MRF 2022.61
Planklagenævnets afgørelse af 16. marts 2022, j.nr. 20/07334
Stadfæstet afslag på byggetilladelse til etablering af udvalgsvarebutik i strid med lokalplanbestemmelse om, at der alene måtte etableres butikker med pladskrævende varer, da lokalplanbestemmelsen ikke fandtes i strid med servicedirektivets art. 15, stk. 3, idet den var fastsat i overensstemmelse med planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, der begrunder samtidige planlægningsmæssige dispositioner.
E ansøgte i december 2019 Fredensborg Kommune om byggetilladelse til etablering af en udvalgsvarebutik på sin ejendom i Kokkedal. Ejendommen var omfattet af en lokalplan fra 2017, der fastlagde det pågældende områdes anvendelse til detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper. Det fremgik af ansøgningen, at E var af den opfattelse, at kommunen ikke havde hjemmel til at give afslag på tilladelse til butikken med henvisning til EU-Domstolens dom i de forenede sager C-360/15 og C-31/16, og E anmodede kommunen om at forholde sig til dommen i dens afgørelse. Kommunen meddelte i maj 2020 afslag til det ansøgte, hvor det bl.a. var anført, at den ansøgte udvalgsvarebutik faldt uden for planlovens definition af butikker, som forhandler særligt pladskrævende varer, jf. § 5 n, stk. 1, nr. 3, hvorfor tilladelse til butikken var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Af afgørelsen fremgik, at kommunen havde anmodet Erhvervsstyrelsen om en udtalelse om EU-dommens betydning for planlovens detailhandelsbestemmelser, hvori styrelsen havde vurderet, at dommen ikke ændrede på de danske regler om, at der ikke kan etableres almindelige udvalgsvarebutikker i områder udlagt til butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende vare. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse og planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, var i strid med servicedirektivets art. 15, da der med planlovsændringen i 2017 var sket en sådan ligestilling af udvalgsvarebutikker, at hensynet til bymiljøet ikke længere nødvendiggjorde, at der kunne udlægges arealer til butikker, der alene forhandlede særlig pladskrævende varer. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at da lokalplanens anvendelsesbestemmelse udlagde et areal til detailhandel kun med udvalgsvarer med stor volumen, skulle bestemmelsen undergives en prøvelse af, om denne opfyldte betingelserne i servicedirektivets art. 15, stk. 3. Nævnet fandt, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse var hverken direkte eller indirekte diskriminerende på grundlag af nationalitet, jf. servicedirektivets art. 15, stk. 3, litra a. Nævnet fandt, at bestemmelsen var fastsat i overensstemmelse med planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, og henviste til, at § 5 n muliggør, at der udover bymidter og bydelscentre kan udlægges arealer til brug for butikker, der forhandler så pladskrævende varer, at de ikke kan indpasses i en by, uden at dette i sig selv skader bymiljøet. Dette kunne ifølge nævnet begrunde samtidige planlægningsmæssige dispositioner, der sikrer, at det udelukkende var sådanne butikker til pladskrævende varegrupper, der placeres i de udlagte områder. Lokalplanen varetog således i overensstemmelse med planlovens § 1 og § 5 l tvingende almene hensyn i form af lokalplanområdets samfundsmæssige interesser i arealanvendelse til butiksformål, og anvendelsesbestemmelsen var nødvendig og proportional i henseende til disse almene hensyn og planlægningsmæssige dispositioner. Bestemmelsen opfyldte således betingelserne i servicedirektivets art. 15, stk. 3, litra b og c. Nævnet afviste, at kommunens manglende stillingtagen til servicedirektivet udgjorde en væsentlig retlig mangel, som medførte ugyldighed, allerede fordi lokalplanen efter nævnets opfattelse var i overensstemmelse med direktivet. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Se også MRF 2022.30 Ø – som Planklagenævnet henviste til i ovenstående sag – hvor landsretten tilsvarende fandt, at lokalplanbestemmelser om detailhandelsudlæg til udelukkende særligt pladskrævende udvalgsvarer ikke var i strid med servicedirektivet art. 15, da lokalplankravet var sagligt begrundet. For en kritik af Planklagenævnets praksis, hvorefter nævnet uden nærmere begrundelse efterprøver gyldigheden af lokalplanbestemmelser i forbindelse med klage over afslag på dispensation fra lokalplanen, henvises til kommentaren i MRF 2021.376 Pkn.