MRF 2021.368
Planklagenævnets afgørelse af 20. december 2021, j.nr. 20/14541
Delvis ophævelse og hjemvisning af indirekte afgørelse om, at opførelse af et tankstationsanlæg med vaskehal var i overensstemmelse med lokalplan, da byggeriet krævede dispensation fra en bestemmelse, der udlagde området til plantebælte med jordvold. Ikke medhold i den resterende del af klagen over den indirekte afgørelse, bl.a. fordi manglende partshøring var konkret uvæsentlig, da byggeriet var umiddelbart tilladt efter de øvrige lokalplanbestemmelser.
Guldborgsund Kommune gav i juni 2020 byggetilladelse til opførelse af et tankstationsanlæg med vaskehal på naboejendommen til N’s ejendom. Ejendommen var omfattet af lokalplan nr. F42, Nordensvej, Et område til erhvervsformål, og var beliggende under delområde 1 og delområde 1a. Lokalplanen fastsatte i § 3.3, at der inden for delområde I kun måtte opføres eller indrettes bebyggelse til erhvervsformål såsom virksomheder inden for klasse 1 og 2, og at delområde Ia endvidere kunne anvendes til fælles servicefaciliteter. Det fremgik af § 3.1, at der i delområde Ia kunne placeres en butik med en maksimal størrelse på 100 m2 til områdets fælles forsyning i tilknytning til f.eks. en servicestation eller lignende serviceanlæg. I planens § 10.3 var det bestemt, at virksomheder og anlæg kun i ganske ubetydeligt omfang måtte kunne påvirke de nærmeste omgivelser. Den vestlige del af ejendommen var desuden udlagt til plantebælte med jordvold, der efter planens § 8.4 ikke måtte anvendes til oplag, parkering, skiltning eller lign. Afgørelsen blev påklaget af N, der bl.a. anførte, at byggeriet ikke var i overensstemmelse med lokalplanens §§ 8.4, 3.3 og 10.3, at kommunen hverken havde foretaget naboorientering eller partshøring af N, og at kommunen ikke havde undersøgt de støj- og lugtgener, som byggeriet ville medføre. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at kommunen med byggetilladelsen havde truffet en indirekte afgørelse om, at projektet var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet lagde endvidere til grund, at lokalplanens §§ 3.1 og 3.3 skulle forstås på den måde, at der for servicestationer og lignende anlæg i delområde Ia var indført en undtagelse fra det generelle krav om, at delområde I kun måtte anvendes til klasse 1 og 2-virksomheder. Nævnet fandt, at et tankstationsanlæg med tilhørende vaskehal måtte sidestilles med en klasse 4-virksomhed, hvorefter der stilles væsentligt større krav til afstanden til boliger end for en tankstation i virksomhedsklasse 3. Nævnet fandt imidlertid, at et sådant anlæg var omfattet af udtrykket ”servicestationer eller lignende serviceanlæg”. Nævnet bemærkede, at lokalplanens § 10.3 ikke syntes at stemme overens med den udtrykkeligt tilladte anvendelse til servicestationer eller lignende serviceanlæg, da servicestationer er forbundet med kørsel i forbindelse kundernes påfyldninger, tankvognskørsler og evt. andre gener. Det fulgte endvidere af § 3.1, at der kunne etableres både en mindre butik og en servicestation, hvilket også ville være forbundet med en vis forstyrrelse og påvirkning af omgivelserne. Bestemmelsen i § 10.3 måtte derfor formentlig forstås på den måde, at den knyttede sig til den generelle anvendelse i delområde 1, ikke den særlige anvendelse i delområde 1a. Nævnet fandt under alle omstændigheder, at bestemmelserne i lokalplanen og deres indbyrdes sammenhæng var forbundet med en sådan uklarhed, at etableringen af tankstationsanlægget med vaskehal ikke ville kunne forhindres, hvorfor det ansøgte måtte anses for at være i overensstemmelse med anvendelsesbestemmelserne i lokalplanen. Idet byggeriet var umiddelbart tilladt efter disse lokalplansbestemmelser og ikke krævede dispensation herfra, fandt nævnet, at der ikke var krav om