MRF 2022.48
Planklagenævnets afgørelse af 10. januar 2022, j.nr. 21/09390
Ophævet lokalplan for udvidelse af et trafikhavneanlæg for senere at kunne anlægge solceller på vand, da kommunen fejlagtigt havde forudsat, at arealer inddraget fra søterritoriet blev en del af den kystnære del af byzonen og ikke af kystnærhedszonen, og derfor ikke havde redegjort for behovet for kystnær lokalisering, jf. planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2.
Vordingborg Kommune vedtog den 24. juni 2021 endeligt lokalplan nr. H 17.03.01, Erhvervsområde Masnedø. Lokalplanen muliggjorde bl.a. en udvidelse af et trafikhavneanlæg, som på sigt skulle kunne rumme tekniske installationer i forbindelse med solceller på vand. Planområdet var beliggende på søterritoriet vest for havnen i farvandet mellem Sjælland og Falster. I forbindelse med planlægningen for udvidelsen udarbejdede og vedtog kommunen et kommuneplantillæg, hvormed der blev udlagt et nyt rammeområde, som inddrog et areal på søterritoriet til landareal og udlagde arealet til den kystnære del af byzonen. Det fremgik ligeledes af lokalplanens redegørelse, at området med vedtagelsen af lokalplanen blev en del af den kystnære del af byzonen. Planvedtagelsen blev påklaget af en beboer uden for planområdet, der bl.a. anførte, at vedtagelsen var sket i strid med planlovens § 27, stk. 2, og at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. Planklagenævnet (formanden) afviste, at kommunen havde tilsidesat planlovens § 27, stk. 2, eller havde varetaget usaglige hensyn. Nævnet fandt det imidlertid relevant at vurdere udvidelsen af havnen i forhold til planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2, idet udvidelsen forudsatte inddragelse af arealer på søterritoriet, som i kommuneplantillægget var udlagt til byzone. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at arealer, der inddrages fra søterritoriet, må betragtes som landarealer, der i planlægningsmæssig forstand er beliggende i kystnærhedszonen og ikke i den kystnære del af byzonen. Nævnet bemærkede, at kravet til begrundelsen for kystnær lokalisering efter planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1, er begrænset, når der er tale om en udvidelse af en eksisterende havn. Selvom lokalplanen muliggjorde en udvidelse af den eksisterende havn, muliggjorde planen samtidig de indledende anlæg til senere at anlægge solcelleanlæg på vand, og det var nævnets opfattelse, at udvidelsen af havnen netop skete for at give mulighed for etablering af et solcelleanlæg og ikke for at udvide det eksisterende trafikhavneanlæg. Nævnet fandt derfor, at der gjaldt et skærpet krav til begrundelsen, da der efter planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 2, kun i ganske særlige tilfælde kan planlægges for sådanne anlæg, der forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde redegjort for en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for den kystnære lokalisering, da kommunen fejlagtigt havde forudsat, at de nye landarealer ved inddragelsen fra søterritoriet blev en del af den kystnære del af byzonen og ikke en del af kystnærhedszonen. Kommunen havde således ikke begrundet, hvorfor det solcelleanlæg, som den vedtagne planlægning ville muliggøre, skulle ligge kystnært eller i forbindelse med eksisterende havnearealer og -aktiviteter. Nævnet konstaterede endvidere, at der ikke i kommuneplantillægget, som muliggjorde lokalplanen, var anført en anden eller yderligere begrundelse for den kystnære lokalisering. Dette udgjorde en sådan væsentlig retlig mangel ved vedtagelsen af lokalplanen, at denne var ugyldig, hvorfor Planklagenævnet ophævede lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsens resultat er ikke overraskende, men det er uforståeligt, at Planklagenævnet ikke afviser lokalplanen med henvisning til, at der er tale om lokalplanlægning på søterritoriet, selvom der ikke er tale om et byomdannelsesområde. Problemet er, at der er tale om lokalplanlægning for udvidelse af erhvervshavn, men at der i planlovens § 15, stk. 2, nr. 27 og 28, alene er hjemmel til at lokalplanlægge på søterritoriet i byomdannelsesområder, hvorfor lokalplanen alene af denne grund skulle have været ophævet, jf. ligeledes MRF 2021.63 Pkn. Afgørelsen følger derimod nævnets afgørelse i KFE 2020.1065/MAD 2021.47 Pkn, hvor nævnet accepterede en lokalplan på søterritoriet, men herefter ophævede lokalplanen med henvisning til mangelfuld begrundelse for kystnær placering. Da Danmark har ganske mange havne, hvor kommunerne ønsker at planlægge for søterritoriets kommende anvendelse, burde Planklagenævnet udvise større omhyggelighed for at tydeliggøre den meget beskedne lokalplankompetence på søterritoriet.