MRF 2022.213
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. august 2022, j.nr. 20/12819, 20/20821 og 20/12825
Ikke medhold i klage over fredningsnævnets afgørelse fra 2020 om, at der ikke skulle ske miljøvurdering af fredningsnævnets i 2013 vedtagne supplerende fredning ved Ledreborg Allé, der med mindre ændringer var tiltrådt af klagenævnet i 2016, hvis afgørelse verserer for landsretten.
Baggrunden for sagen var, at der i 2012 af Roskilde og Lejre Kommuner samt Danmarks Naturfredningsforening var rejst fredningsforslag om at supplere den i 1995 gennemførte fredning af Ledreborg Allé med et areal på 482 ha, der bl.a. omfatter et større landbrugsareal mellem Ledreborg Allé og motorvejen, som på daværende tidpunkt var udlagt som råstofinteresseområde i Råstofplan 2008 for Region Sjælland. Fredningsforslaget blev vedtaget af Fredningsnævnet for Østjylland i december 2013 uden forudgående miljøvurdering eller screening, men blev herefter af lodsejere inden for fredningsområdet påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som i 2016 stadfæstede fredningen med mindre ændringer. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse blev af flere lodsejere indbragt for Retten i Roskilde, som i oktober 2016 frifandt klagenævnet. Byrettens dom blev anket til landsretten, hvor lodsejerne bl.a. gjorde gældende, at fredningen var ugyldig, da der ikke var sket miljøvurdering. Ved mail i februar 2020 meddelte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at nævnet havde besluttet at genoptage sagen med henblik på en stillingtagen til, om fredningsforslaget skulle have været miljøvurderet, og nævnet anmodede derfor fredningsnævnet om at vurdere fredningsforslaget efter miljøvurderingslovens regler. I oktober 2020 traf fredningsnævnet afgørelse om, at det supplerende fredningsforslag, som fredningsnævnet havde vedtaget i 2013, var omfattet af miljøvurderingsloven og fandt herefter med henvisning til miljøvurderingslovens § 10, jf. § 8, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. stk. 1, at forslaget ikke krævede miljøvurdering. Afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 10 blev påklaget af Region Sjælland, den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening samt de lodsejere, der havde anlagt retssag mod klagenævnet. Klagerne gjorde bl.a. gældende, at fredningsforslaget var vedtaget af en statslig myndighed og fastsatte rammer for bilag 2-projekter, hvorfor der var obligatorisk miljøvurdering, at der ikke efter EU-Domstolens praksis var hjemmel til at fredningsnævnet lovliggør retsakter omfattet af SMV-direktivet, når denne retsakt efterfølgende er vedtaget med mindre ændringer af klagenævnet, at fredningen ville have væsentlige miljøvirkninger for råstofindvinding ved bl.a. at øge CO2-belastningen fra transport af råstoffer, og at der ikke var sket partshøring af lodsejere. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at indsigelsen om manglende hjemmel til retlig lovliggørelse af retsakter omfattet af SMV-direktivet vedrører den materielle gyldighed af selve fredningsafgørelsen. Nævnet vil som led i genoptagelsen af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. april 2016 forholde sig hertil samt til det anførte om miljøvurdering i forhold til de ændrede fredningsbestemmelser. Klagenævnet begrænsede herefter sin prøvelse til indsigelser om partshøring, obligatorisk miljøvurdering og screeningsafgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at fredningsnævnet burde have partshørt lodsejerne, men fandt ikke, at den manglende partshøring var en konkret væsentlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed, da lodsejerne havde mulighed for at fremføre deres synspunkter i klagesagen. Klagenævnet fandt ikke, at fredningsforslaget kunne anses for omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 1, da fredningsforslaget ikke fastsatte rammer for projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2. Nævnet fandt endvidere, at det var foreneligt med kompetencefordelingen i miljøvurderingsloven, at Danmarks Naturfredningsforening som sagsrejser indestod for tilvejebringelsen af det faktiske grundlag for screeningen og eventuel miljøvurdering, idet fredningsnævnet indestod for oplysningernes rigtighed i forbindelse med den trufne afgørelse. Afslutningsvis tog Miljø- og Fødevareklagenævnet stilling til screeningsafgørelsen. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte fredningsnævnets vurdering, idet fredningsnævnet havde truffet afgørelsen på baggrund af de faktiske oplysninger i screeningsskemaet med inddragelse af de relevante kriterier i miljøvurderingslovens bilag 3. Nævnet kunne ikke tage stilling til de begrænsninger, som fredningsforslaget efter klagernes opfattelse indebar for gennemførelsen af egentligt naturforberedende og rekreative tiltag på de intensivt dyrkede markarealer mv., da miljøvurderingsloven ikke stiller krav om, at der i forbindelse med en miljøscreening skal udarbejdes og vurderes alternativer. Endelig fandt klagenævnet, at fredningsnævnet inden for rammerne af de krav, der gælder for vurderingens detaljeringsgrad i forbindelse med en miljøscreening, havde været berettiget til hovedsageligt at inddrage de pågældende områders areal, hvorfor detaljeringsgraden allerede herved havde været opfyldt. Klagenævnet gav derfor ikke medhold i klagen over fredningsnævnets afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10.
Kommentar: Denne afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 er – som det fremgår – en del af en større sag om gyldigheden af Natur- og Miljøklagenævnets fredningskendelse fra 2016, der aktuelt verserer for Østre Landsret. Til forskel fra omstændighederne i den i MRF 2022.203 Mfk trufne nævnsafgørelse om supplerende fredning af Amager Fælled, var der i denne sag ikke sket screening efter miljøvurderingslovens § 10 forud for, at fredningsnævnet henholdsvis Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse om fredning, og det var først efter, at sagen verserede for landsretten, at Miljø- og Fødevareklagenævnet genoptog sagen med henblik på at afklare dette spørgsmål, hvilket så skete på den meget usædvanlige måde, at klagenævnet anmodede fredningsnævnet om at tage stilling hertil, uden at fredningskendelsen blev ophævet. Dette afviger fra sædvanlig praksis, hvor manglende screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven medfører, at afgørelsen er ugyldig, og sagen hjemvises. Det fremgår dog samtidig af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i denne sag, at der ikke med denne afgørelse er taget stilling til, om fredningskendelsen overhovedet er gyldig, hvilket nævnet vil afgøre, når nævnet træffer afgørelse i sagen om genoptagelse af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. april 2016. Ender dette med, at nævnet ophæver den tidligere fredningskendelse fra 2016, må nævnet nødvendigvis tage bekræftende til genmæle i den verserende sag for landsretten. Finder nævnet modsat, at fredningskendelsen kan fastholdes, vil dette spørgsmål formentlig indgå i landsrettens sag om fredningskendelsens gyldighed.