MRF 2022.81

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. februar 2022 j.nr. 21/01266

Afvist klage over påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om standsning af opgravning og udjævning af jord som led i renovering af dræn med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., men stadfæstet kommunens efterfølgende registrering af arealet som beskyttet eng.

Fredensborg Kommunes modtog den 12. oktober 2020 anmeldelse om, at E ulovligt foretog opgravning i beskyttet natur. E oplyste den 13. oktober kommunen om, at gravningen skete for at finde dræn på ejendommen for at iværksætte sædvanlig vedligeholdelse med henblik på at forberede markerne for såningen, samt at gravning på det omhandlede areal nord for det registrerede moseareal ikke var beskyttet natur. Kommunen foretog på baggrund heraf besigtigelser på ejendommen, hvorefter kommunen den 23. oktober 2020 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, meddelte påbud til E om omgående at standse den ulovlige aktivitet i form af opgravning og udjævning af jord i beskyttet natur. Kommunen foretog samme dag endnu en besigtigelse af arealet, hvor kommunen vurderede, at arealet opfyldte kriterierne for at være beskyttet eng, og kommunen traf herefter den 18. december 2020 afgørelse om endelig registrering af det omstridte areal som beskyttet eng. Begge afgørelser blev påklaget af E inden for klagefristen. Det omstridte areal dækkede 1.322 m2 af ejendommen på ca. 15,8 ha. Langs det sydlige og vestlige skel af matriklen fandtes der registreret beskyttet mose på i alt ca. 1,6 ha, og umiddelbart syd for og i sammenhæng med det omstridte engareal var der registreret en mose-polygon på ca. 3.500 m2. Grundet sammenfald i sagens faktiske omstændigheder besluttede Miljø- og Fødevareklagenævnet at behandle de to klager i én afgørelse. Da kommunens meddelelse om at standse den ulovlige aktivitet, jf. naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, var en tilsynsafgørelse, afviste nævnet med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., at realitetsbehandle klagen over påbuddet. For så vidt angik kommunens registrering af beskyttet eng i december 2011 fandt nævnet på grundlag af sagens akter og tilgængelige luftfotos af arealet i perioden 1954-2021, at det omstridte areal opfyldte kriterierne for at være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, som fersk eng. Nævnet lagde herved vægt på, at arealet på luftfotos fra 2011 til 2020 fremstod heterogent med vedvarende vegetation uden tegn på omlægning, jordbearbejdning eller anden intensiv drift. Nævnet henviste til, at arealet fremstod med en væsentlig anden farve og mere rodet struktur end den omkringliggende dyrkede mark, og afgrænsningen til den dyrkede mark var meget tydelig. Derimod afviste nævnet ved vurderingen af arealets driftshistorik at lægge vægt på de af E fremlagte ansøgningsskemaer og markkort, da der på luftfotos af engarealet i perioden 2011-2020 ikke var tegn på omlægning, jordbearbejdning, eller anden intensiv drift, mens nævnet vægt på, at der ved kommunes besigtigelse af arealet den 23. oktober 2020 blev registreret 21 forskellige plantearter, herunder tre positivarter for fersk eng i form af angelik, kærtidsel og glanskapslet siv. Nævnet bemærkede, at det omstridte areal ikke i sig selv opfyldte størrelseskriteriet for beskyttelse i lovens § 3, stk. 2, men da arealet indgik i sammenhæng med den beskyttet mose syd for, var det sammenhængende areal større end 2.500 m2. Den foretagne opgravning og udjævning af jord på arealet udgjorde dermed en ændring af tilstanden i strid med naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen om registreringen af beskyttet eng.

Kommentar: Afgørelsen illustrerer nogle af de fast tilbagevendende problemer med Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis mht. håndhævelse af naturbeskyttelseslovens § 3. Selve sagen starter med, at E i efteråret 2020 vedligeholder dræn på landbrugsmæssige arealer, der på dette tidspunkt ikke var ikke var registreret af kommunen som § 3-beskyttet natur, og der er ingen oplysninger i sagen, som tyder på, at E var vidende om, at der var tale om § 3-natur. Kommunen meddeler herefter standsningspåbud i oktober 2020 med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, hvorefter kommunen to måneder senere finder grundlag for at registrere arealet som § 3-natur. Hertil må bemærkes, at kommunens standsningspåbud forudsætter, at kommunen på grundlag af de foreliggende oplysninger i oktober 2020 kunne konkludere, at der var tale om § 3-natur. Det fremgår imidlertid af sagsforløbet, at kommunen først tog endelig stilling hertil i december 2020 i form af en registrering af arealet, hvilket imidlertid ikke er en afgørelse, selv om registreringen efter fast praksis kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er i overensstemmelse med fast praksis, at klagenævnet afviser at behandle indholdet i lovliggørelsespåbud – i dette tilfælde et standsningspåbud – men det følger også af fast praksis, at klagenævnet tager stilling til, om der er tale om et ulovligt forhold, jf. Højesterets dom i MRF 2021.200 H. Dette må i en sag som den foreliggende betyde, at klagenævnet skulle prøve, om kommunen den 23. oktober 2020 havde det fornødne oplysningsgrundlag for at fastslå, at der var tale om § 3-natur. Efter sagens oplysninger om, at kommunen herefter måtte bruge to måneder på at registrere arealet som § 3-natur, kan der rejses alvorlig tvivl om, hvorvidt dette var tilfældet. Havde kommunen ikke de fornødne oplysninger til at fastslå, at der var tale om § 3-natur, kunne der naturligvis ikke meddeles standsningspåbud, men det er tvivlsomt, om dette kunne prøves af nævnet. Da E imidlertid påklagede, at kommunen to måneder senere registrerede arealet som § 3-natur, og dette efter klagenævnets praksis kan prøves, når ejer klager, er sagen foreløbig den, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har konkluderet, at der to måneder efter standsningspåbuddet var tale om § 3-natur. Mere overordnet er problemet med den fremgangsmåde, at der kan foretages indgreb, som først efterfølgende kan begrundes med tilstrækkelige oplysninger. En så vidtgående udstrækning af § 3’s anvendelsesområde er der ikke støtte til i forarbejderne. Se tillige MRF 2022.87 Mfk, hvor der opstod nogle af de samme problemer.

Link til afgørelsen.