MRF 2022.57
Planklagenævnets afgørelse af 25. februar 2022, j.nr. 21/11209
Opførelse af en 36 m høj telemast medførte ikke lokalplanpligt, da telemasten skulle placeres i forbindelse med en dagligvarebutik i nærheden af en større vej og i et område, der i forvejen var præget af teknisk infrastruktur samt af sommerhusbebyggelse og beplantning i varierende højde.
Odsherred Kommune gav i juli 2021 byggetilladelse til opførelse af en 36 meter høj telemast med teknikskabe. Telemasten skulle placeres ca. 30 meter fra en dagligvarebutik i det sydvestlige hjørne af ejendommen, hvor der var buskads/træer. Området, hvor ejendommen var beliggende, var i kommuneplanen udlagt til sommerhus- og fritidsboligbebyggelse, ligesom området var udlagt til sommerhusbebyggelse i den gældende bygningsvedtægt. Ejendommen var ikke omfattet af en lokalplan. Afgørelsen blev påklaget af en gruppe naboer, der bl.a. anførte, at telemasten udløste lokalplanpligt, da der skete en væsentlig ændring af områdets karakter, og kommunen skulle have gennemført partshøring. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen havde truffet en indirekte afgørelse om, at det ansøgte ikke udløste lokalplanpligt. Nævnet fandt ikke, at telemasten med tilhørende teknikskabe medførte en sådan ændring af det bestående miljø, at opførelsen var lokalplanpligtig. Nævnet lagde herved vægt på omfanget af det ansøgte, og at telemasten skulle placeres i forbindelse med en dagligvarebutik på ejendommen og i nærheden af en større vej. Nævnet konstaterede i øvrigt, at telemasten erstattede en tidligere 24 meter høj rørantenne, og at området dermed i forvejen havde været præget af teknisk infrastruktur. Nævnet lagde til grund, at naboernes ønske om, at der skulle gennemføres en lokalplanproces, udsprang af naboernes interesser i forhold til indholdet af en eventuel lokalplan; altså resultatet af lokalplanprocessen. Nævnet fandt på denne baggrund, at naboernes interesse i en afgørelse om lokalplanpligt var så indirekte og usikker, at naboerne allerede af den grund ikke kunne anses for parter i afgørelsen om, at der ikke var lokalplanpligt. Planklagenævnet fandt derfor ikke, at kommunen havde haft pligt til at partshøre naboerne, og kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnet forudsætter med begrundelsen for at afvise partshøring, at kommunens indirekte afgørelse om, at byggetilladelsen ikke kræver ny lokalplan efter planlovens § 13, stk. 2, er en afgørelse omfattet af forvaltningsloven. Dette er en ændring af tidligere praksis, hvor Planklagenævnet har anset manglende partshøring af naboer forud for byggetilladelse som et retligt spørgsmål, hvor nævnet ikke har kompetence, da den manglende partshøring angår byggetilladelsen og dermed henhører under byggemyndighederne og Byggeklageenheden i Nævnenes Hus, uanset der med byggetilladelsen samtidigt er truffet en indirekte afgørelse om, at der ikke er lokalplanpligt. Se også MRF 2021.147 Pkn og MRF 2021.368 Pkn.