MRF 2022.142
Planklagenævnets afgørelse af 31. maj 2022, j.nr. 22/01591
Ophævet og hjemvist Guldborgsund Kommunes landzonetilladelse til opførelse af en 42 m høj antennemast til IoT-netværk, da kommunen havde tillagt det afgørende vægt, at masten ville forbedre mobildækningen og opfylde dækningskrav, uden at der forelå konkrete aftaler med en teleoperatør, hvorfor det ikke kunne afvises, at hensynet til forbedret mobildækning var tillagt betydelig vægt i forhold til landskabelige værdier, hvilket udgjorde en væsentlig mangel. Dissens.
Guldborgsund Kommune gav i november 2021 landzonetilladelse til opførelse af en 42 meter høj antennemast til IoT-netværk på en ejendom beliggende i landzone ca. 1 km fra landsbyen Majbølle. Ejendommen havde et areal på 18,3 ha, hvor der fandtes eksisterende bebyggelse i form af to fritliggende enfamilieshuse på hhv. 28 m2 og 107 m2 med en række udhuse. Ejendommen lå i et område, der i kommuneplanen var udpeget som jordbrugsområde, og i kystnærhedszonen ca. 2 km fra kysten. I området var der af Energistyrelsen fastsat et dækningskrav med en dækningsforpligtelse påhvilende et teleselskab. Ansøgeren var i gang med at udvide og fremtidssikre deres IoT-netværk og ønskede at udbyde deres service på et lavere frekvensbånd end markedets øvrige aktører, men havde ikke indgået aftale med teleselskaber om at bruge masten. Ansøgeren havde vurderet to alternative placeringer af antennemasten; den ene i en lavere kote, hvor der ville være brug for en højere mast for at opnå samme dækning, og den anden i et Natura 2000-område, hvor ansøgeren fandt, at den ansøgte placering var bedre. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at antennemasten til IoT-netværk kunne medføre sundhedsfarlig stråling, at der var fibernet i området, som leverede dækning, og at masten var skæmmende for landskabet. Planklagenævnet fandt, at opstillingen af masten tjente en samfundsmæssig interesse, idet masten skulle opføres med henblik på at udbygge et IoT-netværk og den digitale infrastruktur i området. Det samfundsmæssige hensyn skulle derfor indgå med særlig vægt i vurderingen af, om der kunne gives en landzonetilladelse. Flertallet (9 mod 2) fandt, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst til, at der på det foreliggende grundlag kunne gives en landzonetilladelse til det ansøgte projekt. Flertallet lagde herved vægt på, at der ikke var undersøgt muligheder for, at antennepanelerne til IoT-netværket kunne opsættes på eksisterende master eller andre høje konstruktioner. Kommunen havde i tilladelsen lagt afgørende vægt på, at masten ville medvirke til at forbedre mobildækningen i området og opfylde et dækningskrav, selv om der ikke forelå konkrete aftaler med en teleoperatør om at anvende den ansøgte mast. Flertallet kunne derfor ikke afvise, at kommunen havde tillagt det samfundsmæssige hensyn til forbedret mobildækning betydelig vægt i forhold til de landskabelige værdier i området, hvilket udgjorde en væsentlig mangel, hvorfor kommunen måtte foretage en ny vurdering af de landskabelige hensyn over for den samfundsmæssige interesse i opførelsen af en mast som udelukkende var til brug for et IoT-netværk, der godtgjorde, at den valgte placering var den bedst egnede. Mindretallet fandt ikke, at det kunne tillægges vægt, at der ikke var konkrete aftaler med en teleudbyder, da det afgørende ifølge mindretallet var, at muligheden forelå. Mindretallet fandt, at masten med sin placering muliggjorde en forbedret mobildækning, og bemærkede, at der ikke umiddelbart fandtes andre egnede placeringer eller eksisterende konstruktioner i området, som kunne give den ønskede dækning, og at masten skulle placeres i et område uden væsentlige landskabelige udpegninger i tilknytning til en bolig og omkranset af høj beplantning, som i nogen grad dæmpe mastens visuelle påvirkning af landskabet. Mindretallet bemærkede i øvrigt, at internetdækning fra fibernet ikke kunne sidestilles med de tjenester, som antennemaster til IoT-netværk muliggjorde, og at Energistyrelsen fører tilsyn i forhold til strålingsfare. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Det fremgår ikke af nævnets afgørelse, hvem der er ansøger. Planklagenævnets flertal begrundede afgørelsen med, at alternative placeringer ikke var undersøgt tilstrækkeligt, men lagde desuden vægt på, at der ikke var indgået aftaler med teleselskaber om at benytte masten, hvorfor kommunens afgørelse alene var begrundet i muligheden for forbedret mobildækning med den ansøgte placering. Denne sidste del af begrundelse forekommer tvivlsom, da der ikke ses støtte i planloven til, at der ved landzonetilladelser til telemaster kan lægges vægt på, om ansøger om landzonetilladelse har indgået aftale med teleselskaber, især når Telestyrelsens dækningskrav for området ikke er opfyldt. Se til sammenligning MRF 2021.253 Pkn, hvor nævnet modsat ændrede kommunens afslag på landzonetilladelse til en telemast til en tilladelse, og hvor nævnet fremhævede, at det ansøgende teleselskab havde en licensforpligtelse til at sikre dækning. Se tillige MRF 2022.141 Pkn og MRF 2022.144 Pkn.