MRF 2022.323
Planklagenævnets afgørelse af 20. december 2022, j.nr. 22/03952, 22/04355, 22/02365 og 22/02367
Ikke medhold i klage over kommuneplantillæg og lokalplan for opførelse af et hotel ca. 400 m fra Natura 2000-område, hvor der i lokalplanområdet var fundet spidssnudet frø, bl.a. fordi lokalplanens bestemmelse om, at ibrugtagning af hotellet var betinget af etablering af bestemte sand- og stendynger, udgjorde tilstrækkelige afværgeforanstaltninger, der kunne opveje det tab af yngle- og rasteområder, som realisering af lokalplanen ville medføre.
Varde Kommune vedtog den 5. oktober 2021 endeligt kommuneplantillæg nr. 25 til kommuneplan 2017 og lokalplan nr. 08.01.L03, Hotel ved Skallingvej, Ho, med tilhørende miljørapport. Planerne muliggjorde opførelse af et hotel med 100 hotelenheder og servicefunktioner, herunder en dagligvarebutik. Planområdet, der var beliggende i landzone og inden for kystnærhedszonen, omfattede en eksisterende gård med tilhørende sø og andre ubebyggede arealer. Projektområdet udgjorde ca. 6 ha og lå ved den sydlige del af landsbyen Ho omtrent 700 m fra kysten ved Ho Bugt. Nærmeste Natura 2000-område lå ca. 400 meter fra lokalplanområdet og omfattede habitatområde nr. 78, Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde, samt fuglebeskyttelsesområde nr. 49, Engareal ved Ho Bugt, samt Ramsarområde nr. 27, Vadehavet. Udpegningsgrundlaget omfattede i alt 21 habitatnaturtyper og 24 arter. Det fremgik af miljørapporten, at bilag IV-arten spidssnudet frø var blevet registreret i og omkring området, ligesom det var muligt, at strandtudser benyttede lokalplanområdet som raste- og overvintringsområde. Spidssnudet frø var blevet fundet ynglende i vandhul inden for planområdet, hvor vandhullet dog var vurderet at være af dårlig kvalitet for spidssnudet frø, mens de tørre dele af planområdet var vurderet egnede til rast og fouragering for arten. Den bagvedliggende undersøgelse foreslog afværgeforanstaltninger, som burde implementeres i lokalplanen og kommuneplanrammen, så arternes økologiske funktionalitet kunne opretholdes. Det var således foreslået, at vandhullet skulle ændres, så der opstod lavvandede områder, hvor bl.a. haletudser ville have gode opvækstmuligheder, at der tre steder inden for planområdet skulle etableres sten- og sanddynger, og at søen skulle tømmes for fisk. Det var følgelig bestemt i lokalplanen, at der som betingelse for ibrugtagning skulle etableres henholdsvis to sanddynger og en stendynge med en længde på min. 5 m og en højde på min. 1 m. Ny bebyggelse måtte endvidere ikke tages i brug, før søen i området var tørpumpet og fri for fisk, og før der omkring søen var foretaget afgravning af brinker. Planvedtagelsen blev påklaget af en nabo og en bruger af planområdet, der navnlig anførte, at planerne ikke i tilstrækkelig grad forholdt sig til påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område eller bilag IV-arter, herunder navnlig i forhold til de kumulative effekters påvirkning på området. Planklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at planerne ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt, jf. planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at planområdet var beliggende ca. 400 m fra nærmeste Natura 2000-område, og at planområdet ikke var vurderet at udgøre et leveområde af betydning for de fleste af arterne på udpegningsgrundlaget og ikke udgjorde et væsentligt leveområde for de resterende arter på udpegningsgrundlaget. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at afværgeforanstaltningerne kunne opveje det tab af yngle- og rasteområder, som realisering af planlægningen ville medføre. Nævnet lagde herved vægt på, at yngleområdet for spidssnudet frø inden for planområdet var af ringe værdi, og at bestanden af spidssnudet frø i området var ringe. Nævnet fandt således samlet set, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse og vurdering af, om der kunne ske påvirkning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Idet Planklagenævnet afviste de øvrige indsigelser mod planvedtagelsen og miljøvurderingen, kunne der herefter ikke gives medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer på sin egen måde problemerne med anvendelse af planhabitatbekendtgørelsens regler i forhold til bilag IV-arter. Der savnes således i planlovens § 15, stk. 2, hjemmel til at gøre ibrugtagning af et lokalplanlagt byggeri betinget af, at der af hensyn til bilag IV-arters levesteder etableres bestemte sand- og stendynger, og de må afvises, at en sådan hjemmel kan indfortolkes i de øvrige særbestemmelser om ibrugtagningstilladelse i lokalplankataloget (planlovens § 15, stk. 2, nr. 12-16, 19 og 29). Anskuet mere praktisk har det næppe betydning for den spidssnudede frøs levested, om de anførte sand- og stendynger etableres efter, at byggeriet er afsluttet, da en meningsfuld forebyggelse vil kræve, at det sker inden byggeriet går i gang, hvilket imidlertid ikke lader sig regulere ved lokalplan. Så når det lægges til grund, at der er et problem, som kræver afværgeforanstaltninger, burde Planklagenævnet i den foreliggende sag have vejledt om, at bygherre skulle søge Miljøstyrelsen om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 29 a, da det omhandlede vandhul ikke efter sagens oplysninger er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Hvis vandhullet havde været omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, måtte forholdet i stedet afgøres efter denne bestemmelse og habitatbekendtgørelsens §§ 10 og 11. Det må i øvrigt konstateres, at det er vanskeligt at finde holdepunkter i EU-Domstolens praksis for, at etablering af erstatningsbiotop for bilag IV-arter kan ske uden at anvende undtagelsen i henholdsvis habitatdirektivets art. 16, hvorfor nævnets afgørelse også af denne grund må anses for problematisk. Alle problemerne med bilag IV-arter kunne dog være klaret, hvis Planklagenævnet havde holdt sig til det, der efter planloven kan reguleres ved lokalplan, hvorefter det måtte være Miljøstyrelsen, der tog stilling til, om projektets gennemførelse krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 29 a.