MRF 2022.149
Planklagenævnets afgørelse af 4. juli 2022, j.nr. 21/13876
Omfattende udvidelse af malkekvægproduktion var ikke lokalplanpligtig, selv om der var tale om meget store bygningsanlæg, da lokalplanpligten er indskrænket for jordbrugsmæssig produktion, herunder særligt for husdyrbrug, og da udvidelsen havde karakter af sædvanlig husdyrproduktion, og der var tale om en videreførelse af eksisterende, sædvanlig landbrugsdrift. Dissens.
Sagen vedrørte en udvidelse af malkekvægproduktionen på E’s 123 ha store landbrugsejendom beliggende i landzone i Vejle Kommune. Ejendommen lå ca. 6 km vest for Give, ca. 1,3 km fra kommunegrænsen til Billund Kommune og 1,7 km fra Ikast-Brande Kommune. Ejendommen, der lå i et område udpeget som værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen, lå uden for kommuneplanens rammer og var ikke omfattet af en lokalplan. Den daværende husdyrproduktion var fastlagt i en § 12-miljøgodkendelse fra september 2010 til udvidelse af dyrehold og byggeri til en husdyrproduktion på 570 køer, 314 tyrekalve, 156 kviekalve og 542 opdræt. E ansøgte i december 2019 om miljøgodkendelse efter husdyrbrugslovens § 16 a, da den samlede ammoniakemission på ejendommen var > 3.500 kg årligt. Efter udvidelsen ville husdyrproduktionen bestå af ca. 2.500 årskøer, 1.300 kvieopdræt fra 024 måneder og 100 tyrekalve til ca. 24 uger. Der blev bl.a. ansøgt om etablering af syv stalde med et samlet areal på ca. 13.880 m2, et malkecenter på ca. 2.200 m2, en containerplads til dybstrøelse, et plansiloareal på ca. 11.000 m2 med 34 siloer i en højde af 3 meter og en 9 meter gyllebeholder med teltdug på 5.000 m3. Vejle Kommune afgjorde i oktober 2021, at udvidelsen af malkekvægproduktionen på ejendommen var lokalplanpligtig. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at udvidelsen ikke var lokalplanpligtig, da planlovens § 13, stk. 2, ikke indeholder hjemmel til at kræve lokalplanvedtagelse for udvidelsen af husdyrbruget, der er reguleret af husdyrbrugloven. Planklagenævnet bemærkede enstemmigt, at lokalplanpligten for jordbrugsmæssig produktion, og særligt for husdyrbrug, er indskrænket, da det ikke har været lovgivers hensigt, at landbrugets ejendoms- og driftsforhold skulle reguleres gennem lokalplanlægning, og at der med vedtagelsen af husdyrbrugloven blev gennemført en integreret godkendelses- og tilladelsesordning, der indarbejder planlovens landzonebestemmelser samt bestemmelserne om miljøkonsekvensvurdering. I lyset heraf fandt flertallet (7 mod 4), at udvidelsen ikke var lokalplanpligtig, selvom der var tale om et meget stort bygningsanlæg. Flertallet lagde vægt på, at projektet havde karakter af sædvanlig husdyrproduktion med staldanlæg, og at det ansøgte produktionsanlæg var en videreførelse af den sædvanlige landbrugsdrift på ejendommen. Flertallet lagde desuden vægt på, at der ikke skete forarbejdning, salg eller andre aktiviteter, som ikke var tilknyttet den sædvanlige landbrugsdrift i forbindelse med malkekvægproduktionen. Mindretallet fandt omvendt, at det ansøgte projekt var lokalplanpligtigt, idet Miljø- og Fødevareklagenævnet tidligere havde afgjort, at et meget stort husdyrprojekt skulle anses som byggeri med industriel karakter (MRF 2021.218/2 Mfk). Dette understøttedes ifølge mindretallet også af Erhvervsstyrelsens vejledende udtalelse i sagen, hvoraf fremgik, at ”der i særlige tilfælde kan være lokalplanpligt for landbrugsbyggeri. Det må antages at være tilfældet, navnlig hvis der er tale om særlige jordbrugsmæssige produktionsanlæg. Ligeledes kan det efter styrelsens opfattelse ikke udelukkes, at der kan være lokalplanpligt for landbrugsbyggeri, der på anden måde afviger væsentligt fra sædvanligt landbrugsbyggeri”. Mindretallet lagde i vurderingen vægt på, at det ansøgte byggeris størrelse sammenholdt med ejendommens jordtilliggende i helt særlig grad adskilte fra et sædvanligt landbrugsbyggeri, som måtte forventes på en landbrugsejendom med husdyr. Projektet fik således i kraft af sin ekstraordinære størrelse en sådan karakter, at det måtte sidestilles med en særlig jordbrugsmæssig produktion, uanset at driften var at betragte som landbrugsmæssig og naturligt hørende til i landzone samt lå i et område udpeget som værdifuldt landbrugsområde i kommuneplanen. I overensstemmelse med flertallets votum blev kommunens afgørelse om lokalplanpligt ophævet.
Kommentar: Med denne afgørelse har Planklagenævnet principielt tilkendegivet, at lokalplanpligten efter planlovens § 13, stk. 2, er indskrænket i sager om jordbrugsmæssig produktion, herunder særligt for husdyrbrug (sagen er også omtalt i PKNO nr. 27). Denne præcisering af tidligere praksis (se f.eks. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 24. juni 2014, NMK-131-00168) må anses for velbegrundet, dels fordi det historisk set ikke har været hensigten at regulere landbrugets forhold gennem lokalplanlægning, dels fordi det var hensigten med husdyrbrugloven at samle reguleringen af husdyrbrug i ét regelsæt (uden at lovgiver dog herved ses at have forholdt sig udtrykkeligt til spørgsmålet om lokalplanpligt). Hovedformålet med planlovens regel om lokalplanpligt er at sikre inddragelse af offentligheden, når der planlægges for væsentlige ændringer i det bestående miljø og landskab. Hensyn til inddragelse af offentligheden og landskabelige interesser varetages imidlertid i vid udstrækning af reglerne i husdyrbrugloven og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, der i denne sammenhæng må anses for lex specialis. Mindretallets henvisning til Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i MRF 2021.218/2 Mfk er derimod vanskelig at følge, da denne sag netop ikke blev afgjort efter planlovens § 13, stk. 2, om lokalplanpligt, men derimod den specielle regel i den dagældende § 22 i husdyrbrugloven om landskabelige hensyn.