MRF 2021.253

Planklagenævnets afgørelse af 31. august 2021, j.nr. 20/10729

Afslag på landzonetilladelse til opførelse af en telemast på 42 meter i et område med landskabelige udpegninger ændret til en tilladelse med vilkår, da der ikke fandtes alternative placeringer, der kunne opfylde dækningskrav i licensforpligtigelse.

Sagen vedrørte ansøgning fra teleselskabet (TS) om landzonetilladelse til opførelse af en telemast på 42 meter på en 5,1 ha stor landbrugsejendom beliggende i landzone. Ansøgningen var begrundet i TS’s licensforpligtelse til at levere dækning af en vis kvalitet i området mellem byerne Frederikssund og Slangerup. Ejendommen lå i et område med mange beskyttelseshensyn i form af bl.a. større råstofgraveområder, flere beskyttede jord- og stendiger, fortidsminder samt beskyttede naturtyper. Frederikssund Kommune meddelte i august 2020 afslag på ansøgte med den begrundelse, at telemasten på det ansøgte sted ville medføre en for stor påvirkning af landskabet, og at placeringen ikke var bynær, hvorfor der kun var få brugere af masten i området. Kommunen henviste til, at licenskravet til dækningen i det fastlagte område nogenlunde ville kunne opnås ved opstilling af tre telemaster på 30 meter ved landsbyerne Hørup, Græse og Sundbylille. Afgørelsen blev påklaget af TS, der bl.a. anførte, at området var afsøgt for alternative placeringer, og at der ikke fandtes andre mere hensigtsmæssige placeringer, der kunne opfylde dækningskravet i licensforpligtelsen. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvist, at der kun fandtes begrænset bymæssig bebyggelse i udkanten af det område, hvor TS havde en licensforpligtigelse, og at der ikke fandtes andre høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til, eller hvor der kunne opsættes antennepaneler således, at den dækning, som TS var forpligtet til at levere i området, kunne opnås. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at der ikke fandtes en mere hensigtsmæssig placering ved andre bebyggelser i området, som ville påvirke de landskabelige interesser mindre, idet placeringerne som følge af andre terrænhøjder ville medføre opførelse af master på omkring 48 meter for at opnå den påkrævede dækning. Nævnet fandt ikke, at kommunens forslag til alternative placering var en mulighed, da TS havde oplyst, at det med denne løsning ikke var muligt at opfylde dækningskravet i licensforpligtigelsen, ligesom nævnet ikke fandt det proportionalt at kræve opførelsen af tre telemaster for at opfylde dækningsforpligtigelsen. Nævnet fandt endvidere, at det rent landskabeligt var at foretrække, at der opstilles én mast frem for tre telemaster på hver 30 meter, uanset at telemasterne i så fald ville blive placeret ved bymæssig bebyggelse. Det bemærkedes dertil, at hensynet til landskabet ved opsætning af en mast på 42 meter fremfor en mast på 48 meter måtte prioriteres over de gener, som det ansøgte ville medføre for naboerne ved forstyrrelse af det åbne landskab og naturen. Nævnet fandt desuden ikke, at der var tale om urimelige nabogener. På denne baggrund, og navnlig henset til at TS havde den pågældende licensforpligtigelse til at dække området, fandt nævnet, at der kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte, uanset at den skulle placeres i et område, der var omfattet af landskabelige udpegninger. Af hensyn til landskabet og de omkringliggende omgivelser fandt nævnet dog, at tilladelsen skulle gives på vilkår om, at antennemasten skulle nedtages senest 1 år efter endt brug til det formål, der var givet tilladelse til. Planklagenævnet ændrede herefter afslaget til en tilladelse med det pågældende vilkår.

Link til afgørelsen.