MRF 2022.229
Planklagenævnets afgørelse af 8. juli 2022, j.nr. 22/05428
Ikke medhold i klage over påbud om fysisk lovliggørelse af jordvolde opført uden landzonetilladelse. Planklagenævnet kunne hverken prøve tidligere afslag på retlig lovliggørelse, som var blevet stadfæstet af nævnet, eller længden af den fastsatte lovliggørelsesfrist.
Furesø Kommune meddelte i september 2020 afslag på lovliggørende landzonetilladelse til tre jordvolde på E’s landbrugsejendom, da jordvoldene ikke kunne anses for erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift, og da landskabelige hensyn talte imod landzonetilladelse. Jordvoldene havde en samlet længde på mere end 214 meter og en højde på op til 1,65 meter og var beliggende i et område, der i kommuneplanen var udpeget som værdifuldt landskab. Kommunens afslag blev påklaget af E til Planklagenævnet, der den 30. september 2021 (j.nr. 20/12273) stadfæstede afgørelsen. Efter forudgående varsel meddelte kommunen herefter i februar 2022 påbud om fysisk lovliggørelse til E ved senest den 31. juli 2022 at fjerne de tre jordvolde og tilbageføre arealet til tilstanden før det ulovlige forhold. E påklagede også lovliggørelsespåbuddet og gjorde bl.a. gældende, at Planklagenævnet skulle genoverveje kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse, og at fristen for fysisk lovliggørelse skulle forlænges. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke i forbindelse med en sag om et påbud kan efterprøve en tidligere afgørelse om afslag på landzonetilladelse, når klagefristen for den tidligere afgørelse er overskredet. Kommunens tidligere afgørelse om afslag på landzonetilladelse stod derfor ved magt, idet nævnet bemærkede, at der ikke var oplysninger om, at afgørelsen var indbragt for domstolene, og at såfremt E ønskede, at Planklagenævnet genoptog sin afgørelse af 30. september 2021, kunne E anmode herom. For så vidt angik lovligheden af lovliggørelsespåbuddet fandt nævnet, at kommunen havde haft hjemmel til at påbyde jordvoldene lovliggjort og havde overholdt de forvaltningsretlige grundsætninger om varsel og påbud, idet nævnet bemærkede, at kommunen havde overvejet retlig lovliggørelse inden fysisk lovliggørelse. For så vidt angik lovliggørelsesfristen bemærkede nævnet, at dette forhold ikke er reguleret af planloven, hvorfor nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. Nævnet bemærkede videre, at klager over selve udøvelsen af kommunens tilsynspligt ikke kan prøves af nævnet, hvilket bl.a. omfatter klager over ”kommunens tilrettelæggelse og prioritering af tilsynsopgaverne, herunder den fastsatte tidsfrist i et påbud”. E kunne i stedet klage over kommunens udøvelse af tilsynet til Ankestyrelsen. På denne baggrund kunne Planklagenævnet ikke give medhold i E’s klage over lovliggørelsespåbuddet, idet nævnet bemærkede, at en eventuel ny frist for lovliggørelse skulle fastsættes af Furesø Kommune.
Kommentar: Det er i overensstemmelse med MRF 2021.95 V, at nævnet alene tog stilling til gyldigheden af lovliggørelsespåbuddet uden at prøve det underliggende spørgsmål om, hvorvidt der forelå et ulovligt forhold, idet dette var retskraftigt afgjort med nævnets afgørelse af 30. september 2021. Derimod forekommer nævnets begrundelse for at afvise lovliggørelsesfristen tvivlsom, da Planklagenævnet i relation til lovliggørelsespåbud kan og skal prøve, om de almindelige forvaltningsretlige principper som berettigede forventninger og proportionalitet er opfyldt, men det er nok korrekt, at prøvelsen af proportionalitet i forhold til en frist for opfyldelse af et lovliggørelsespåbud er begrænset til åbenbart urimelige frister.