naboorientering i medfør af planlovens § 20. Da det ansøgte skulle etableres umiddelbart op ad N’s ejendom og få meter fra N’s hus, hvilket måtte antages at medføre væsentlige gener for klageren, navnlig støj og lugtgener, fandt nævnet derimod, at N var part i sagen. Uanset om kommunen havde haft pligt til partshøring eller ej, led afgørelsen dog ifølge nævnet ikke af en væsentlig retlig mangel, da kommunen ikke ville have kunnet træffe en anden afgørelse efter lokalplanens §§ 3.1, 3.3 og 10.3 henset til, at byggeriet var umiddelbart tilladt efter disse bestemmelser. Af samme grund var kommunen ikke forpligtet til at undersøge de eventuelle støj- og lugtmæssige konsekvenser af byggeriet. Nævnet bemærkede imidlertid, at det ansøgte projekt var placeret på den del af ejendommen, der var udlagt til plantebælte med jordvold, og nævnet fandt derfor ikke, at det ansøgte var i overensstemmelse med lokalplanens § 8.4. Byggeriet krævede således dispensation fra denne lokalplanbestemmelse efter planlovens § 19. Planklagenævnet ophævede herefter denne del af afgørelsen og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling, mens nævnet ikke kunne give medhold i resten af klagen. Nævnet bemærkede, at kommunen i vurderingen, om der kunne gives dispensation til fravigelse af planens § 8.4, skulle inddrage hensyn til nabogener, og såfremt kommunen ønskede at give dispensation, skulle kommunen forinden foretage en partshøring og naboorientering af N, jf. forvaltningslovens § 19 og planlovens § 20.
Kommentar: Afgørelsen forekommer noget uheldigt udformet. Planklagenævnet behandler i sagen en klage over en indirekte afgørelse om, at byggeriet, der blev tilladt med byggetilladelsen, er i overensstemmelse med lokalplanen. Hvis dette besvares benægtende, kan Planklagenævnet – som nævnet korrekt anfører i afgørelsen – alene ophæve kommunens indirekte afgørelse efter planloven, mens nævnet ikke kan ophæve selve byggetilladelsen, da Planklagenævnet ikke er rekursinstans efter byggeloven, jf. f.eks. MRF 2021.22 Pkn.
I forhold til klagen over den indirekte afgørelse nåede nævnet frem til, at byggeriet ikke var i overensstemmelse med én af de lokalplanbestemmelser (§ 8.4), som naboen havde gjort gældende, hvorfor byggeriet krævede dispensation efter planlovens § 19 fra denne bestemmelse og dermed også naboorientering efter § 20. Men herefter er det noget vanskeligt at følge nævnets sondring, idet nævnet ”ophæver den indirekte afgørelse i forhold til byggeriets overensstemmelse med lokalplanens § 8.4 og hjemviser denne del af sagen til fornyet behandling i kommunen”, mens nævnet samtidig afviste at give medhold i forhold til resten af klagen med den bemærkning, at ”den øvrige del af kommunens afgørelse gælder således fortsat”. Det er imidlertid ganske uklart, hvad det betyder, at den øvrige del af den indirekte afgørelse fortsat gælder. En indirekte afgørelse om, at en byggetilladelse er i overensstemmelse med lokalplanen, er ikke delelig – enten må byggetilladelsen være i overensstemmelse med lokalplanen, eller også er den det ikke. Hvis en byggetilladelse ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kan Planklagenævnet som nævnt ikke tage stilling til byggetilladelsens gyldighed, hvorfor det herefter må være op til kommunen at beslutte, om byggetilladelsen skal tilbagekaldes/annulleres. Planklagenævnets ophævelse af kommunens indirekte afgørelse må dog betyde, at kommunen enten må tilbagekalde/annullere byggetilladelsen eller igangsætte en lovliggørende dispensation fra lokalplanen. Der er naturligvis intet i vejen for, at Planklagenævnet i afgørelsen udtaler sig om klagerens enkelte indsigelser, men konklusionen burde være tydeligere, nemlig at den indirekte afgørelse ophæves i sin helhed, og at kommunen herefter må afgøre, hvad der skal ske.