MRF 2021.200

Højesterets dom af 19. maj 2021, 1. afd., sag BS-27971/2020-HJR
(Thomas Rørdam, Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski og Jørgen Steen Sørensen)

A (adv. Gert Lund) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Louise Solvang Rasmussen)

Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Thisted Kommunes påbud efter vandløbslovens § 54 om, at E havde gennemført en ulovlig oprensning af Gundtoft Å, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Det var korrekt, at klagenævnet havde begrænset prøvelsen til, om den af A gennemførte oprensning af vandløbet var ulovlig og ikke havde prøvet nærmere vilkår for lovliggørelsen.

Thisted Kommune havde den 3. juli 2015 meddelt påbud på til A efter vandløbslovens § 54 og naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om retablering af vandløbsbrink og -bund på en 651 m lang strækning af Gundtoft Å, som A havde oprenset, idet retableringen skulle ske på nærmere vilkår, som fremgik af påbuddet. A påklagede afgørelsen og gjorde gældende, at oprensningen alene havde karakter af sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, men henviste i klagen alene til kommunens afgørelse truffet i medfør af vandløbsloven. Natur og Miljøklagenævnet fandt i afgørelse af 20. juli 2016, at A havde foretaget en hårdhændet oprensning af vandløbet, der ikke kunne betegnes som almindelig vedligeholdelse, men havde karakter af en regulering af vandløbet, uden der forelå den fornødne tilladelse efter vandløbslovens § 17. Natur- og Miljøklagenævnet ”stadfæster på denne baggrund afgørelsen fra Thisted Kommune af 3. juli 2015 om retablering af Gundtoft Å” (NMK-43-00590). A anlagde herefter sag mod klagenævnet med påstand om, at afgørelsen var ugyldig, og at sagen skulle hjemvises. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at der var tale om sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, der er lovpligtig, og at vedligeholdelsen ikke gik ud over den vandløbsvedligeholdelse, som Thisted Kommune udførte på de offentlige vandløb, at kravet om at bringe vandløbet tilbage i dets tidligere tilstand var uden selvstændigt indhold, da der ikke fandtes nogen reference til den tidligere tilstand, at de anførte koter ville hindre A’s dræningsret, og at forholdene i vandløbet havde ændret sig efter kommunens påbud. Klagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at klagenævnet ikke havde taget stilling til, hvilken genopretning der skulle ske, men alene havde taget stilling til, at vandløbsvedligeholdelsen gik ud over sædvanlig vandløbsvedligeholdelse. Byretten frifandt klagenævnet, hvilket landsretten stadfæstede med dissens, hvorefter sagen med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev indbragt for Højesteret. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte klagenævnets vurdering af, at oprensningen overskred sædvanlig vandløbsvedligeholdelse, og at tilstanden i vandløbet ikke var genoprettet af sig selv, da Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse. Det var derfor uden betydning for gyldigheden af klagenævnets afgørelse, hvis der efterfølgende var sket en sådan genopretning. Hvis A mente, at tilstanden naturligt var genoprettet, måtte A henvende sig til Thisted Kommune for at få en vurdering af, om kommunen fastholdt påbuddet. Herefter lagde Højesteret til grund, at klagenævnet ikke havde taget stilling til de forskellige vilkår i påbuddet om genopretning, uanset det i afgørelsen var anført, at klagenævnet ”stadfæster” kommunens afgørelse. Dette kunne ikke anses for en fejl, da klagenævnet ikke var forpligtet til at tage stilling til de forhold, der ikke var klaget over, medmindre det drejede sig om EU-retlige overtrædelser, jf. forarbejderne til § 12 a i den tidligere lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Såfremt A ville anfægte forhold, som klagenævnet med rette ikke havde taget stilling til, måtte dette ske ved sagsanlæg mod Thisted Kommune. På den baggrund fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte gyldigheden af klagenævnets afgørelse og stadfæstede landsrettens frifindelse af klagenævnet.

Kommentar: Højesteret tog med dommen stilling til flere principielle spørgsmål i relation til lovliggørelsespåbud efter vandløbslovens § 54 i anledning af for omfattende vandløbsvedligeholdelse. Det ene er, om klagenævnets ”stadfæstelse” af et påbud om lovliggørelse er udtryk for, at klagenævnet har taget stilling til hele påbuddets indhold. Efter Højesterets dom må dette besvares benægtende, medmindre en sådan konkret stillingtagen kan udledes af nævnets afgørelse og er påklaget. Mens dette må tiltrædes i forhold til påbud efter vandløbslovens § 54 med de af Højesteret anførte reservationer, tog dommen ikke stilling til, om dette også gælder for lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, da klagenævnet ikke havde taget stilling til dette påbud fra Thisted Kommune. I forhold til lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, er der den væsentlige forskel, at et sådant påbud ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Uanset dette har skiftende klagenævn dog udviklet den praksis, at klagenævnet kan tage stilling til, om der foreligger et ulovligt forhold, men ikke hvordan det ulovlige forhold skal lovliggøres, hvorfor klagenævnets ”stadfæstelse” af sådanne påbud ikke er udtryk for en stillingtagen hertil. Om det tidligere Naturklagenævns forståelse af dette kompetencespørgsmål henvises til diskussionen mellem Pagh og Busck i TfM 2009.44, TfM 2009.64, TfM 2009.65, TfM 2009.156 og TfM 2009.157. Det må i øvrigt noteres, at den samme begrænsning af rekursinstansens prøvelse gælder for lovliggørelsespåbud meddelt efter vandløbslovens § 54 a, og at afgrænsningen mellem disse påbud og påbud om genopretning efter § 54 giver anledning til tvivl, som ikke afklares med Højesterets dom i denne sag.

Link til byrettens, landsrettens og Højesterets domme.