MRF 2022.87
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. marts 2022, j.nr. 22/01510
Afvisning af klage over påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, miljøbeskyttelseslovens § 69, jf. § 27, og okkerlovens § 9, stk. 4, om standsning af udledning af okkerholdigt drænvand, da påbuddet var meddelt som led i kommunens tilsynsvirksomhed og derfor ikke kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, samt okkerlovens § 13, stk. 1.
På baggrund af et tilsynsbesøg på E’s ejendom meddelte Aalborg Kommune i december 2021 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, miljøbeskyttelseslovens § 69, jf. § 27, og okkerlovens § 9, stk. 4, påbud til E om at standse udledning af okkerholdigt drænvand. Kommunen havde vurderet, at den pågældende okkerudledning var i strid med miljøbeskyttelseslovens § 27, da okker forurenede vandløbet. Kommunen havde endvidere vurderet, at okkerudledningen var så væsentlig, at det medførte en tilstandsændring af de beskyttede vandløb, Vestre Bæk og Var Å, hvilket ansås for at være i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Kommunen havde anført, at der efter okkerlovens § 2 ikke må foretages udgrøftning og dræning inden for områder, der er klassificeret som okkerpotentielle, uden godkendelse fra kommunen. Dele af ejendommen var beliggende i et okkerpotentielt lavbundsområde klassificeret som ’Okkerklasse I’, og da kommunen ikke havde givet tilladelse til dræningen, var forholdet også ulovligt efter okkerloven. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt til at kunne træffe en endelig afgørelse i sagen, men i stedet havde meddelt standsningspåbud, hvor kravene til begrundelse, partshøring mv. er lavere, at dræningen ikke udgjorde en overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3 og i øvrigt var lovlig i henhold til vandløbslovens § 3, stk. 2, at okkerudledning fra drænanlæg ikke udgør en selvstændig overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, og at kommunens målinger af okkerindholdet i vandløbet var foretaget på en usikker og fejlbehæftet måde. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at påbuddet var meddelt som led i kommunens tilsynsvirksomhed, idet kommunen havde konstateret, at der skete okkerudledning fra drænudløb, og på denne baggrund fastslået, at udledningen skulle stoppes. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, samt okkerlovens § 13, stk. 1, sig dermed ikke kompetent til at efterprøve påbuddet og afviste på denne baggrund at behandle klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis mht. håndhævelse af naturbeskyttelseslovens § 3 og klageadgang kan betyde, at meget indgribende afgørelser som standsningspåbud meddeles på et utilstrækkeligt oplyst grundlag, som efter almindelige forvaltningsretlige principper vil føre til, at standsningspåbuddet må anses for ugyldigt, uanset at der efterfølgende fremskaffes oplysninger, som kan begrunde, at der var tale om § 3-beskyttet natur. En så vidtgående håndhævelsesbeføjelse må som minimum kræve klar hjemmel i loven, og en sådan hjemmel foreligger ikke. Se tillige MRF 2022.81 Mfk med et delvist lignende forløb. Afgørelsen sætter et yderligere spørgsmål på spidsen. På trods af at tilsynsafgørelser efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. lovens § 78, stk. 1, 2. pkt., er det fast antaget i nævnets praksis, at nævnet kan prøve, om der foreligger et ulovligt forhold, men ikke hvordan det ulovlige forhold skal lovliggøres, jf. også MRF 2021.200 H (sml. byggelovens § 16 C, stk. 4). På miljøbeskyttelseslovens område har nævnet derimod ikke udviklet en tilsvarende praksis for ”delvis” prøvelse af tilsynsafgørelser efter lovens § 69, jf. f.eks. MAD 2001.360 Mkn, hvilket muligvis er forklaringen på, at nævnet i denne sag, hvor påbuddet var meddelt med hjemmel i både naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven og okkerloven, ikke prøvede, hvorvidt udledningen af drænvand var et ulovligt forhold efter naturbeskyttelsesloven, men afviste klagen i sin helhed.