MRF 2022.140

Planklagenævnets afgørelse af 30. maj 2022, j.nr. 21/10247

Stadfæstet landzonetilladelse til opsætning af fire glampingtelte til udlejning med toilet- og badefaciliteter inden for kystnærhedszonen i bevaringsværdigt landskab, da teltene skulle placeres med begrænset spredning med faciliteter uden faste installationer, som kunne fjernes, da konstruktionerne ikke ville være synlige i landskabet og var af underordnet betydning i forhold skovbyggelinjen og kystnærhedszonen, og da tilladelsen var tidsbegrænset for en periode på fem år. Dissens.

Aalborg Kommune gav i juli 2021 landzonetilladelse til opsætning af fire glampingtelte på en ca. 5,1 ha stor landbrugsejendom beliggende i landzone. Den berørte matrikel var ca. 3,1 ha og lå i det åbne land i kystnærhedszonen i en afstand af ca. 800 meter fra kysten. Matriklen lå endvidere inden for skovbyggelinjen, var til dels omkranset af fredskov og var i kommuneplanen udpeget som bevaringsværdigt landskab samt større sammenhængende landskab. Teltene, der havde en diameter på 5 meter, ønskedes opstillet årligt i perioden mellem den 15. marts og den 31. oktober i fem år. Teltene skulle udlejes til turister i en periode på op til fem sammenhængende overnatninger. Til hvert af teltene skulle der opsættes en primitiv toiletbås, ligesom der skulle afgrænses et tilhørende areal med belægning af træflis, hvor der kunne opsættes parasol og sidde- og bordfaciliteter. Teltpladserne blev ca. 46 m2. Der skulle endvidere opsættes ét spiralformet hegn som afgrænsning for et fælles bad. Teltene ønskedes opstillet hhv. ca. 60 meter, 85 meter, 95 meter og 125 meter fra ejendommens øvrige bebyggelse. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der navnlig anførte, at landzonetilladelsen ville medføre nabogener i form af uvedkommendes færden på naboens ejendom og i form af øget aktivitet i området. Planklagenævnet fandt, at det ansøgte udgjorde bebyggelse omfattet af planlovens § 35, stk. 1, da der var tale om faste konstruktioner, der skulle opsættes i længere tid ad gangen, ligesom der var tale om ændret anvendelse af det areal, som skulle anvendes til formålet. Nævnet fandt endvidere, at det ansøgte ikke lå under bagatelgrænsen for, hvad der udløser krav om landzonetilladelse, da der var tale om fire glampingtelte med tilhørende faciliteter i form af bl.a. toiletter og bad, der ønskedes opstillet tilbagevendende for en periode på ca. 7 måneder årligt, i en periode på fem år. Nævnet lagde endvidere vægt på teltenes udformningen og størrelse samt det forhold, at bagatelgrænsen måtte forstås snævert i forhold til primitive overnatningssteder. Flertallet (9 mod 2) fandt, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, og lagde vægt på, (1) at der var tale om relativt få telte (2) med begrænset spredning både indbyrdes og i forhold til ejendommens bebyggelse (3) på et klart afgrænset areal, (4) at de tilhørende faciliteter var af begrænset omfang uden faste installationer og kunne fjernes, (5) at tilladelsen var tidsbegrænset, og (6) at der ikke var særlige landskabelige eller naturmæssige hensyn at varetage, da det ansøgte var placeret på et markareal, der var afskærmet af beplantning, hvorfor det ansøgte ikke lå synligt i landskabet. Henset til størrelsen og anvendelsen ville det ansøgte tilmed være af helt underordnet betydning i forhold til beskyttelsen efter skovbyggelinjen og kystnærhedszonen. Flertallet begrundende dette med, at der var fastsat vilkår om, at det ansøgte skulle nedtages for vinterperioden og tilbageføres til landbrugsjord efter landzonetilladelsens udløb, og at parkering skete ved ejendommens primære bebyggelse. Naboens indsigelse om manglende krav til toiletforhold og brandsikring blev afvist af nævnet med, at nævnet ikke har kompetence til at afgøre disse spørgsmål, ligesom nævnet understregede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til, om de ansøgte telte krævede tilladelse efter sommerhusloven eller campingreglementet. Planklagenævnet stadfæstede herefter kommunens tilladelse.

