse til udstykning til arealet, hvilket hovedsageligt omfattede hospitalsbygninger, parkering, vejareal samt græsplæner med og uden træbevoksning. Fredskovspligten på det udstykkede areal blev med afgørelsen fastholdt. Ansøgningen var begrundet med, at skellet med afgørelsen fra 2004 blev fastlagt således, at den udstykkede ejendom ikke indeholdt skov, og at arealet ikke i 115 år havde været anvendt til skovdrift, hvorfor ejendommens nuværende lovlige anvendelse ikke opfyldte skovlovens formål, og at arealet var reguleret af lokalplanen, hvorefter ejendommens bygninger ikke måtte ændres eller nedrives uden tilladelse fra Rebild Kommune. Miljøstyrelsen meddelte i juni 2020 i medfør af skovlovens § 6, stk. 1, afslag på det ansøgte. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at der ikke fandtes alternative placeringsmuligheder for hospitalet, at den nuværende anvendelse ikke kunne opfylde skovlovens anvendelsesbestemmelser, idet der bl.a. efter skovlovens § 3 som udgangspunkt skulle plantes træer i operationsstuerne, ligesom arealet skulle anvendes til skovdrift, som ikke havde været til stede på arealet i 115 år, og at areal var tilstrækkeligt reguleret af lokalplanen og servitutten. Det blev under klagesagens behandling oplyst, at ejendommen var blevet solgt til en køber, der ligeledes ønskede fredskovspligten ophævet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en ophævelse af fredskovspligten på ejendommen, da der ikke forelå et tilstrækkeligt konkretiseret projekt, som nævnet kunne tage stilling til. De af E anførte begrundelser for at ophæve fredskovspligten var ikke tilstrækkelige til at begrunde en ophævelse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på ejendommens særlige kulturhistoriske og landskabelige værdier, som indgik i en sammenhæng med fredskoven uden for matriklen, samt på den restriktive praksis på området og den uønskede præcedensvirkning, som en ophævelse ville kunne medføre. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter Miljøstyrelsens afslag.