MRF 2022.30
Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, 7. afd., sag BS-7907/2021-OLR
(Jacob Waage, Finn Morten Andersen og Thomas Petersen (kst.))
B ApS og Selskab A (adv. Torben Høholt Jensen for begge) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Lokalplanbestemmelser om detailhandelsudlæg til udelukkende særligt pladskrævende udvalgsvarer ikke i strid med servicedirektivet art. 15, da lokalplankravet om forbud med almindelige udvalgsvarer var sagligt begrundet. Afvist, at det kunne tillægges betydning, at Planklageklagenævnet i afgørelse af 22. maj 2019 ikke havde været opmærksom på EU-Domstolens dom i sag C-360/15 af 30. januar 2018 om fortolkning af servicedirektivet art. 15.
Sagen angik D’s dyrehandel, der i begrænset omfang tillige solgte tilbehør til dyr (bure, akvarier, kradsemiljøer, tæpper mv.) samt havemøbler. Østre Landsret afgjorde ved dom afsagt den 13. juni 2017, at butikken ikke kunne anses for udelukkende at forhandle særligt pladskrævende udvalgsvarer i henhold til den dagældende udtømmende definition af ”særligt pladskrævende udvalgsvarer” (se MAD 2017.245 Ø). Ved dommen blev det endvidere afgjort, at selvom der måtte være givet tilladelse til butiksetableringer i strid med lokalplankravet om ”særligt pladskrævende udvalgsvarer”, så havde dyrehandlen ikke krav på en dispensation med henvisning til lighedsgrundsætningen, hvorfor Tårnby Kommunes lovliggørelsespåbud var gyldigt. Den 15. juni 2017 trådte reviderede detailhandelsregler i planloven i kraft. Blandt elementerne i planlovsrevisionen var, at legaldefinitionen af ”særligt pladskrævende udvalgsvarer” ikke var udtømmende, således at der blev mulighed for fortolkning i tvivlstilfælde. Et andet vigtigt element var, at den hidtidige størrelsesbegrænsning for ”almindelige udvalgsvarebutikker” på 2.000 m2 blev ophævet, således at butiksstørrelserne skulle fastlægges i den kommunale planlægning. Med afsæt i disse ændringer i planloven pr. 15. juni 2017 anmodede D Tårnby Kommune om at bekræfte, at butikken kunne anses for en ”særligt pladskrævende udvalgsvarebutik” og dermed var etableret i overensstemmelse med lokalplanen. D henviste til, at da det hidtil havde været et kendetegn for ”særligt pladskrævende udvalgsvarebutikker”, at der ikke gjaldt grænser for butiksstørrelser, blev ”almindelige udvalgsvarebutikker” og ”særligt pladskrævende udvalgsvarebutikker” i forhold til butiksstørrelser reelt ligestillet. Tårnby Kommune afslog anmodningen og fastholdt, at Østre Landsrets dom fra 2017 stod ved magt. Kommunens afslag blev påklaget til Planklagenævnet, og mens klagesagen verserede, afsagde EU-Domstolen dom den 30. januar 2018 i de forenede sager C-360/15 og C-31/16 om servicedirektivets direkte virkning og anvendelse på rent nationale forhold i forhold til hollandske detailhandelsregler om sondringen mellem almindelige udvalgsvarer og udvalgsvarer med stort volumen. Planklagenævnet stadfæstede den 22. maj 2019 Tårnby Kommunes afgørelse uden at inddrage EU-dommen. D indbragte klagenævnets afgørelse for domstolene, hvor D bl.a. gjorde gældende, at virksomhedsetableringen var lovlig, da lokalplankravet om ”udelukkende særligt pladskrævende udvalgsvarer” var i strid med servicedirektivet som fortolket i EU-dommen fra januar 2018. Planklagenævnet fastholdt afgørelsens gyldighed og afviste, at det kunne tillægges ugyldighedsvirkning, at Planklagenævnet ikke af egen drift havde inddraget EU-dommen. Byretten fastslog, at ændringerne i planloven pr. 15. juni 2017 ikke ændrede ved, at Østre Landsrets dom fra 2017 fortsat stod ved magt, og afviste, at nævnets manglende inddragelse af EU-dommen medførte ugyldighed. Byretten foretog herefter en konkret prøvelse af lokalplankravet om ”særligt pladskrævende udvalgsvarer” med afsæt i EU-dommen og fandt, at sagligheds- og proportionalitetskrav i medfør af servicedirektivets art. 15 var opfyldt i den konkrete sag. Herefter blev Planklagenævnet frifundet. Sagen blev anket til Østre Landsret, der stadfæstede dommen i henhold til de af byretten anførte grunde.
Kommentar: Efter Østre Landsrets dom har Planklagenævnet i en afgørelse af 16. marts 2022 (MRF 2022.61 Pkn) tilsvarende afvist, at en lokalplan fra 2017, der udlagde et område i Kokkedal til detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper, var i strid med servicedirektivets art. 15, stk. 3, da lokalplanbestemmelsen var fastsat i overensstemmelse med planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, der begrunder samtidige planlægningsmæssige dispositioner.