Kommentar: Sagen vedrører en problemstilling, der nok må forventes at give anledning til et voksende antal sager, nemlig opsætning af mere sofistikerede telte til udlejning til turister på landbrugsejendomme med skov og beliggende kystnært. Dette er formentlig baggrunden for, at det samlede klagenævn samme dag afsagde tre andre afgørelser om landzonetilladelse til glampingtelte og to andre afgørelser om lignende begrænsede indretninger til turister i naturen (se også Planklagenævnet Orienterer nr. 24). I sag 22/00360 stadfæstede nævnet enstemmigt Roskilde Kommunes afslag på landzonetilladelse til ét glampingtelt på 36 m2 med den begrundelse, at der var tale om en forholdsvis stor enhed med toiletforhold, at det ansøgte var placeret uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, at det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen og omkranset af fredskov samt omfattet af kommuneplanens udpegning for økologiske forbindelser. I sag 22/00700 stadfæstede et flertal i nævnet Faaborg-Midtfyn Kommunes afslag på landzonetilladelse til opførelse af ét glampingtelt på ca. 21 m2 stadfæstet med den begrundelse, at der var tale om en forholdsvis stor enhed med faciliteter i form af et multtoilet, der skulle placeres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, at det ansøgte ville være synligt i landskabet med en placering i det åbne land inden for kystnærhedszonen, kun ca. 400 m fra kysten, og at den ansøgte placering var udpeget som bevaringsværdigt landskab, hvorfor der ifølge kommuneplanen kun kunne ske ganske ubetydelige forandringer, såfremt disse forandringer ikke påvirkede de karaktergivende landskabstræk og særlige visuelle oplevelsesmuligheder. I sag 22/00955 ophævede Planklagenævnet Randers Kommunes lovliggørende landzonetilladelse til opsætning af fire glampingtelte på en landbrugsejendom med vinproduktion med den begrundelse, at der var tale om forholdsvist store enheder med både el, bade- og toiletforhold, at de ansøgte telte var placeret i et område udpeget som potentielt naturbeskyttelsesområde grænsende op til § 3-beskyttet natur, at de ansøgte telte lå med relativ stor spredning og derfor ikke fremstod som et samlet hele, og at de ansøgte telte lå med en afstand på 60 til 275 m til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer og dermed uden tilknytning hertil. Sag 21/12587 drejede sig om Svendborg Kommunes afslag på lovliggørende tilladelse til en 9 m2 hytte og afslag på landzonetilladelse til et bålhus på 19 m2, hvor indretningerne på linje med de ovennævnte sager om glampingtelte var opført til udlejning til turister. I denne sag gav nævnet ejeren landzonetilladelse til bålhus på 19 m2 placeret 60 meter fra nærmeste bebyggelse, idet nævnet lagde vægt på, at bålhuset ville blive placeret i et haveanlæg, der ikke havde en parklignende størrelse. Derimod stadfæstede nævnets kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse til hytten på 9 m2 med den begrundelse, at hytten ikke var placeret inden for haveanlægget. Sag 21/11255 drejede sig om Kalundborg Kommunes afslag på landzonetilladelse til opførelse af tre pælehytter ca. 8,80 meter over terræn, hvor platform med hytte og opholdsarealet ville være ca. 45 m2. Nævnet stadfæstede enstemmigt afslaget med den begrundelse, at pælehytterne lå spredt i det åbne land uden tilknytning til bebyggelsesarealer i et område med flere natur- og landskabsudpegninger og inden for skovbyggelinjen og kystnærhedszonen. Endelig lagde nævnet vægt på, at det ansøgte havde en hotellignende karakter, uden det kunne tillægges betydning, at pælehytterne var en del af et rewilding- og naturformidlingsprojekt.

Link til afgørelsen.